Mulige spor i drabssag: Skud endte i mennesketom tandlægeklinik
Der er stadig blod på jorden efter voldsomt skyderi, der kostede en 30-årig mand livet fredag aften i København.
En 30-årig mand blev fredag aften dræbt i forbindelse med en skudepisode på Østerbro i København, hvor også tre andre personer blev såret.
- Blodet på jorden vidner om, at det var her den 30-årige mand mistede livet, siger TV 2-reporter Filip Lauritzen, der lørdag morgen befinder sig på gerningsstedet, hvor politiet fortsat er i gang med at sikre sig spor.
- Her på facaden er man i gang med vaske facaden, og man er i gang med at reparere ruder, og inde i selve tandlægeklinikken har man fundet projektiler, som man måske kan få nogle dna-spor fra, fortæller Filip Lauritzen.
Muligt bandeopgør
Politiet formoder, at der er tale om et bandeopgør. Skudepisoden fandt sted kort efter klokken 22 foran tandklinikken, der ligger ved Hans Knudsens Plads på Østerbro.
Et øjenvidne fortæller til TV 2, at gerningsmanden steg ud af en bil og affyrede flere skud mod en gruppe personer. Den ene døde efterfølgende af skuddene.
- Vi formoder, der kun er én, der afgiver skud. Til gengæld er der blevet afgivet rigtig mange skud, blandt andet mod nogle parkerede biler og selvfølgelig mod de fire personer. Der kan også godt være blevet skudt mod flere, siger efterforskningsleder Torben Svarrer fra Københavns Politi til TV 2.
- Et par stykker af dem har nogle relationer ind i bandemiljøet, forklarer efterforskningslederen.
Hvem ejer denne bil?
Politiet ved endnu ikke, hvem gerningsmændene er, men et vigtig spor er bilen, som er kørt fra gerningsstedet. To mænd kørte mod Lyngby, og bilen er blevet fundet i Lyngby totalt udbrændt.
Den har registreringsnummeret AD 25 161, og der er tale om en stjålet nummerplade.
- Politiet vil gerne i kontakt med ejeren af nummerpladen for at høre, om det kan lede dem hen mod de mulige gerningsmænd, siger Filip Lauritzen.
Hans Knudsens Plads er en plads, hvor det ikke er ualmindeligt, at man sælger og køber hash, og pladsen er kendt for at være et sted, hvor bander holder til.