Sad i fængsel for at voldtage sin steddatter - en forbrydelse hun siger aldrig er sket
Lars blev dømt på sin steddatters ord. Men hun fortrød, så hvem kan man stole på? Dette er en historie om løgn, retfærdighed og en hemmelig optagelse.
Det begyndte med en fortrolig snak. Bare 14-årige Julie og en af hendes rigtig gode veninder fra klassen. Julie havde “haft sex med Lars,” husker veninden, at Julie fortalte den sommer for tre år siden. Lars var Julies stedfar, som hun boede hos sammen med sin mor, Pia.
I månederne efter, at Julie første gang betroede sig til veninden, fortalte hun flere gange om endnu mere alvorlige episoder med stedfaren. Det var typisk, når moren ikke var hjemme, at han tvang hende til samleje, fortalte hun.
Hun fortalte også om det til to andre venner på Facebook. Her til en af hendes drengevenner:
Efter ni måneder kunne Julies veninde ikke længere holde på hemmeligheden. Hun sagde det til deres klasselærer, der indkaldte Julie til et møde.
Under mødet rejste Julie sig pludselig op og råbte, at det hele var løgn, og at de skulle lade hende og hendes familie være i fred. Hun løb ud og ringede til sin mor. Hvad der præcist blev sagt under den samtale, ved kun de to, men Julie kom tilbage til læreren og fastholdt sin forklaring: At det hele var løgn, at hun ikke var blevet misbrugt af sin stedfar. At hun bare havde fundet på det for at teste venskabet med veninden.
Læreren troede ikke på Julies forklaring.
- At gå og teste veninden over et helt år. Det lyder helt absurd, siger læreren, Karina Rasmussen, i dag til TV 2.
Skolen indberettede sagen til kommunen, men da Julie også dér sagde, at det var noget, hun havde fundet på, gik kommunen ikke videre til politiet.
Det blev kortvarigt enden på sagen. Men året efter eksploderede det for alvor, da en uvelkommen gæst trådte ind af døren til Lars og Pias hjem.
10 måneders gravearbejde
Jeg bør måske lige introducere mig selv. Mit navn er Signe Daugbjerg. Jeg er 37 år og journalist på TV 2. Jeg har lavet undersøgende journalistik i ti år og brugt de sidste ti måneder på at afdække Lars' sag. En sag, som har bragt mig i tvivl som aldrig før. En sag med påstande i alle retninger, forkerte oplysninger, skjulte optagelser og huller i myndighedernes håndtering.
Da jeg gik ind i den, var jeg nemlig blevet overbevist om, at Lars Simonsen var uskyldig. Så min plan var at følge ham og hans kæreste Pia Østerby med et kamera, indtil han blev endeligt renset. Programmet skulle i al sin enkelthed hedde ”Uskyldig dømt”.
Det var den historie, jeg troede, jeg skulle lave. Men det blev langt fra den, jeg endte med. For virkeligheden er sjældent så enkel.
Jeg vil nu tage jer med på den rejse, jeg selv har været på det sidste år – en rejse fuld af tvivl og forundring, og som giver et indblik i, hvor svært det kan være at dømme: Gjorde han det – eller gjorde han det ikke?
Mit første møde med Lars
Lars Simonsen er i dag 28 år. Jeg mødte ham første gang i slutningen af november sidste år på hans gård i Nordjylland, som han og hans kæreste Pia Østerby stadig lejer. Den ligger for sig selv med plads til hund og heste. Jeg gik forbi barnevogn og legetøjstraktor i gangen og kunne se, at en stor del af familien også var der.
Hans forældre passede de to små drenge inde i stuen, så Lars, Pia og hans moster kunne sætte mig ind i sagen ude i køkkenet. Hans moster havde påtaget sig at holde styr på alle papirerne i sagen, fordi Lars’ mor var gået ned med flaget efter anklagerne.
Jeg optog en lille sekvens med ham på min iPhone for at få en fornemmelse af, hvordan han ville fungere i et interview.
