Hovedpersonen i Danmarks mest omtalte misbrugssag står frem: Vil ikke længere gemme sig
Hun var den anonyme hovedperson i Danmarkshistoriens mest omtalte sag om seksuelt misbrug. Men det slutter nu. Dette er Zandra Berthelsens historie.
Hun ligger med drop i armen og iltmaske for munden. Apparaterne bag hende viser, at hjerterytmen igen er stabil. Sygeplejerskerne tjekker hende med få minutters mellemrum. Men Zandra Berthelsen er i dyb søvn.
Sådan ser det ud på intensivafdelingen en dag i juni, hvor 22-årige Zandra Berthelsen endnu en gang har forsøgt at tage sit liv med en overdosis Stesolid og Metadon. Det er sket mange gange før, når tilværelsen virker uoverskuelig og meningen med livet fortoner sig i det fjerne.
Nogle gange er det et råb om hjælp – andre gange en protest mod det behandlersystem, som aldrig rigtig kunne løse hendes problemer.
Timerne går, og hun kommer langsomt til bevidsthed. Vækket af de smerter hun kender alt for godt.
Maven går i krampe, en sygeplejerske kommer med en pose til opkast. Zandra er sort om munden fra den flydende dosis aktivt kul, som skal stabilisere hendes krop og neutralisere giften i hende.
- Nogle gange hader jeg bare mit liv. Så ser det hele sort ud, og jeg kan ikke se andre udveje end at tage en overdosis piller. Jeg ved godt, at det ikke hjælper i det lange løb, men så bliver der i det mindste lyttet til mig nu og her, siger Zandra Berthelsen.
Hun har været kendt som pigen fra Tøndersagen, siden hun som 11-årig blev hovedperson i Danmarks mest omtalte sag om seksuelt misbrug af børn.
En sag, der rystede Danmark, da det kom frem, at hendes far i årevis havde forgrebet sig først og fremmest på hende og i mindre grad hendes lillesøster. Til sidst endte han med at leje hende ud til sex med en lang række fremmede mænd. Fremmede mænd, der betalte med pizza og småpenge for at voldtage en pige på 10-11 år.
Zandra Berthelsen er i dag 22 år og har for første gang besluttet sig for at stå frem med navn og ansigt for at vise Danmark, hvad der fulgte efter mange år med voldtægter og ydmygelser.
- Folk har alle mulige gisninger om, hvem jeg er. Jeg har brug for at stå frem og fortælle min historie, siger Zandra Berthelsen til TV 2s kriminalmagasin, Station 2, der sender to dokumentar-udsendelser om hendes liv på TV 2. Første gang torsdag den 17. november.
Intelligent, eftertænksom og i behandling
Scenen fra hospitalet er en af mange ekstreme begivenheder i Zandra Berthelsens liv, der siden sagen kom frem, har levet et liv skjult for offentligheden. Altid bare omtalt som ”Tønderpigen”. Men hun har længe overvejet at fortælle sin egen historie, så da Station 2s vært, Anders Lomholt, skrev et brev til hende i februar 2016, sagde hun ja til at mødes.
- Jeg vil gerne fortælle, hvordan det var, dengang jeg var lille, og hvordan det har påvirket mit liv i dag, sagde hun allerede ved deres første møde.
Da hun inviterer Anders Lomholt ind i sit liv, er Zandra Berthelsen indlagt på en lukket, psykiatrisk afdeling. I hendes liv kan det være nødvendigt i perioder at blive tvunget til faste strukturer med udlevering af medicin og mad på bestemte tidspunkter og fuld adgang til sygeplejersker og behandlere.
Efter fire måneders behandling er hun tæt på at være rask og klar til at flytte tilbage til sin egen lejlighed.
- Jeg har det rigtig godt lige nu. Jeg har fået stillet diagnosen skizofreni og er blevet bedre til at håndtere mine nedture.
Hendes behandlere på psykiatrisk hospital har sagt god for, at hun er i stand til at overskue konsekvenserne af at stå frem i et tv-program. Både fordi hun har en vis erfaring med medier, da hun tidligere har medvirket anonymt i et længere interview med dagbladet Politiken, men også fordi hun er intelligent, eftertænksom og i behandling for sine psykiske vanskeligheder.
Derfor er der ikke fagligt belæg for at fraråde hende at medvirke på tv, lyder vurderingen.
