Krimi

Dødsbilist tæt på at koste liv igen: Kørte vanvidskørsel igennem kolonihaver i narkorus

En 28-årig mand blev torsdag idømt to års fængsel for at have kørt hensynsløst og næsten påkørt en 15-årig dreng i et kolonihaveområde.

Det var et panisk anfald og en nær psykotisk tilstand udløst af et stort indtag af piller, der fik en 28-årig mand til at køre vanvidskørsel igennem kolonihavehusområdet ved Enevold Sørensens Vej.

Det forklarede han i Retten i Kolding torsdag, skriver Jydske Vestkysten.

- Drengen regner med, bilen stopper, men da den er 20 meter fra ham, går det op for ham, at den ikke stopper.

Thomas Steensen, anklager.

Episoden fandt sted 31. juli og havde nær kostet en 15-årig dreng livet. Sammen med sin hund måtte drengen søge tilflugt i en hæk, da bilen kom kørende lige imod ham på en kun tre meter bred havegang.

Ifølge anklager Thomas Steensen var bilen kun 20 centimeter fra at ramme drengen, og havde han ikke stillet sig opad en havelåge, var det endt galt, skriver Jydske Vestkysten.

- Drengen regner med, bilen stopper, men da den er 20 meter fra ham, går det op for ham, at den ikke stopper, refererer anklager Thomas Steensen.

Tiltalt for 28 forhold

Den 28-årige bilist var tiltalt for at have udsat andre for alvorlig fare med hensynsløs kørsel. Derudover var han tiltalt for blandt andet tyveri, besiddelse af narkotika og våbenbesiddelse. I alt 28 forskellige forhold, som han erkendte stort set alle sammen.

Den nu dømte mand har 20 andre domme bag sig for lignende kriminalitet. Mest alvorlig er en dom for uagtsomt manddrab, hvor han kørte en tunet VW Golf og ramte en 50-årig mand på cykel med 140 kilometer i timen. Manden mistede livet.

Det var denne forbrydelse, den 28-årige mand havde afsonet en del af sin straf for, da han blev prøveløsladt 4. juli i år. Og kun 26 dage senere kørte han altså hensynsløst igennem et kolonihaveområde i påvirket tilstand.

Torsdag blev han idømt to års ubetinget fængsel og fik sit kørekort frakendt i ti år. En del af straffen er resttid, som han endnu ikke har afsonet fra sin tidligere dom.