Der stod cola og kaffe mellem os på spisebordet, da jeg begyndte med at spørge ham, hvorfor han egentlig havde valgt at deltage i programmet. Det kræver alligevel en del mod at stille sig frem i et program, når man er udpeget som voldtægtsforbryder.
- Jeg har valgt at stille mig frem, fordi jeg synes, der skal mere fokus på at være uskyldig dømt i Danmark, og hvilke konsekvenser det har for ens videre liv, sagde Lars, mens min iPhone optog.
For ham havde konsekvenserne både været psykiske, økonomiske og familiemæssige. Hans fingre, der bar præg af fysisk arbejde, bevægede sig mellem bordet, askebægeret og cigaretterne, mens han talte.
- Jeg har fået at vide, at jeg har depression og stress, jeg har mistet min faste indkomst og min selvstændige virksomhed, fortalte han.
Vi sad rundt om køkkenbordet, mens familiemedlemmerne i munden på hinanden fortalte, hvad der havde ført til, at Lars var endt i denne her situation. Vintersolen gik ned, og det blev mørkt, mens de talte, og jeg mest lyttede.
Det var tydeligt, at hele hans familie bakkede ham op og troede på, at han var uskyldig. Kun en enkelt ven var faldet fra efter dommen – ellers troede både familien og vennerne på hans uskyld. Det var også tydeligt, at situationen var svær for Lars’ kæreste, Pia. Det var hendes datter, som havde anklaget Lars. Pia troede ikke på sin datter og var blevet sammen med Lars.
Pia Østerby har fem børn med tre forskellige mænd. En af dem viser sig at få en central rolle senere i fortællingen.
For at forstå historien, er vi nødt til at tage et hop tilbage i tiden.
Kærligheden, flugten og brevene
I løbet af sommeren 2014 blev Julie kæreste med Mark, og det fik beskyldningerne til at blusse op igen. Hun var på det tidspunkt blevet 15 år. Kæresten var 11 år ældre og alkoholiker. Pia og Lars var langt fra begejstrede for ham, men de aftalte, at han og Julie skulle mødes på deres gård, hvis de overhovedet skulle ses.
Efter flere episoder, hvor kæresten var kommet i påvirket tilstand, forbød de helt Julie at se ham. Men Julie var forelsket, så hun stak af.
Ifølge Pia ringede Julie til hende og sagde, at hvis hun ikke måtte være sammen med kæresten, så ville hun sige, at Lars havde forgrebet sig på hende. Derefter skrev hun en besked til en af morens veninder, som Julie havde arbejdet for som babysitter:
Og det var ikke tomme trusler.
Et par dage efter sad Julie på et døgncenter i Frederikshavn og skrev to breve i hånden. Det ene brev beskrev hendes følelser for kæresten Mark. Det andet brev fortalte om overgreb fra hendes stedfar, Lars:
Ifølge brevet var det ikke den eneste gang, at han gik for vidt.
En socialrådgiver fra Frederikshavn Kommune, som kom og besøgte hende, fik begge breve, inden Julie næste dag også stak af fra døgncentret.
Hun flakkede rundt med kæresten nogle dage, indtil hun kontaktede sin tidligere stedfar Lennarth Nielsen. Julie har sammen med sin mor boet hos Lennarth, fra hun var lille, og indtil hun blev ti år. Siden Lennarth og Pia gik fra hinanden, har de kæmpet om samvær og bopæl for deres to fælles børn, som altså er Julies små halvsøskende.
Lennarth og Julie skriver sammen på Facebook:
Få dage efter samtalen flyttede Julie og hendes kæreste ind til hendes tidligere stedfar, Lennarth, på hans gård i Sindal. Lennarth kontaktede derefter sin egen advokat, som han brugte i retssagerne om børnene. Advokaten kom hjem og talte med Julie, og dagen efter gik de to sammen til politiet og anmeldte Lars for voldtægt.
11 dage efter efter anmeldelsen skrev Julie til sin mor:
Men det gjorde politiet til gengæld.
