Station 2

Her får han tredje klip i kørekortet

En billist overskrider hastighedsgrænsen. Han får det tredje klip inden for tre år, og står derfor til en betinget frakendelse af kørekortet.

To politifolk har stillet deres lasermåler op på en befærdet vej i Nykøbing Falster. I området ligger der en børnehave og en skole, så politiet står netop her, fordi de ved, at der ofte er børn, der går og cykler i dette område. På vejen må man køre 60 km/t., men der går ikke mange minutter, før den ene betjent stopper en bilist, der kører for stærkt.

- Goddag den herre. Har du et kørekort, jeg må se? Spørger betjenten bilisten.

- Ja, jeg har målt dig til 83 km/timen. Du kommer faktisk lige over klippet. Du får tre kilometer rabat, så der kommer til at stå 80 km. På tilkendegivelsen.

Politiets måleudstyr

Måleudstyret er en laser opstillet på et stativ ved vejen. Måleren udsender med kort tids mellemrum laserimpulser, der reflekteres i forbipasserende biler og opfanges igen af måleren.

Ved én måling udsender laseren mere end 40 impulser, og det er ud fra dem, at bilens fart bestemmes. Udstyret er kalibreret af en godkendt kalibreringsmyndighed mindst en gang om året. Derudover testes udstyret af politiet samme dag, inden det tages i brug.

Ved fartkontrol gives en rabat på tre km/t, hvilket giver bilisten en margen, så man sikker på, at personen mindst har kørt den givne fart.

Kilde: Politiet.

Bøde og et klip i kørekortet

Bilisten virker uforstående over for betjenten og vil derfor høre, om han slipper for klippet, når han får en rabat på tre km/t.

- Nej, det gør du ikke, svarer politimanden og forklarer, at han har kørt to kilometer over grænsen.

- Ej, det er to km/t., svarer manden.  

- Ja, det er det. Betjenten fastholder, at manden skal have en bøde for fartovertrædelsen på 3000 kroner og et klip i kørekortet.

Så farlig er farten

  • For høj fart er medvirkende til ca. halvdelen af dødsulykkerne på vejene.
  • Hvis to personbiler kolliderer med 80 km/t., omkommer 3/10 personer.
  • Hvis to personbiler kolliderer med 90 km/t., omkommer 6/10 personer.
  • Hvis en billist rammer en fodgænger med 80 km/t., omkommer 6/10 fodgængere.
  • Hvis en bilist rammer en fodgænger med 90 km/t., omkommer 8/10 fodgængere.
  • Kører du 90 km/t. over en strækning på 10 kilometer i stedet for 80 km/t., sparer du kun 50 sekunder.

Kilde: Vejdirektoratet, Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, Transport Økonomisk Institut, Norge samt Rådet for Sikker Trafik 

Det virker med bøder

Ifølge Rådet for Sikker Trafik så er politiets fartkontroller med til at sænke farten.

- Det hjælper, hvis man har fået en bøde, så tænker man, jeg skal lige huske at overholde fartgrænsen, siger Pernille Ehlers, der er specialkonsulent fra Rådet for Sikker Trafik.

Det handler ifølge hende om, at minde folk om, at der er en risiko ved at køre for stærkt i sin bil.

- Det der virker rigtig godt er, at man oplever, at der er en risiko. Hvis man føler, at der er en chance, for at man bliver taget, hvis man overskrider hastigheden, så tænker man over sin fart og sænker den, forklarer hun.

Pernille Ehlers peger samtidig på, at fartkontroller ikke kun har en effekt for dem, der bliver standset og får en bøde. Det har også en præventiv effekt for de bilister, der kører forbi og ser, at politiet laver en fartkontrol. 

- De ser, at der er kontrol, så der skal man passe på. Der er således en risiko for, at man bliver taget og får en bøde, hvis man kører for stærkt, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent, Rådet for Sikker Trafik.

Hvornår får man et klip i kørekortet?

Et klip er i virkeligheden en elektronisk registrering af din lovovertrædelse. Får du tre klip i kørekortet inden for tre år, så får du frakendt kørekortet betinget og skal bestå en ny teori- og køreprøve for at beholde dit kørekort. Hvert klip slettes først, når der er gået tre år. Er du en ny bilist på de danske veje, så skal der kun to klip i kørekortet til, før man får et kørselsforbud.

Du kan få et klip i dit kørekort for at overtræde en række forskellige regler. Eksempelvis hvis du kører over for rødt, ikke spænder børn under 15 år fast i bilen eller ved at overskride hastighedsgrænsen med 30 %. Bødens størrelse afhænger her af, hvor hurtigt du har kørt.

Hastighedsgrænser, alm. personbil:

Hastighedsgrænse:                Klip i kørekortet, hvis du kører:
50 km/t                                      66-80 km/t
60 km/t                                      79-96 km/t
70 km/t                                      92-112 km/t
80 km/t                                      105-128 km/t
90 km/t                                      118-144 km/t
100 km/t                                    131-159 km/t
110 km/t                                    144-159 km/t

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Man har kunnet få et klip i sit kørekort fra d. 1 september år 2005. Ifølge Rådet for Sikker Trafik har man set effekten af klippekortsordningen fra første dag.

- Der så vi en kæmpe nedgang i gennemsnitsfarten på vejene og samtidig faldt antallet af ulykker næsten med det samme. Der er jo en tæt sammenhæng mellem hastigheden på vejene og antallet af dræbte i trafikken, så det er vigtigt, at vi gør alt hvad vi kan for at få hastigheden ned, fortæller Pernille Ehlers, specialkonsulent, Rådet for Sikker Trafik.

I klippet fra aftenens program, Politirapporten Station 2, er manden ikke synderligt begejstret for at få sit tredje klip, men det er netop det, der er meningen med ordningen fortæller Pernille Ehlers.

- Klippekortet er jo lavet for, at det skal virke præventivt. Du får to advarsler, og så sidste gang, så klapper fælden, siger hun.

Sidste år var der 178, der blev dræbt i trafikken i Danmark. Hvilket er fire mindre end året før i 2014.

Hvornår får jeg klip? Se alle reglerne på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside her