Video viser efterspil til skuddrab: Forbipasserende forsøgte at redde skudoffer

Tilfældigt forbipasserende på Hans Knudsens Plads i København forsøgte at holde liv i den 30-årige mand, der blev ramt af skud fredag aften.

En 30-årig mand mistede natten til lørdag livet, efter han var blevet skudt af en endnu ukendt gerningsmand på Hans Knudsens Plads i København.

Skyderiet foregik på åben gade, men kort tid efter, at gerningsmanden forsvandt i en bil, der blev kørt af en anden person, kom forbipasserende forbi og gav førstehjælp til ofret.

Det viser en video, som et øjenvidne har optaget og givet TV 2 lov til at vise.

Et andet vidne har fortalt TV 2 om episoden, som han så fra sin lejlighed nær pladsen.

- Manden med pistolen gik helt tæt på og skød ham på en meters afstand. Det lignede en henrettelse, fortæller øjenvidnet Erik.

Den ramte rejste sig efterfølgende op, løb cirka 20 meter og kollapsede så. Efterfølgende ankom personen, som gav hjertemassage til den ramte. Det fortsatte han med, indtil der kom en ambulance nogle minutter senere.

Den seneste uges skyderier

Den 6. okt.: 32-årig mand ramt af skud i Hvidovre – han fik en skudlæsion i låret. Politiet kan ikke afvise, at det er banderelateret.

Den 5. okt.: 52-årig mand blev skudt i benet i en kolonihave i Odense.

Den 5. okt.: Omkring 10 skud affyret i Ishøj, hvor ingen kom til skade.

Den 4. okt.: Affyret skud på Kildemarksvej i Næstved – ingen kom til skade. Ifølge politiet en del af konflikten mellem grupperne Bandidos og Satudarah.

Den 2. okt.: To mænd på 19 og 20 år ramt af skud i henholdsvis i hoften og i hånden i Næstved. Politiet oplyser, at de begge har relationer til rocker-bandemiljøet.

Efter den 30-årige ankom til Rigshospitalet blev han erklæret død.

Tumult på Riget

Den dræbte var en af en gruppe på fire, der blev skudt. Efter skudepisoden opstod der tumult på Rigshospitalet, da flere personer ønskede adgang til de sårede.

- Der var en masse mennesker, som kender de skudramte, ved Rigshospitalet. Jeg har ikke indtryk af, at der har været decideret slagsmål, men der har været noget tumult, siger Torben Svarrer lørdag til TV 2 Lorry.

Politiet formoder, at skyderiet er en del af et bandeopgør.

- Vi formoder, der kun er én, der afgiver skud. Til gengæld er der blevet afgivet rigtig mange skud, blandt andet mod nogle parkerede biler og selvfølgelig mod de fire personer. Der kan også godt være blevet skudt mod flere, siger efterforskningsleder Torben Svarrer fra Københavns Politi til TV 2.  

- Et par stykker af dem har nogle relationer ind i bandemiljøet, forklarer efterforskningslederen.

En af dem, der har forbindelser til bandemiljøet, er den 30-årige dræbte. Han har ifølge TV 2's oplysninger tidligere været et højstående medlem i den bandegruppering fra Mjølnerparken, som indtil februar hed Brothas Souljaz

En bil er blevet fundet udbrændt i Lyngby. Københavns Politi bekræfter overfor TV 2, at den betragtes som den formodede flugtbil. Bilen var forsynet med stjålne nummerplader, AD 25 161, hvis ejer politiet gerne vil i kontakt med.