Krimi

Efter dobbeltdrab på Langeland: Advokat får forældremyndighed over seksårig pige

En seksårig pige oplevede i april, at hendes far slog moren og morens samlever ihjel. Nu er pigens skæbne afgjort.

Det bliver en advokat fra Hellerup, som overtager forældremyndigheden over den nu seksårige pige, der i april i år oplevede sin far slå sin mor og hendes samlever ihjel i Tranekær på Langeland.

Det skriver Fyens Stiftstidende, som på halvårsdagen for drabene opruller, hvordan systemet reagerede, da det pludselig skulle tage vare på et barn.

Avisen beskriver, hvordan pigen aldrig kom tilbage til sin børnehave i Snøde, men i stedet blev taget ud af nærmiljøet og placeret i en skole i Svendborg.

Forældremyndigheden er overgået til en advokat i Hellerup, mens den til dagligt dog bliver håndteret af den formodede drabsmands familie, pigens 59-årige farmor og dennes samlever, som bor i Svendborg.

Eksperter kritiserer sagsbehandling

Hver anden uge besøger pigen sin mormor og morfar på Nordlangeland, og flere eksperter kritiserer over for Fyens Stiftstidende den måde, pigens sag er blevet behandlet på.

-  Det er desværre et eksempel på mangelfuld og inkompetent sagsbehandling. Jeg er bange for, hvilke konsekvenser det får for den stakkels piges videre gang, at sagsbehandlingen starter så klodset, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

Den 25-årige mand, som er sigtet for at have dræbt sin 23-årige ekskæreste og hendes 35-årige samlever, sidder i øjeblikket bag tremmer og afventer at få sin sag for retten.

Under grundlovsforhøret i april kom det frem, at den 25-årige formodede gerningsmand og den 23-årige kvinde startede et forhold for fem år siden, og at det var turbulent'.

De to var ifølge TV 2 Fyn gode venner, da de gik fra hinanden - men forholdet begyndte at gå skævt, da den 23-årige kvinde mødte sin nye kæreste.