Politiet går ind i sagen
Julie var til tre afhøringer hos politiet sammen med Lennarths advokat. Efter den anden afhøring blev Lars anholdt og sigtet for voldtægt, blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje med barn under 15 år. Strafferammen er op til otte års fængsel.
Julie fortalte politiet, at det første overgreb skete den 27. juli 2013, mens hendes mor var til banko. De fire andre overgreb og voldtægter, som Lars var blevet sigtet for, kunne hun ikke sætte datoer på. Lars’ advokat havde derfor kun denne ene dato at forholde sig til. Men da han undersøgte det nærmere, fandt han ud af, at det slet ikke var muligt, at det kunne være sket på den dato, da der ikke var banko i byen den dag. Julie flytter derfor datoen for det første overgreb to dage frem, så det i stedet var den 29. juli 2013.
Politiet gennemgik 9602 sms’er mellem Julie og Lars uden at finde noget mistænkeligt, som kunne fælde Lars. Til gengæld var der mange sms’er, som Lars’ forsvarsadvokat kunne bruge. Julie skrev nemlig mange søde og helt almindelige beskeder til sin stedfar, som ikke gav indtryk af, at her var en pige, der var blevet udsat for overgreb. Hun opsøgte tværtimod ofte selv sin stedfar:
Da Julie kontaktede politiet, var det over et år siden, at det første overgreb skulle være sket. Så der var hverken DNA eller andre tekniske beviser. Det var altså en sag, hvor dommerne skulle vurdere, hvem af de to, der talte sandt. Ord mod ord.
Dommerne endte med at tro på Julies forklaring.
Lars blev kendt skyldig og idømt to år og seks måneders fængsel i byretten. Han blev dømt på Julies forklaring, på sms-korrespondancen mellem Julie og hendes mor og på det faktum, at Julie havde fortalt flere venner om overgrebene. Sagen blev anket, og Lars blev endeligt dømt ved landsretten 19. juni 2015.
Lars blev fængslet og sat i Frederikshavn Arrest og siden i Herstedvester. Imens havde Julie stort set ikke kontakt til sin mor, der ikke troede på hende.
Mens Lars sad i arresthuset, fik han sin yngste søn, Oskar.
Det første lange stykke tid i arresten tilbragte han i isolation. Der er voldtægtsforbrydere nemlig heller ikke ret populære. Slet ikke, hvis de er dømt for at voldtage et barn. Det satte sine spor på Lars, der før fængselsopholdet havde sin egen forretning og var en kraftkarl på gården, der kunne "klare tusind ting på en gang."
I dag har han svært ved at huske simple ting, som at slukke for vandet eller lukke køleskabet.
- Jeg har fået en søn, mens jeg sad varetægtsfængslet, som jeg ikke har noget far-søn-forhold til, siger Lars Simonsen til TV 2.
Den 27. oktober 2015 trådte Julie ind på Frederikshavn Politistation sammen med en af sine mors veninder. På det tidspunkt har Lars siddet i fængsel i et år. Julie var kommet for at trække sine anklager tilbage. For at sige, at voldtægterne aldrig havde fundet sted.
De to betjente, der tog imod hende kiggede på hinanden og sagde, at de aldrig havde stået i sådan situation, så de vidste ikke, hvad de skulle gøre.
Julie syntes, de kiggede mærkeligt på hende.
De bad hende komme tilbage til afhøring. Med en advokat.
Politiets teori
Hvis der kommer nye afgørende oplysninger i en sag, hvor der er faldet dom, så er det Den Særlige Klageret, der skal beslutte, om sagen skal genoptages, så den dømte kan få en ny retssag. En af de mest berømte nyere sager, hvor det er sket, er Fredericia Banegård-sagen, hvor tre drenge sad i fængsel for at have voldtaget en pige på et banegårdstoilet.
Men på skjult kamera indrømmede pigen efterfølgende over for en af drengenes lillebror, at hun havde løjet om voldtægten. Den Særlige Klageret genoptog sagen, og de tre drenge blev frifundet i en ny retssag.
Ligesom i Fredericia-sagen skal Den Særlige Klageret nu tage stilling til, om de tror på, at Julie har opdigtet overgrebene. Hvis de gør det, så skal retssagen mod Lars gå om. Men inden Den Særlige Klageret beslutter sig, så får de tilsendt både Rigsadvokatens og Lars’ advokats argumenter for, hvad de mener, der bør ske. Imens bliver Lars' straf afbrudt, og han får lov at tage tage hjem på gården, mens Klageretten overvejer sagen.
Det er Nordjyllands Politi, der har efterforsket både den oprindelige sag, men også genoptagelsessagen. Faktisk er det de samme to politifolk, der har efterforsket begge dele. De afhører folk i Julies omgangskreds. Hendes mor, far, stedfar, tidligere kæreste og morens veninde, som fulgte hende hen til politistationen.
Tre uger efter Lars’ fængselsstraf er blevet sat på pause, sender Nordjyllands Politi deres udtalelse til statsadvokaten. De mener ikke, at sagen bør genoptages. Det er deres opfattelse, at vidnerne i Julies omgangskreds forklaringer ikke stemmer overens med hendes nye forklaring.
- Det er min opfattelse, at Julie kan være blevet påvirket til at ændre sin forklaring, idet den nye forklaring kommer ganske kort efter, at hun igen har opnået kontakt med sin mor, skriver senioranklager Karina Schou fra Nordsjyllands Politi.
Julie og hendes mor, Pia, havde nemlig stort set ikke haft kontakt, siden Julie meldte Lars til politiet. Men to uger før Julie trak anmeldelsen tilbage, sendte hun en venneanmodning til sin mor på Facebook. På det tidspunkt var hun lige gået fra kæresten og flyttet ud til sin tidligere stedfar Lennarth Nielsen igen, hvor hendes yngre halvbror bor permanent.
Politiet bygger altså deres formodning på, at Julie, kort før hun trak anmeldelsen tilbage, igen havde fået kontakt til sin mor. Desuden var det moren, der kontaktede Lars’ advokat og fortalte, at Julie havde lagt kortene på bordet over for hende. Det var også morens veninde, der fulgte Julie til politistationen, da hun trak anmeldelsen tilbage.
Jeg begynder at tvivle. Måske har Lars gjort det?
Men da jeg nærlæser begrundelsen, er der flere ting, der springer i øjnene. Politianklageren bruger vendinger som ”det er min opfattelse”. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der er i tvivl om, hvordan det hele hænger sammen.
Da jeg gennemgår deres efterforskning, opdager jeg også, at der er flere af politiets argumenter for ikke at genoptage sagen, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Og her kommer Pias eksmand Lennarth ind i billedet.
Eksmandens rolle
I papirerne kan jeg se, at det er Pias eksmand Lennarth, som ledte politiet på sporet af, at Julie kunne være blevet påvirket af sin mor til at trække anmeldelsen tilbage. I hans afhøringsrapport står der, at han vidste, ”at årsagen til, at Julie har trukket anmeldelsen tilbage var, at Julie ikke måtte se sine små søskende hos Pia, hvis ikke hun trak anmeldelsen tilbage.”
Julie var nemlig hjemme hos Lennarth, da hun for første gang i lang tid talte med sin mor i telefonen. Ifølge Lennarth talte de sammen i halvanden til to timer, mens Julie sad ude på badeværelset. Ifølge afhøringen af Lennart skulle det være sket den 22. oktober – altså fem dage før, at Julie trak anmeldelsen tilbage.
- Hun sidder og snakker i telefon med sin mor ude på toilettet i over halvanden time og kommer grædende ud derfra, siger Lennarth Nielsen til TV 2.
Ifølge ham var hun oprevet, fordi hendes mor havde sagt, at hun ikke kunne se sine søskende, med mindre hun trak anklagen tilbage.
- Og så sætter hun sig til computeren, fordi hun vil ind og ændre sit efternavn.