- Jeg vil ikke gå og skjule og gemme mig længere. Jeg vil bare have lov at være ærlig, siger Zandra Berthelsen.
- Det er jo ikke mig, der har noget at skjule. Det er ikke min skyld, at jeg blev misbrugt, dengang jeg var lille.
For et forstå, hvorfor selvmordsforsøg og indlæggelser bag låste døre er en del af Zandra Berthelsens liv, bliver vi nødt til at skrue tiden tilbage til starten af 90’erne – til landsbyen Alslev Kro tæt på Løgumkloster i Sønderjylland.
Det første overgreb skete i juletræets skær
Hendes forældre mødte hinanden i 1993. Begge var førtidspensionister. Han på grund af dårligt helbred og hun på grund af diagnosen skizofreni.
- Min mor var interesseret i musik og spillede orgel i den lokale kirke. Hun var den mest normale af de to. Min far gik til kampsport og var meget glad for motorcykler. Han så ret mange pornofilm og drak en del alkohol, siger Zandra Berthelsen.
Kort efter forældrene mødte hinanden, fik de Zandra Berthelsen.
- Jeg kan huske, at de første overgreb begyndte, inden jeg var fyldt tre år.
Zandra Berthelsen kan huske, at der var et juletræ i baggrunden, da det skete første gang i familiens dagligstue.
- Det var min far, der tvang mig til at give ham oralsex.
De seksuelle overgreb fortsatte og blev stadigt værre. Og kom med kortere mellemrum. Hun mener, at hun var 5-6 år gammel, da hun første gang blev udsat for en fuldbyrdet voldtægt.
- Nogle gange var det flere gange om ugen, at min far tvang mig til at have sex med ham, eller hvad man skal kalde det, siger Zandra Berthelsen.
Hendes mor vidste, hvad der foregik. Men hun og Zandra blev truet til tavshed, fortæller Zandra Berthelsen: Hvis de sagde noget, ville han slå dem ihjel.
- Han har flere gange slået min mor, og hun var i forvejen syg og ikke særlig stærk. Så hun havde ikke noget valg.
Zandra Berthelsens lillesøster kom til verden i 1997, og de følgende år levede de to små piger en isoleret tilværelse i Alslev Kro. En barndom præget af total mangel på grænser og en dagligdag med seksuelle udskejelser og misbrug.
Zandra Berthelsen husker hjemmet som beskidt og fyldt med skrammel. Faderens motorcykel stod i den smalle gang ved siden af moderens orgel. På væggene var der billeder af motorcykler.
Til gengæld var der næsten tomt på Zandra Berthelsens værelse. Der var stort set intet legetøj eller pynt på væggene. Hun og hendes søster kom sjældent ud.
Zandra Berthelsen husker, hvordan hun var låst inde, når forældrene havde ”husvenner” på besøg – folk der kom i hjemmet for at dyrke sex med hendes forældre. Oftest med hendes mor.
Måtte ”skide” i bukserne, mens forældrene havde sex med fremmede
- Jeg husker tydeligt, hvordan jeg var låst inde på mit værelse i mange timer ad gangen, siger Zandra Berthelsen.
- Jeg skulle råbe, hvis jeg skulle på toilettet, og det var ikke altid, der kom nogen og låste op. Og man kan jo ikke holde sig for evigt, vel? Når man skal, så skal man, så jeg måtte gøre det i bukserne.
I lokalområdet blev Zandra Berthelsens mor kendt som prostitueret, og der var en livlig trafik af mænd ind og ud af huset.
Zandra Berthelsens mor har siden forklaret, at hendes mand fik en form for tilfredsstillelse ud af at kigge på, mens hun dyrkede sex med fremmede mænd. Omvendt har Zandra Berthelsens far forklaret, at moderen havde en overvældende appetit på sex.
Uanset hvad, voksede Zandra Berthelsen og hendes lillesøster op i et seksualiseret hjem, hvor pornofilm og alkohol var en åbenlys del af dagligdagen. Og med jævne mellemrum blev især Zandra og i mindre grad også hendes lillesøster udsat for faderens seksuelle overgreb.
- Han var meget dominerende. Både over for mig og min lillesøster og min mor, siger Zandra Berthelsen. Hun forklarer, at hvis de ikke ryddede op eller stillede noget et forkert sted, så blev man fysisk afstraffet
- Han kunne også finde på at sige, at jeg skulle gå i bad. Og så ville han gøre et eller andet imod mig. Stikke sine fingre op i mig eller sådan noget. Det var som om, jeg var hans legetøj, siger Zandra Berthelsen, der altid levede i uvisheden om, hvad hendes far ville finde på.
