Krimi

En mand er død efter skyderi i København: - Det lignede en henrettelse

En mand er død og flere meldes såret under et skyderi ved Hans Knudsens Plads på Østerbro i København.

Ved du noget om skyderiet? Kontakt TV 2 på 1234@tv2.dk

En 30-årig mand er død og mindst tre personer er såret efter et skyderi i København fredag aften. Politiet oplyser til TV 2, at man arbejder ud fra en teori om, at det er banderelateret. 

Efterforskningsleder Torben Svarrer fra Københavns Politi uddyber, at teorien skyldes, at man har en formodning om, hvem de forurettede er. Nogle af dem er bandemedlemmer. Han vil ikke sige, hvor mange af dem det drejer sig om.  

Muligvis flere sårede

Nogle personer forsøgte i nat efter skudepisoden at komme ind til de sårede, der er på Rigshospitalet.

Det er uvist, om de ville have fingrene i dem, eller om de sympatiserede med dem. Men det skabte tumult, og politiet blev tilkaldt for at bortvise dem. 

Den ene af de sårede blev ifølge politiet skudt ved Shell-tanken på Lyngbyvej og gik selv til Hans Knudsens Plads. 

- Det lignede en henrettelse

Politiet fik meldingen om skyderiet klokken 22.24.

Ifølge et øjenvidne, som TV 2 har talt med, blev der affyret et sted mellem seks og ni skud. Gerningsmanden var en mand, der ankom til stedet i bil og skød efter tre personer, der stod på gaden.

Den ene blev ifølge vidnet ramt, mens de to andre løb bort.

- Mens den ramte stoppede op, gik manden med pistolen helt tæt på og skød ham på en meters afstand. Det lignede en henrettelse, fortæller øjenvidnet Erik.

En bil er blevet fundet udbrændt i Lyngby. Københavns Politi bekræfter overfor TV 2, at den betragtes som den formodede flugtbil. 

Hans Knudsens Plads er spærret

Gerningsmanden kørte efterfølgende bort i bilen, som blev kørt af en anden person. Den ramte rejste sig efterfølgende op, løb cirka 20 meter og kollapsede så. Ifølge øjenvidnet kom der kort tid efter en person, som gav hjertemassage til den ramte. Det fortsatte han med, indtil der kom en ambulance.

Politiet var i gang med undersøgelser på stedet efter skyderiet fredag aften. Blandt andet talte politifolkene på stedet patronhylstre for at finde ud af, hvor mange skud der blev afgivet under skyderiet. 

Øjenvidnets identitet er redaktionen bekendt