Lennart fortæller også politiet, at Julie samme aften loggede ind på Borgerservice, fordi hun ønsker at skifte efternavn. Jeg får en kopi af den udfyldte formular fra Lars' moster. Der står, hvorfor Julie ønskede at skifte efternavn:
"Ønsker ikke at bære min mors efternavn, da hun har svigtet mig efter hendes kæreste har misbrugt mig seksuelt hvilket han er dømt for og hun vil ikk have noget med mig at gøre efter dette. Har ikk haft kontakt med hende i et år", står der på fotokopien.
Beskeden til Borgerservice er dateret den 22. oktober 2015.
Men politiet vender hverken tilbage til Julie eller Pia for at høre deres version af den telefonsamtale, som eksmanden beskriver. Samtalen er helt central for sagen, så jeg beder Julie og Pia om at sende mig deres opkaldslister for perioden op til, at Julie trækker anmeldelsen tilbage.
Da jeg får listerne, kan jeg se, at Pia og Julie slet ikke taler sammen den 22. oktober, som eksmanden sagde til politiet. Det undrer mig, for i samme afhøring fortalte eksmanden, at Julie samme aften som samtalen satte sig til tasterne og skrev til Borgerservice. Men det papir er dateret den 22. oktober. Det hænger ikke sammen.
Ifølge opkaldslisterne er der kun én lang telefonsamtale mellem Pia og Julie i den periode. Det er den 17. oktober, og den varer 1 time og 12 minutter. Det undrer mig, at politiet ikke har tjekket opkaldslisterne, og det undrer mig også, at de hverken vender tilbage til Julie eller Pia, inden de træffer deres afgørelse.
Men da jeg spørger senioranklageren fra Nordjyllands Politi, svarer hun, at hun ingen kommentarer har til så specifikke spørgsmål. Hun vil kun udtale sig overordnet om sagen – også selv om jeg har samtykke fra både Lars og Julie til, at jeg må spørge ind til sagen.
Så jeg sidder altså fast.
Lige indtil, at jeg får fat i et uventet stykke bevismateriale.
Hemmelig optagelse
I januar i år kommer der svar fra Rigsadvokaten, der er den øverste anklagemyndighed. Lars tager derfor til Aarhus for at mødes med sin advokat. Han er nervøs, men overbevist om at Rigsadvokaten vil genoptage sagen. Rigsadvokaten var nemlig enig i, at Lars’ straf skulle afbrydes, mens han ventede på afgørelsen. Men Lars får ingen hjælp fra den kant her i advokatens mødelokale.
- Rigsadvokatens holdning er, at vi åbenbart skal have en kamp omkring det, siger Lars’ advokat, Jan Schneider.
Rigsadvokaten har skrevet, at ”Julies ændrede forklaring må være motiveret af andre hensyn end at få sandheden frem.”
På baggrund af Nordjyllands Politis og Statsadvokatens udtalelser anbefaler Rigsadvokaten altså, at Lars skal tilbage i fængsel.
- Jeg må sgu ærligt talt sige, at det kommer lidt bag på mig, siger advokaten.
De lægger vægt på, at ”Julies ønske om at trække sine tidligere afgivne forklaringer tilbage antages først at være opstået, efter at Julie den 23. oktober 2015 havde haft en længere telefonsamtale med sin mor, Pia, hvem hun under hele sagen har haft et stærkt modsætningsforhold til.”
Nu bliver det forvirrende. Rigsadvokaten skriver altså nu, at den længere telefonsamtale skulle være foregået den 23. oktober. Hvordan de er kommet frem til den dato, er mig en gåde. De taler godt nok sammen den dag, men kun i kort tid. Eksmanden siger, at samtalen skulle være foregået den 22. oktober, men der talte de to som sagt slet ikke sammen – til gengæld viser opkaldslisten, at Julie ringede til sin mor den 17. oktober og har en samtale med hende her på over en time.
Jeg er forvirret. Lars er paf.
- Jeg er tom for ord, siger til han advokaten, inden han sammen med Pia kører nordpå for at hente drengene hos hans forældre.
Rigsadvokaten har dog ikke det endelige ord. Det er Den Særlige Klageret, der i sidste ende beslutter, hvad der skal ske med Lars.
Mit første møde med Julie
Jeg mødte Julie første gang i januar i år. Hun havde ikke lyst til medvirke i min dokumentarudsendelse. Hun virkede meget reserveret og sky. Hun talte i enstavelsesord, når jeg snakkede med hende. På det tidspunkt kunne hun godt komme hjemme hos sin mor, men kun når Lars ikke var der.
Det virkede som et normalt forhold mellem en mor og en teenagedatter – midt i al det unormale. En datter, der havde sendt sin mors mand i fængsel, og en mor, der troede mere på sin mand end på sin datter.
Men selvom Julie ikke ville være med i programmet, var det vigtigt for mig at tale med hende, uden at hendes mor var i nærheden. Simpelthen for at få et indtryk af hende – især i forhold til, hvad hun sagde, når jeg spurgte til, hvorfor hun havde trukket anmeldelsen tilbage. Så nogle måneder efter, jeg har mødt hende første gang, ringede jeg til hende. Og det var nærmest en helt anden person, jeg fik i røret.
Hun fortalte i et roligt tonefald, at hun havde trukket anmeldelsen tilbage, fordi hun lige var kommet ud af et turbulent forhold til sin kæreste, og at det var gået op for hende, hvor meget rod hun havde lavet i alle folks liv. Hun havde dårlig samvittighed, og hun ville gerne have styr på sit liv. Grunden til, at hun i sin tid anmeldte Lars, var, at hun var sur på sin mor over, at hun ikke ville lade hende være sammen med sin kæreste. Så hun besluttede sig for, at når moren havde ødelagt hendes liv, så ville hun ødelægge morens.
Men hun havde ikke troet, at det ville ende med, at Lars endte i fængsel.
Hun virkede fattet. Og hun lød troværdig, når hun sagde, at overgrebene aldrig havde fundet sted. Men hun ville stadig ikke interviewes i programmet, tilgengæld var jeg velkommen til at referere, hvad hun havde sagt.
Det ændrer sig dog markant, da Lars får en vigtig opringning fra sin advokat.
Dommens dag
I slutningen af april i år kommer det endelige svar fra Den Særlige Klageret. Lars’ fængselsstraf har nu været sat på pause i et halvt år. Lars og Pia sidder i den sorte lædersofa med hans iPhone liggende klar på kakkelbordet, klar til advokatens opringning med godt eller virkelig dårligt nyt.
En tallerken med urørte madder står ved siden af telefonen, da advokaten ringer.
- Der er kommet afgørelse fra Klageretten, indleder advokat Jan Schneider:
- De siger nej til at genoptage sagen.
Lars Simonsen skal tilbage i fængsel. Han får ikke nogen begrundelse for, hvorfor de ikke vil genoptage sagen, blot at de nye oplysninger ikke er nok.
Pia bryder sammen i sofaen. Lars virker opgivende.
Først natten før, at Lars skal tilbage til Nørre Snede Statsfængsel og afsone de sidste otte måneder af sin straf, rammer dommen ham for alvor.
- Jeg havde kørt på ren overlevelse i stedet for at snakke med nogen om det.
Han bryder sammen og må indlægges på psykiatrisk afdeling, hvor de giver ham medicin mod angst.
Først 14 dage senere er han så rask, at han kan begynde de sidste otte måneders fængsel, inden han kan prøveløslades.
Julie beslutter sig for, at hun alligevel gerne vil deltage i dokumentarudsendelsen. På det tidspunkt er hun blevet 17 år gammel, og hun vil give sin version af historien i et interview.
- Jeg synes, at det er så uretfærdigt, at han skal ind igen, siger Julie med siden til kameraet.
Hun kan ikke lide, at kameraet ”kigger” direkte på hende, så vi har aftalt, at vi laver interviewet i profil i stedet. Jeg spørger hende direkte, om Lars på nogen måde har forgrebet sig på hende.
- Aldrig. Han har givet godnatkram, og det er det tætteste, vi har været på hinanden… Så aldrig nogensinde.
