33-årig var anholdt og sigtet for drab på Emilie Meng - er løsladt igen
Manden er løsladt og har ikke noget at gøre med Emilie Mengs forsvinden, oplyser politiet.
En 33-årig mand har været anholdt og sigtet for drab i sagen om Emilie Meng, der har været forsvundet siden 10. juli.
Det oplyser Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder fra Sydsjælland og Lolland-Falster Politi.
BT har talt med en 33-årig mand fra Sønderjylland, som fortæller, at han i slutningen af august var sigtet i sagen.
Den 18-årige Emilie Meng er ikke fundet endnu. Sigtelsen af den 33-årige er ikke ensbetydende med, at hun er dræbt. Politiet sigtede ham på baggrund af en henvendelse fra en borger.
- De oplysninger vi fik, gik på, at der kunne være tale om drab, derfor sigtede vi ham for det, siger Søren Ravn-Nielsen til TV 2.
Den 33-årige blev løsladt igen, da det viste sig, at han ikke har noget at gøre med Emilie Mengs forsvinden.
- Vi vil i øvrigt ikke oplyse nærmere omkring sagen, siger Søren Ravn-Nielsen.
Emilie Meng blev sidst set ved Korsør Station, hvor hun skiltes med nogle veninder på vej hjem fra en bytur 10. juli.
Politiet arbejder fortsat ligesom flere frivillige på at finde hende.