Politi: Her er Ateas mange gaver til offentligt ansatte
It-ansat i et ministerium fik dyrt Nikon-kamera, oplader og to objektiver til spotpris, påstår Bagmandspolitiet.
I midten af oktober oplyste Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, at seks offentligt ansatte var blevet tiltalt for at lade sig bestikke af it-selskabet Atea A/S.
Indtil i dag har SØIK afvist at give aktindsigt i de nærmere sigtelser i den omfattende sag om påstået bestikkelse, men nu er anklageskrifterne mod seks mænd i sagen blevet frigivet. Tre af mændene er tiltalt i samme sag og skal for Retten i Glostrup side om side.
De resterende tre skal for en dommer i hver sin sag.
Alle seks mænd nægter sig skyldig i anklagerne om bestikkelse.
En gennemgang af anklageskriftet viser, at de seks mænd efter anklagemyndighedens opfattelse samlet set har fået foræret it-udstyr af Atea A/S til en værdi af knap 107.000 kr.
I en del tilfælde var der en egenbetaling, der lå langt under den reelle værdi - og i otte tilfælde endda helt uden betaling, mener SØIK.
Det fremgår af anklageskriftet, at anklagemyndigheden mener, at Atea A/S enten forærede eller solgte it-udstyr til spotpris til de offentligt ansatte, fordi disse var kunder hos Atea A/S, og Atea A/S "havde interesse i at fortsætte hermed".
En af de tiltalte arbejder i et ministerium. På grund af navneforbud i sagen beskriver TV 2 ikke nærmere hvilket. Det samme gælder de øvrige fem mænd, der er tiltalt.
Ifølge anklagen mod den ansatte i ministeriet har han modtaget tre iPad, et Nikon-kamera med oplader og batteri samt to objektiver.
Ifølge SØIK er udstyret samlet set godt 50.000 kr. værd. Den ansatte betalte ifølge anklageskriftet kun godt det halve af det beløb til Atea A/S.
Han nægter sig skyldig.
En af de andre ansatte arbejder i en stor dansk kommune. Målt i kroner er manden topscorer på listen over folk, der ifølge SØIK har ladet sig bestikke af Atea A/S.
Ifølge anklagen har han modtaget telefoner, iPad og computerudstyr for godt 44.000 kr. Kun 912,50 kr. betalte han for varerne, mener SØIK.
Også han nægter sig skyldig.
En tredje tiltalt var ansat i samme kommune som bestikkelses-topscoreren.
Ifølge anklageskriftet var prisen blot 2.000 kr., da han mellem 8. og 15. august 2014 fik en Apple iPhone Ss og en Apple iPad Air af Atea A/S.
Den reelle værdi af de to varer var 10.398 kr. - altså 8.398,00 kr. mere, end manden ifølge tiltalen betalte for dem.
Også han nægter sig skyldig.
De første straffesager er planlagt til at skulle begynde til november ved Retten i Glostrup.