Krimi

Politi tager ikke bombetrussel mod Københavns Lufthavn alvorligt

Københavns Lufthavn er ikke evakueret på trods af bombetrussel.

Flere bombetrusler i hovedstadsområdet. Københavns Politi vil ikke evakuere.

Der har mandag været flere bombetrusler mod forskellige steder i hovedstadsområdet. Men Københavns Politi har valgt ikke at tage dem alvorligt.

En af bombetruslerne var rettet mod Københavns Lufthavn i Kastrup.

Også Roskilde Lufthavn i Tune og Aarhus Lufthavn i Tirstrup har modtaget bombetrusler mandag. Begge lufthavne blev evakueret. Men Københavns Politi har ikke valgt at evakuere Københavns Lufthavn.

- Der er mailet flere bombetrusler mod flere lokaliteter, og de kommer fra samme afsender. Vi har vurderet dem og tager dem ikke alvorligt, siger den centrale vagtleder hos Københavns politi til TV 2 Lorry

Foruden lufthavnen har Københavns Politi mandag modtaget anmeldelser om bombetrusler mod Fields, Københavns Universitet, Rigshospitalet, Fisketorvet, Frederiksberg Centret og Copenhagen Business School (CBS).

Bombetruslerne var afsendt på mail, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Københavns Politi har i dialog med Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste vurderet truslerne som grundløse.

Bombetruslerne vil nu blive efterforsket, skriver politiet.