Der kom sjældent andre end husvenner på besøg i huset i Alslev Kro. Eneste familie, der enkelte gange besøgte dem var faderens forældre, hans søster og hendes mand.
Når det skete, var det altid efter aftale. Så var der tid til at rydde op og få det til at ligne et almindeligt småbørnshjem.
- Vi skulle altid have fine kjoler på, når der var besøg. Så lignede mig og min søster små prinsesser. Det var som om, min mor ville skjule alt det, der foregik ved at få os til at ligne sådan nogle fine porcelænsfigurer.
Men virkeligheden var langt fra glansbilledet, og det blev kun værre.
Plukkede øjenbryn og vipper ud
Som seksårig begyndte Zandra Berthelsen i 2001 i den lokale skole i landsbyen Øster Højst. Skolen blev hurtigt en slags åndehul i hverdagen.
- Det var mit fristed, fordi jeg var væk fra huset og slap for alt det ubehagelige. Det var en slags pause fra livet derhjemme. Men det var også en svær tid, for jeg levede et dobbeltliv. Jeg måtte ikke fortælle, hvad der foregik derhjemme. Min far truede med at slå mig eller min mor ihjel, hvis jeg sagde noget.
Alligevel blev pædagoger, sundhedsplejersker og lærere hurtigt opmærksomme på, at Zandra Berthelsen ikke var som de andre børn. Kort efter skolestart skrev hendes klasselærer til Løgumkloster Kommune: - Zandra fungerer slet ikke (…) Hun fungerer så dårligt, at børnehaveklassen har behov for en støtteperson.
En sundhedsplejerske kontaktede socialforvaltningen i juni 2001, fordi Zandra Berthelsen plukkede sine øjenbryn og -vipper af.
En SFO-leder underrettede kommunen om, at Zandra Berthelsen var opmærksomhedskrævende, uroskabende og havde svært ved at forstå kollektive beskeder.
Året efter skrev en klasselærer til kommunen, at hun var højtråbende, hysterisk eller grædende og utrøstelig, og at hun ikke tålte berøringer på ryggen.
- Jeg forsøgte at opretholde en facade og fortalte løgnehistorier om, hvor godt alting var. I virkeligheden var jeg ræd for, hvad der ville ske, hvis jeg fortalte nogen om alt det, der foregik derhjemme.
Mens bunken af sagsakterne om Zandra voksede hos Løgumkloster Kommune, havde kommunen en del kontakt til hendes forældre.
De holdt møder, konsulenter besøgte huset og pigerne kom hver anden weekend i en aflastningsfamilie. Herfra blev der også sendt bekymrede underretninger til kommunen.
Da Zandra Berthelsen var ni år gammel – i september 2003 – fik hendes forældre besked om, at kommunen ville indlede en omfattende forældreevne-undersøgelse, der kunne medføre tvangsfjernelse. Der gik dog omkring otte måneder, før kommunen fik sat den i gang. Imens havde faderen frit spil derhjemme.
Drak urin af spand i stuen
- Det blev mere og mere perverst. Min far stak forskellige genstande op i mig. Og det gjorde sygt ondt, siger Zandra Berthelsen. Hun udviklede flere forskellige teknikker til at komme hurtigere igennem de mange overgreb, der foregik i stuen eller i faderens soveværelse.
- Jeg prøvede at tænke på noget andet, mens det stod på. Når jeg lå i min fars seng, kiggede jeg ud ad vinduet. Ud mellem persiennerne. Så kunne jeg se skyerne bevæge sig hen over himlen. Det hjalp nogle gange en lille smule.
Det var i den periode, at Zandra Berthelsen fik de første psykotiske symptomer.
- Jeg begyndte at se slanger kravle ned ad væggene. Jeg havde det som om, der kravlede små dyr under huden på mig. Det var ikke hele tiden. Men ind imellem fik jeg de her uhyggelige billeder.
Overgrebene var ikke kun seksuelle. Zandra Berthelsen fortæller, at hun blev tvunget til at drikke faderens urin fra en stor spand ved siden af sofaen i stuen.
I længere perioder fik hun ikke noget at spise. I andre perioder blev hun tvunget til at overspise, til hun kastede op.
- Det var ren tortur. Det var som om, han kunne lide at se os blive ydmyget, siger Zandra Berthelsen.
- Jeg troede, jeg havde oplevet det værste i mit liv. Jeg kan huske, at jeg tænkte, nu kan det da ikke blive værre. Men der tog jeg fejl.
Flugten fra kommunen
I 2004 – da Zandra Berthelsen var blevet 10 år – fik hun en søndag i det tidlige efterår en overraskende besked. Hun var lige kommet hjem fra den kirke, hvor hendes mor arbejdede, da hun fik at vide, at familien skulle flytte til et andet hus 13 kilometer væk.
Hendes far havde solgt huset i Alslev Kro i en lynhurtig handel med stort nedslag i prisen. Så kunne familien komme væk fra Løgumkloster Kommune og i stedet bosætte sig i landsbyen Solderup i Tønder Kommune.
- Det kom ud af den blå luft. I begyndelsen troede jeg, at nu ville alt blive godt. Huset var kæmpestort, og det virkede som et rart sted, husker Zandra Berthelsen.
Samtidig kom resultatet fra undersøgelsen i den tidligere kommune, Løgumkloster, der konkluderede at forældrene ikke var i stand til at drage omsorg for børnene, og at børnene derfor skulle fjernes. Men det skete ikke. For i den nye kommune, Tønder, blev der ikke gjort mere ved sagen.
- Mine forældre strittede imod. De ville ikke være med til den undersøgelse, Løgumkloster Kommune havde sat i gang. Og efter vi var flyttet, forsøgte de på enhver måde at undgå kontakt med den nye kommune. Jeg er sikker på, at det var fordi, de var bange for, at Tønder Kommune skulle finde ud af, at den var helt gal.
Det var også på dette tidspunkt af endnu en ting vendte op og ned på Zandra Berthelsens tilværelse.
Datteren skulle overtage moderens plads
I oktober 2004 forlod moderen familien. Ifølge hende efter, at hun havde fået tæsk af sin mand. Hun flyttede på krisecenter og opgav forældremyndigheden. Nu var de to små piger alene med deres far.
I det følgende år inviterede han en lang række mænd til hjemmet i Solderup.
Uden moderen i huset blev det Zandra Berthelsens opgave at tage sig af de mandlige gæster, mens lillesøster var låst inde på sit værelse. På det tidspunkt var Zandra Berthelsen 10 år.
- Min far mente, jeg skulle være hans nye kone. Det betød, at jeg skulle overtage de pligter, som min mor havde. Også det seksuelle. Jeg skulle være sammen med alle de mænd, min mor havde været sammen med. Så jeg var tvunget til at prostituere mig selv. Det var rigtig ydmygende at skulle stå nøgen overfor fremmede mennesker, gøre ting med dem som var rigtig ubehagelige og som gjorde ondt. Nogle gange føltes det som om, jeg blev sprættet op indvendigt. Men han sagde, jeg skulle gøre det, fordi det gjorde ham glad.
Mændene begik en lang række voldsomme, seksuelle overgreb på Zandra Berthelsen. Nogle gange oralsex, andre gange fuldbyrdet samleje. Hun kan huske, hvordan hun nogle gange var sammen med flere mænd på en gang. Andre gange sad de i kø nede i stuen, mens hun var sammen med dem en ad gangen på sit værelse.
Der var også en ældre mand i 70’erne, der havde sexlegetøj med, når han misbrugte hende.
Ofte lød prisen på et par hundrede kroner, andre gange betalte mændene med pizza eller alkohol til faderen. En del havde tidligere været sammen med moderen, inden hun flyttede. Andre kom, fordi de havde læst om Zandra Berthelsen i Den Blå Avis:
- Det var en hæslig tid. Min far tvang mig til at prostituere mig i en annonce. Han fortalte mig, hvad jeg skulle skrive. At jeg var 18 år og frisk på alt muligt, og at min kæreste godt kunne lide at se på imens. Sagen var jo bare, at det ikke var min kæreste, men min far.
En af de mænd, der kom, var fra Flensburg. Og han skulle vise sig at få stor betydning for Zandra Berthelsens fremtid.
Straffens dag
Zandra Berthelsen var 11 år gammel i sommeren 2005, da manden fra Flensborg ankom til huset. Han havde en 54-årig dansk-tyrkisk ven med, som fortæller, at Zandra Berthelsens far modtog dem med ordene:
- I er heldige. Hun er lige kommet hjem fra skole.
Manden fra Flensborg havde været der før, så han kendte vejen op til Zandra Berthelsens børneværelse. Mens han var deroppe fik hans ven også tilbuddet fra Zandras far. Men han afslog og forklarede, at han havde sukkersyge, men havde glemt at tage sin medicin. Han var for utilpas til at gå op til Zandra, når hans kammerat var færdig.
I virkeligheden havde han dagen før ringet til politiet for at anmelde bordellet med den alt for unge pige. Han var chokeret over, hvad der foregik i Solderup. Han havde selv et barnebarn på hendes alder. Derfor havde han ved mødet med hendes far svært ved at kontrollere sin afsky. Han rystede og havde lyst til at råbe og skrige.
Men han havde aftalt med politiet at tage ud til huset for at få bekræftet, at rygterne om bordellet talte sandt. Så han holdt sin mund, tog hjem og ringede til politiet, der straks satte en aflytning i gang.
Få uger senere - den 24. august om aftenen - slog politiet til.
- Det ringede på døren, og jeg så en masse politifolk derude, husker Zandra Berthelsen.
- Jeg blev panisk angst, for min far havde sagt, at jeg aldrig måtte tale med politiet.
Han sad inde i stuen. Zandra løb op på værelset og gemte sin lillesøster i skuffen under sengen og forsøgte så selv at springe ud af vinduet. Men en kvindelig betjent kom ind på værelset og fik fat i hende.
- Jeg kan huske, at jeg strittede imod og råbte, at de skulle lad os være. Jeg var meget bange. Jeg vidste jo ikke, hvad der skulle ske.
Det var sidste gang, Zandra Berthelsen så sin far.
De følgende måneder og år blev Tøndersagen rullet op ved en række retssager. Zandra Berthelsen blev videoafhørt i alt 11 gange – formentlig det højeste antal afhøringer af et barn i en dansk retssag.
Hun blev anbragt på et opholdssted, hvor personalet forsøgte at skåne hende for at høre detaljer fra retssagen. Men ind imellem fik hun fat i et eksemplar af Ekstra Bladet, og her så hun første gang sig selv omtalt som ”Tønderpigen”.
I alt 16 mennesker blev dømt i sagen, der blev kaldt den værste sag om seksuelt misbrug af børn i nyere tid.
Zandra Berthelsens far fik 10 års fængsel og hendes mor en psykiatrisk behandlingsdom. De 14 andre mænd i sagen fik mellem et og seks års fængsel. Flere var udlændinge og blev udvist af Danmark.
Udover faderens tilståelse var det i høj grad 11-årige Zandra Berthelsens vidneudsagn på video, der lå til grund for de mange domme.
På den måde blev afhøringerne foran videokameraet det første skridt i Zandras Berthelsens kamp for at få et normalt liv.
Hvor blev hun af?
I årene efter retssagen levede Zandra Berthelsen en turbulent tilværelse på forskellige behandlingshjem og med forskellige plejefamilier. Kun et af stederne husker hun som en god tid - det var fire år hos en plejefamilie i Tønder.
- Jeg flyttede ind hos dem, da jeg var 14 år. Det var en rigtig god familie, hvor jeg for første gang mærkede ægte omsorg. Her lærte jeg alt det, jeg i dag ved om, hvordan man skal opføre sig over for andre. Og hvordan det er at være barn i en velfungerende familie.
I den periode klarede Zandra Berthelsen sig rimeligt godt i skolen. Men ind imellem var hun plaget af mismod, pludselig vrede og psykiske problemer. Ofte udløst af flashbacks, der sendte hende tilbage til børneværelset og sengen i faderens soveværelse.
Da hun var 18 år, flyttede hun fra plejefamilien og droppede ud af 2.G i gymnasiet. Hun flyttede væk fra Sønderjylland og var opsat på at begynde et helt nyt liv så langt fra Tønder som muligt.
I perioder havde hun en god økonomi blandt andet fordi hun har fået en rekordstor erstatning på 880.000 kroner for sin ødelagte barndom. Dels fra Tønder Kommune, der lod stå til alt for længe. Dels fra de mænd, der voldtog og misbrugte hende.