- Jeg var sur på min mor, og det hele var bare galt. Men jeg havde ikke troet, at det ville ende med, at han skulle ind og sidde. Jeg havde bare troet, at kommunen ville reagere og sige, ”okay, du kommer hjem til din egen far og bo.”
Hun forstår ikke, at hun slet ikke er blevet kontaktet af politiet eller Den Særlige Klageret, siden hun blev afhørt af politiet tilbage i oktober 2015.
- Hvorfor skal man tro på dig nu? spørger jeg hende.
- Det ved jeg ikke altså. Folk må tro, hvad de vil. Jeg ved bare, hvad sandheden er, svarer hun med spag stemme.
Den hemmelige optagelse
En måneds tid efter, at Lars er tilbage i fængsel, ringer jeg igen til Pia. Jeg taler med hende om, at anklagemyndigheden i deres afgørelse lægger stor vægt på, at hun og Julie har en telefonsamtale, og jeg spørger også direkte Pia, om hun har påvirket Julie til at trække anmeldelsen tilbage. Det benægter hun. Til gengæld fortæller hun noget, som kan ændre sagen helt afgørende: Hun har optaget samtalen.
I telefonen forklarer hun, at hun optog hende og Julies samtale i tilfælde af, at Julie indrømmede, at det hele var løgn. Det har hun ikke fortalt politiet, for hun vidste ikke før nu, at de lagde så stor vægt på den telefonsamtale.
Det er et gennembrud i sagen, men til min store ærgrelse fortæller hun, at hun har slettet optagelsen – den fyldte for meget på telefonen.
Dagen efter slår det mig, at den måske kunne ligge i telefonens iCloud, den internetbaserede backup. Hvis telefonen er på wifi, bliver optagelsen automatisk lagret der, hvis hun altså bruger iCloud. Og det gør hun! Så med hjælp fra et teknisk familiemedlem finder hun optagelsen og sender den til mig.
Jeg sætter mig og lytter til hele samtalen. Jeg skal koncentrere mig for at høre, hvad Julie siger i den ene ende af den uldne optagelse, men der er ingen tvivl om, at det er denne her samtale, som Lennarth har fortalt politiet om. Julie fortæller nemlig undervejs, at hun sidder ude på toilettet.
Der er især to ting, jeg bider mærke i. Den ene er, at Pia ikke presser Julie til at trække anmeldelsen tilbage, sådan som Lennarth fortæller politiet under afhøring. Men hun nævner sine to små søskende:
I samtalen beder Pia på intet tidspunkt Julie om at trække sine anklager tilbage. Så når der i politiets noter fra afhøringen af Lennart står, at ”Årsagen til, at Julie har trukket anmeldelsen tilbage var, at Julie ikke måtte se sine små søskende hos Pia, hvis ikke hun trak anmeldelsen tilbage,” så er det altså forkert. Og det svækker politiets argument om, at Julie kan være påvirket til at trække sin anmeldelse tilbage.
Julie kan selvfølgelig have følt et indirekte pres til at trække anklagen tilbage. Hun står helt alene på det tidspunkt. Hun og kæresten er gået fra hinanden, og hun kan ikke blive ved med at bo hos Lennarth, så hun kan måske have følt et pres til at trække anmeldelsen tilbage, så hun kunne komme hjem til sin mor igen. Det er umuligt at vide. Men det undrer mig, at anklagemyndigheden har galt fat i de vigtige dage op til, at Julie trækker anmeldelsen tilbage, og det undrer mig også, at de ikke vender tilbage til Pia og Julie, men blot stoler på eksmandens vidneudsagn.
Men der sker også noget andet på båndeoptagelsen, som også får mig til at spidse ører. Pia begynder her:
Julie siger altså, at Lars har forgrebet sig på hende. Det siger hun flere gange på båndoptagelsen:
Der er en lang pause, hvor den hvide støj suser på optagelsen, inden Julie svarer:
Hun gentager altså anklagen ti dage før, hun trækker sin anmeldelse tilbage. Hvad er det så, der er sket efterfølgende, der gør, at Julie nu siger, at det ikke er sket?
