Krimi

Politiken: Derfor bryder vi loven og udgiver PET-bog

Chefredaktør kalder PET-bog for ukontroversiel og harmløs og sammenligner fogedforbud med censur.

Politiken har søndag valgt at bringe hele bogen ”Syv år for PET” i et særtillæg, til trods for at Politiets Efterretningstjeneste, PET, har fået nedlagt et fogedforbud mod udgivelsen af bogen.

Avisen bryder fogedforbuddet, fordi PET-bogen er ukontroversiel og harmløs, siger chefredaktør Christian Jensen, der opfordrer til samfundsdebat om, hvad bogen handler om.

- Det er en nødvendig beslutning, fordi der er stærke principper på spil i forhold til, at der i Københavns Byret er blevet nedlagt et fogedforbud mod bogen på et meget tyndt grundlag, hvor det alene er omtalen af bogen, der er genstand for, at offentligheden ikke må læse den, siger Christian Jensen til TV 2.

Sammenligner med censur

Chefredaktøren forsikrer, at Politiken som regel følger loven, men i dette tilfælde gør en undtagelse. Han sammenligner fogedforbuddet med censur.

- Normalt har vi på Politiken tillid til retsvæsenets afgørelse. I denne sag er der truffet en forkert afgørelse, uddyber Christian Jensen.

På grund af udgivelsen har PET opgivet at opretholde fogedforbuddet, oplyser PET til Ritzau.

- PET kan konstatere, at Politiken søndag nat har valgt at offentliggøre hele bogen "Syv år for PET". Det er dermed ikke længere praktisk muligt at opretholde et fogedforbud, hedder det i en udtalelse fra efterretningstjenesten.

Brud på tavshedspligt

PET vil undersøge, om indholdet i bogen er i strid med blandt andet den tidligere PET-chef Jakob Scharfs tavhedspligt. Han optræder som kilde i bogen.

- PET vil nu vurdere, om der i forbindelse med bogudgivelsen foreligger brud på tavshedspligten, skriver PET.

Ligesom Politiken kalder Jakob Scharf bogen for ”harmløs”. 

Overfor TV 2 uddyber Scharf sin beslutning om at medvirke i bogen.

- Jeg har valgt at lade mig interviewe til Morten Skjoldagers bog ”Syv år for PET”, fordi der er tale om en ordentlig og sober bog om forhold af samfundsmæssig betydning. Det har været afgørende for mig, at bogen på ingen måde vil kunne skade statens sikkerhed, og jeg har i forbindelse med min egen medvirken til bogen været meget opmærksom og påpasselig i forhold til at overholde min tavshedspligt.

- På nøjagtig samme måde, som jeg i øvrigt har været det i forbindelse med de interview, jeg har givet, både mens jeg var chef for PET og efterfølgende. Det er for mig så selvfølgeligt, at jeg betragter de seneste dages debat som fuldstændig ude af proportioner, siger Jakob Scharf