Pengene har hun blandt andet brugt på rejser til udlandet, biler og lækkert tøj, men meget er gået til husleje, mad og andre nødvendigheder. Så længe hun havde sin formue, fik hun ikke økonomisk hjælp fra systemet.
Derfor er pengene i dag væk, og Zandra Berthelsen er på kontanthjælp.
Kort efter hun flyttede fra Tønder, blev hun ramt af depressioner, gentagne selvmordsforsøg og psykiatriske indlæggelser. Hverdagen har været præget af voldsomme op- og nedture.
Den 1. april var dog en af de rigtigt gode dage. Der stod 22-årige Zandra Berthelsen klar med to kasser og nogle rejsetasker i lobbyen på Psykiatrisk Center Glostrup.
Hun delte krammere ud til personalet og var klar til at køre hjem til sin lejlighed. Klar til endnu et forsøg på et liv uden for psykiatriens beskyttende mure. Klar til at stå frem med historien om sit liv.
Nålen i armen
- Jeg har lært mig selv at tage en dag ad gangen. Sådan er det også nu. Jeg ved ikke, om jeg kan klare at bo alene. Jeg ved der kommer nedture og tilbagefald, men nu gør jeg forsøget, siger hun.
Da Zandra Berthelsen kommer hjem til sin etværelses lejlighed er humøret højt. Hun glæder sig til at male og tegne - ting der giver hende ro. Og så glæder hun sig til ikke at være underlagt de skrappe regler på den lukkede afdeling.
Samme dag får Zandra Berthelsen besøg i sin lejlighed af en veninde, og de følgende dage bliver udskrivelsen fejret. Fire dage efter rammer nedturen.
Vi møder hende på en trappesten på en sidegade til Halmtorvet på Københavns Vesterbro. Hun har lige skudt sig i armen med en sprøjte kokain. Blodårene træder tydeligt frem, indtil hun løsner elastikken, som sidder stramt over venstre overarm.
Øjenlågene synker halvvejs i. Hun hvisker ordene:
- Fred. Nu er der fred oppe i mit hoved.
Det kan synes ubærligt, at se Zandra Berthelsen indtage hårde stoffer midt i Københavns hårdeste narkomiljø. Især når man tænker på de mange års smerte, hun allerede har været igennem. Men hun vil vise sin virkelighed på godt og ondt. Og det her er en del af den tilværelse, der følger oven på en barndom med massive overgreb og omsorgssvigt.- Du kan ikke gøre noget for mig, siger Zandra Berthelsen.
- Lige nu er det, det her jeg vil. Og det kan du ikke lave om på. Jeg ved godt, det er noget lort. Men nogle gange når det hele bliver sort, så får jeg bare lyst til at flygte fra det hele.
Zandra Berthelsen har tidligere eksperimenteret med stoffer og i en periode sidste år, før hun blev indlagt på lukket afdeling, var hun tæt på at udvikle et egentligt misbrug. Det kom hun ud af på den psykiatriske afdeling, men selvom hun sidder foran os med lukkede øjne, halvt bedøvet af stoffer, så er hun stadig langt fra at være en forhærdet stofmisbruger.
- Jeg skal nok komme ud af det. Det er ikke noget, jeg gør særlig tit, og jeg har ikke tænkt mig, at det her skal ødelægge mit liv.
For Zandra Berthelsen hænger stofferne - som det meste andet i tilværelsen - tæt sammen med fortiden.
- Når jeg prøver at finde fred på den her måde, så er det jo fordi, det gør ondt i mig at tænke på alt det, der er sket. Jeg håber virkelig, at min far har det dårligt over alt det, han har gjort. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan få sig selv til at gøre sådan nogle ting. Mod sit eget barn, sit eget kød og blod.
Hendes far har i dag udstået sin straf på 10 år og er en fri mand. Han lever i skjul og har aldrig deltaget i et interview, før han for et par måneder siden tog kontakt til Station 2.
- Gud kan tilgive mig, men Zandra kan ikke
Zandra Berthelsens far fortæller i en lang række telefonsamtaler og sms’er, at han angrer, og at han er en syg mand, der lever i ensomhed.
”Er meget ked af det og angrer dybt, bare jeg dog kunne få tilgivelse og have en familie igen, er ensom og ked af det (…) kan lige så godt dø. Forstår du? Bare Zandra tilgav mig? Gud kan det, men hun ikke.”
