Rigspolitichefen: Grænsekontrollen har ikke standset de kriminelle
Antallet af kriminelle udlændinge i Danmark er steget de senere år - og intet tyder på, at grænsekontrollen har afhjulpet problemet, siger politichef.
Der er ingen grund til at tro, at grænsekontrol kan afhjælpe det problem med kriminelle udlændinge, som Danmark har. Sådan lyder det fra rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
En ny analyse fra Rigspolitiet har vist, at antallet af sigtelser mod udlændinge er steget år for år siden 2009. Seneste tal i analysen er fra 2015, men i begyndelsen af 2016 blev grænsekontrollen indført - angiveligt uden det har ændret noget for de kriminelle.
- Her i 2016 har der været mange sager - også selv om vi har haft grænsekontrol, fortæller Jens Henrik Højbjerg til TV 2.
- Problemerne med grænsekontrollen er, at man ikke umiddelbart kan se, hvad folk passerer grænsen for. Dem, vi taler om, er oftest EU-borgere, og de har altså ret til at køre ind i Danmark.
- Derfor er det et bedre indstrument at få oplysninger fra andre lande. Vi har også fået et andet godt værktøj, der handler om automatisk nummerpladegenkendelse.
Europol gør arbejdet nemmere
Rigspolitichefen understreger samtidig, at han anser Europol-samarbejdet for at være vigtigt for det danske arbejde mod de organiserede kriminelle, som kommer til landet.
Han mener, at det vil være langt vanskeligere for Danmark at modarbejde de kriminelle udlændinge, hvis Danmark ikke kan samarbejde fuldt ud med Europol.
- Denne slags kriminalitet er grænseoverskridende, og derfor kalder den på internationalt samarbejde. Vi er meget afhængige af at samarbejde med de lande, hvor de kriminelle kommer fra og de lande, hvor de udøver deres kriminalitet.
- Derfor har vi blandt andet Europol, hvor vi tit kan se, at der er sammenfald, og at folk vi tager her i Danmark også har begået kriminalitet i andre lande og er en del af et større netværk.
I løbet af sidste år rejste dansk politi sigtelse mod udlændinge i 12.566 sager, skriver Berlingske baseret på Rigspolitiets analyse. I 2009 lød tallet på 5802 sigtelser.
Det er dog en forholdsvis lille gruppe, der har modtaget næsten halvdelen af sigtelserne. 76 rumænere står for 5541 sigtelser.