Båndoptagelsen efterlader mig mere forvirret, end før jeg hørte den. Hvorfor sender Pia mig frivilligt den optagelse, når Julie siger på optagelsen, at Lars har forgrebet sig på hende? Jeg beslutter mig for at tage til Nordjylland og lave endnu et interview med både Pia og Julie for at få svar på de ting, der bliver sagt i optagelsen.
Tvivlen nager
Julie møder mig på Scandic Hotel i Frederikshavn. Vi har lavet en aftale om at lave interviewet i et af deres mødelokaler. Jeg starter optagelsen på min bærbare computer, hvor hun siger, at Lars har forgrebet sig på hende. Hun er tydeligt påvirket af at høre det. Hendes stemme er tynd, og hun snøfter, mens hun fortæller, at hun på det tidspunkt stadig bare holdt fast i sin historie om overgrebene, og at hun stadig ikke var gået til bekendelse over for sin mor.
- Jeg er bare blevet ved med at holde fast i det, jeg havde sagt i min anmeldelse. Jeg havde jo ikke sagt til mor, at jeg havde løjet, siger Julie.
- Hvad er det så, der gør, at du så få dage efter går hen og siger noget nyt? spørger jeg.
- Det er jo sandheden. Jeg synes ikke, at min mor fortjener det. Det er der ikke nogen af dem, der gør, siger Julie.
Beslutningen om at gå til bekendelse tog hun, da det gik op for hende, at hun ikke kom nogen vegne ved at lyve. Hun ville videre med sit liv, og det kunne hun ikke, så længe Lars sad i fængsel for noget, han ikke havde gjort, fortæller hun i hotellets lyse mødelokale.
Vi kommer også ind på navneændringen på Borgerservice.dk, der skaber endnu flere spørgsmål.
Hun siger, at hun i juli måned forsøgte at skifte til kærestens efternavn, men ikke kunne, fordi hun var under 18. I den besked til Borgerservice kan jeg se, at der ikke står noget i beskedfeltet om, at hendes stedfars voldtægt skulle være grunden til navneændringen.
Julie siger, at hun ikke ved, hvem der har skrevet den seneste besked til Borgerservice i oktober, får dage efter hun havde den afgørende telefonsamtale med sin mor.
Så mystikken bliver ikke mindre. Et år efter, jeg begyndte, sidder jeg tilbage med flere spørgsmål end svar.
Hvorfor har politiet ikke vendt tilbage til Julie og spurgt ind til nogen af de her ting? Der var kun én afhøring af hende af to timers varighed, men det næste halve år – indtil Lars ender i fængsel igen – er der ingen, der taler med hende.
Tilbage står, at det kun er to mennesker, der reelt ved, hvad der er sket. Begge siger i dag, at Lars ikke har voldtaget eller forgrebet sig på Julie. Men anklagemyndigheden mener, at Julie kan være blevet påvirket til at trække anmeldelsen tilbage. De har endda et vidneudsagn på en specifik samtale, hvor det skulle være sket. Men Pia påvirker ikke sin datter i den telefonsamtale. Til gengæld siger Julie i samme samtale, at anklagerne er sande.
Men hvorfor lader Den Særlige Klageret ikke dommere vurdere alle beviserne igen og høre både Julie og Lars’ forklaring i landsretten – i stedet for at træffe en afgørelse på skrift? Det ville jeg gerne vide, men Den Særlige Klageret vil ikke deltage i et interview.
Det er ikke alle historier, der ender med at give klare svar. Det her er en af dem. Men jeg synes, at historien viser, hvor svært det må være at dømme i voldtægtssager, hvor det er påstand mod påstand. Så tilbage står stadig spørgsmålet og tvivlen – gjorde han det, eller gjorde han det ikke?
Jeg aner det ikke.
LARS ER SIDEN DOKUMENTAREN BLEV VIST FØRSTE GANG PÅ TV 2 I 2016 BLEVET LØSLADT FRA FÆNGSLET EFTER ENDT AFSONING.