I andre beskeder skyder han skylden på kommunen, på sin ekskone eller på de mange andre mænd, der misbrugte Zandra Berthelsen. Om sit eget ansvar henviser han til sin dårlige barndom, sin far og sit store forbrug af alkohol.
”Selvfølgeligt har man et ansvar, og det kunne man ikke magte, da man var fuld. Har tilstået (…) hvad vil du have at jeg skal gøre? Er færdig og ked af det”.
Men han vil ikke deltage i et tv-interview:
”Så er jeg død”, skriver han.
Zandra Berthelsen har i dag ingen form for kontakt med sin far. Han har polititilhold og må ikke opsøge hende eller på anden måde forsøge at tage kontakt til hende. Og sådan skal det fortsat være, siger hun:
- Jeg kommer aldrig til at tilgive ham. For mig er han død. En rigtig far kan ikke finde på at gøre det, som han har gjort.
Zandra Berthelsen har stort set heller ikke kontakt med resten af sin familie.
Kampen for et bedre liv kæmper hun alene.
- Jeg skal vinde over alle de idioter, der har gjort mig ondt
Selvom Zandra Berthelsen i perioder er langt nede og depressiv, så kæmper hun konstant for at komme ovenpå. Da overgangen fra lukket psykiatrisk afdeling til total frihed i egen lejlighed viser sig at være for brat, aftaler hun med sine kontaktpersoner i kommunen at flytte til et bosted for psykisk sårbare. Her er der personale døgnet rundt, og i løbet af maj kommer der igen struktur på hendes dagligdag. De hårde stoffer forsvinder. Nye drømme og mål dukker op i hurtigt tempo.
Zandra Berthelsen begynder nu at løbe- og styrketræne. Målet er det militære forhindringsløb Nordic Race.
- På den ene side er jeg glad for at være ude. Jeg kan dyrke min træning, når jeg har lyst, jeg kan male, og jeg kan handle ind. Jeg har fået min frihed igen.
Men det er også svært.
- Jeg skal virkelig kæmpe for at finde indhold i hverdagen.
I midten af maj står hun klar ved startfeltet med sin gule træningstaske over skulderen. Musikken buldrer, og hun falder i med flokken, der står og hopper på stedet for at holde sig varme til løbet. Hun tilmeldte sig for et halvt år siden, og i dag skal slaget stå.
- Det er kæmpe stort at være nået hertil. I lang tid troede jeg ikke, jeg ville blive klar til det, og nu står jeg her. Det er stadig lidt svært for mig at finde fodfæste i hverdagen, så det at stå her i dag er en stor sejr.
Det giver et sæt i hende, da løbet bliver skudt i gang. Forhindringerne på vejen til målstregen er mange - alt fra svømning og styrketræning til klatring og løb.
- Når jeg løber, tænker jeg bare på, at jeg skal vinde over alle de idioter, der har gjort mig ondt og ødelagt starten af mit liv. De skal ikke have lov til at ødelægge resten. Det giver mig styrke.
Da hun rammer det kolde havvand, stivner hun og må vende tilbage til stranden.
- Det er ikke, fordi jeg svømmer dårligt, at jeg går i panik i det kolde vand. Det minder mig om min barndom, fordi jeg altid fik kolde bade som lille.
Men takket være en stor portion viljestyrke og en indimellem en håndsrækning fra de andre deltagere, når hun over målstregen. Hun lader sig falde bagover på græsset med et stort smil på læberne.
- Jeg tog kampen op, og nu har jeg gennemført. Jeg er virkelig stolt af mig selv og glad helt ind i knoglerne.
Desværre varer lykken kort.
Overdosis og arme fulde af ar
Hen over sommeren vender Zandra Berthelsen op og ned på nat og dag.
Pessimismen og depressionen lægger sig igen over hende som en dyne af bly. En mandag formiddag i juni går det galt.
Zandra Berthelsen synker ind i en bevidstløs søvn på en overdosis stærke, smertestillende piller.
Næste gang hun vågner, er vi tilbage ved begyndelsen af denne fortælling. Zandra Berthelsen er indlagt på intensiv, tilsluttet drop og hospitalsapparater, der skal forhindre hende i at forlade dette liv.
- Det hele gik bare i sort. Jeg har haft det skidt i en periode, og det er svært ikke at have noget indhold i hverdagen. Alting blev bare for meget. Og så er jeg stoppet på min antipsykotiske medicin, fordi jeg blev sløv af det, siger Zandra Berthelsen.
