Krimi

Solgte revolver til 10.000 kroner - samme nat blev den brugt til tredobbelt drab

Philip Rasmussen, Mike Vinther og Suhaib Jaffar blev myrdet i november 2015 i en lejlighed på Frederiksberg, mens de sov. Privatfoto / Privatfoto

Tilstår her til formiddag, at han klargjorde og solgte et våben, som formodes at være blevet brugt til tre-dobbelt drab på Frederiksberg.

10.000 kr.

Sådan lød prisen, da en 55-årig mand ifølge sigtelsen 10. november 2015 hentede, klargjorde og videresolgte en revolver med ammunition i Herlev.

Det fremgår af retsmødebegæringen mod den 55-årige, der her til formiddag blev læst op ved Retten på Frederiksberg, hvor den 55-årige ifølge sin forsvarer, Anders Boelskifte, vil tilstå uden forbehold.

Våbnet blev ifølge politiet brugt til et tredobbelt drab på Frederiksberg allerede samme nat, hvor tre mænd blev likvideret i en lejlighed, mens de sov.

Politiet knytter drabet til medlemmer fra rockerklubben Bandidos, der gennem en periode havde haft en konflikt med en gruppe kaldet Vanløse-gruppen, som de tre angiveligt var en del af.

Anklager Søren Harbo understregede – inden han begærede dørene lukket i sagen – at den 55-årige mand ingen viden havde om, hvad våbnet skulle bruges til.

- Der er ingen mistanke om - skal jeg lige understrege - at sigtede har haft nogen som helst viden om eller forsæt til medvirken i de drab. Men hans forklaring kan have og vil formentlig have ret stor betydning, når den sag i fremtiden skal for retten, sagde Søren Harbo.

Anklageren begrundede dørlukningen med, at åbne døre ville bringe ’nogens sikkerhed i fare’, og at det på afgørende måde ville ’hindre sagens oplysning’, hvis offentligheden fik et indblik i, hvad den 55-årige havde på hjerte – og hvilke beviser der var mod ham.

Drabet fandt sted om natten 11. november 2015. I april 2016 anholdt politiet en række mænd – herunder flere medlemmer af Bandidos – for drabet.

Alle nægter sig skyldige. En af dem – en krigsminister, der ifølge TV 2’s oplysninger blev stukket ned ved et møde med flere fra Vanløse-gruppen nogle uger inden drabet – begik siden selvmord, mens han sad fængslet.

Ifølge sigtelsen blev den 55-årige kontaktet af 'en medgerningsmand’, der ville købe en revolver med ammunition for 10.000 kr. Den 55-årige indvilligede ifølge sigtelsen og kørte sammen med ’en medgerningsmand’ til en container i Herlev og hentede revolveren og ammunitionen.

Han kørte til en kolonihave i Herlev, klargjorde revolveren med olie og pudsning og prøveskød den.

Noget, som en 45-årig mand allerede har forklaret sig om i detaljer under et hemmeligt retsmøde i august.

Sidst på eftermiddagen kom ’to medgerningsmand’ – sådan står der i sigtelsen – kørende til kolonihaveforeningen i bil, betalte 10.000 kr. og tog revolver og ammunition med sig.

Forsvarer Anders Boelskifte sagde inden dørlukningen, at hans klient ville tilstå sigtelsen mod ham – med den ændring, at tallet ’to’ foran ordet ’medgerningsmand’ blev rettet til ’en’.

- Med denne lille ændring kan forholdet erkendes, sagde Anders Boelskifte.

Forsvareren protesterede ikke mod dørlukningen, men understregede, at hans klient også gerne ville forklare sig for åbne døre.

- Man kan lukke dørene efter bestemmelsen om ’vidnets sikkerhed’, hvis en uforbeholden tilståelse ikke kan forventes at fremkomme fra min klients side, hvis ikke dørene er lukket. Sådan er det faktisk ikke. Det er ikke sådan, at han er bange for nogen, sagde Anders Boelskifte.

Ud over våbnet er den 55-årige også sigtet for besiddelse af en minde mængde hash og en del kilo ulovlig fyrværkeri.