Station 2

Sådan fungerer det når politiet leder efter efterlyste børn

Hvert år forsvinder hundredevis af danskere uden at efterlade besked til de pårørende. I 'Station 2 Politirapporten' er en 11-årig dreng forsvundet.

Knap 680 personer er i gennemsnit forsvundet hvert år siden 2012 i Danmark. Mange af de personer, der bliver efterlyst, bliver fundet med politiets hjælp. De seneste fire år er 96,5 procent af alle efterlysningssager blevet opklaret.

 - Der er jo mange, der selv kommer tilbage efter kort tid, som jo alligevel tæller med i statistikken. Men efterlysningssager er noget, man hurtigt tager en vurdering på, siger kommunikationsrådgiver ved Rigspolitie Thomas Kristensen og fortsætter:

- Det er klart, hvis vi tror, at nogle er forsvundet ved en kriminel handling, eller som, vi ved, er dårligt gående eller demente, så skal vi handle hurtigt, da det ellers kan være livstruende for den borger, der er forsvundet. Så det prioriterer vi selvfølgelig højt, forklarer han.

I efterlysningssager kan der være tale om mange forskellige typer af savnede. I politiets journaler dækker det både over selvmordstruede, demente, psykisk syge, frivillige bortrejste og folk, som har været udsat for en kriminel handling. Langt de fleste af de efterlyste personer findes igen i løbet af kort tid.

Borgerne hjælper til

I onsdagens afsnit af 'Station 2 Politirapporten' fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds får betjentene melding om en dreng, der ikke er dukket op ved sin far som aftalt. Efter flere timers søgen har familien efterlyst drengen hos politiet, som omgående sætter en søgning i gang. Drengen blev fundet igen i god behold.

Politiet bruger ofte flere forskellige metoder i efterlysningssager.

 - Grunden til, at vi finder langt størstedelen af de personer som hvert år efterlyses, er en kombination af, at vi ofte får god hjælp fra befolkningen, de er gode til at lede selv eller give os et praj, hvis de ser noget. Og så er vi selv gode til at bruge Twitter, så borgerne ved, at vi leder efter en person. Og i nogle situationer bruger vi jo også hunde eller helikopter i eftersøgningen, siger Thomas Kristensen.

Se 'Station 2 Politirapporten' på TV 2 PLAY.