- Pludselig kan jeg mærke mig selv, og det kan godt være svært at håndtere.
Det er ikke første gang, hun skader sig selv. Det kan man se på hendes underarme, som er dækket af barberbladstynde ar. Også selvom den ene arm er tegnet over med et tæt lag tatoveringer.
- At tage overdoser har desværre spillet en meget stor rolle i mit voksenliv. Det er noget, jeg gør, når jeg har svært ved at rumme tilværelsen. Det har været min måde at håndtere modgang på.
Det er kun få uger siden, at Zandra Berthelsen fik en medalje for at have gennemført Nordic Race-løbet. Alligevel er det ikke usædvanligt, at hun nu ligger i en hospitalsseng fyldt med selvpåførte smerter. Op- og nedturene ligger tæt, og jagten på at finde en identitet og en mening med livet driver hende ud i konstant forandring.
- Sådan er det med mig. Mit liv skifter hele tiden. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne være mere stabil og få styr på mit liv. Men det er bare så forbandet svært.
Efter et par dage bliver hun udskrevet og vender tilbage til opholdsstedet. Humøret fortsætter op og ned, men forude venter et nyt projekt, som gerne skulle blive et vendepunkt for Zandra Berthelsen.
Det er aldrig et barns skyld
August i år begynder godt med skolestart. Zandra Berthelsen har indskrevet sig på andet år på HF. Hun har tidligere gennemført det første år, og nu satser hun alt på at blive student til sommeren 2017.
- Det betyder meget for mig at blive færdig med HF. Det er jo den eneste måde, jeg kan komme videre i livet på. Det kan hjælpe mig med et fokus og et indhold i min hverdag.
Målet er at blive student, tage en videregående uddannelse og få et job.
- Det er første gang i lang tid, at jeg er rigtig glad. Det er helt igennem rart.
Zandra Berthelsen sidder foran skrivebordet på opholdsstedet for psykisk sårbare. Foran sig har hun en stak nye ringbind, en rummelig lædertaske og er klar til at fortsætte i skolen efter at have gennemført den første uge. Hun snakker meget om, hvad hun kunne tænke sig efter studentereksamen. Psykologi står højt på ønskelisten.
- Det giver mig selvtillid og noget at stå op til hver dag. Jeg føler, at jeg tager et skridt længere væk fra alt det, jeg har oplevet, og at jeg ændrer min identitet som offer til en, der har succes med nogle ting. Nu kan jeg lige pludselig kalde mig studerende.
Fagligt klarer Zandra Berthelsen sig rigtig godt. Hun har altid fået at vide, at hun er kvik og har let ved at lære, når bare hun gør en indsats.
- Mit liv kan ændre sig fra dag til dag. Nogle gange fra time til time. Sådan er det at være mig, og jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg bliver helt normal på den måde, at jeg får et almindeligt familien-danmark-liv. Med mand og job og børn. Men jeg håber, at der kommer mere ro på. Og at jeg får et liv, der gør mig glad. Jeg tror stadig på, at det kan lykkes.
Og så er vi tilbage ved grunden til, at hun i februar inviterede Station 2 ind i sit liv og valgte at stå frem med navn og ansigt. Hun håber, at det kan give hende et skub i den rigtige retning. At hun kan bruge sin smertefulde barndom til noget konstruktivt. At hun ikke længere skal gemme sig for omverdenen, men tværtimod kan blive en stemme i debatten om seksuelt misbrug af børn.
- Jeg håber, at den styrke, jeg selv mener, jeg har, kan være nyttig for andre. Jeg håber, at dem der har været ude for noget lignende og har det svært i dag kan se, at selvom alting ser sort ud, så findes der en vej frem, siger Zandra Berthelsen.
Hun har også tænkt på at holde foredrag om sit liv for at hjælpe andre - for at vise, hvor store konsekvenser det har, når børn bliver ofre for seksuelt misbrug.
- Det er derfor, jeg fortæller min historie. For at vi kan blive mere bevidste om det og fjerne nogle af tabuerne, når det gælder seksuelt misbrug af børn.
- Man føler skam, når man har været udsat for sådan noget. Men jeg vil gerne fortælle de unge mennesker, som er derude, at de ikke skal skamme sig. For det er ikke deres skyld. Det er aldrig et barns skyld. Det er ikke noget, man selv vælger.
