Se og Hør-sagen

Se og Hør fangede Line Baun Danielsen topløs: - Min yngste søn så forsiden i Brugsen

Kvalmende. Sådan beskriver tv-værten Line Baun Danielsen den overvågningen, der sikrede ugebladet Se og Hør historier om hendes privatliv.

- Mit hjerte gik i stå.

Ordene falder i Retten i Glostup, hvor Line Baun Danielsen er indkaldt som vidne.

- Det var alt fra kyssebilleder til billeder, hvor jeg var ved at skifte bikinitop. Jeg havde aldrig optrådt i bikini og havde ikke noget ønske om det, siger hun fra vidneskranken.

I sommeren 2010 var tv-værten Line Baun Danielsen på en hemmelig ferie med sin daværende kæreste på den italienske ø Sardinien. Men en otte-siders billedreportage i sladderbladet Se og Hør viste kort efter hjemkomsten, at rejsen ikke var helt så privat, som de ellers havde planlagt.

Bladet ramte butikkerne, inden hun kunne nå at advare sine børn.

På forsiden var et billede af Line Baun Danielsen ved en pool iført bikini med det ene bryst bart. Brystet var maskeret, men kun på forsiden. Inde i bladet var der ingen sløring.

- Jeg forsøgte at ringe til min eksmand, som var på ferie med børnene. Men jeg nåede ikke at få fat på ham, så min yngste søn så forsiden med sin farmor i Brugsen.

Tiltalt i Se og Hør-sagen Kim Henningsen var chefredaktør på ugebladet i 2010, og han har i dag intet problem med at se Line Baun Danielsen i øjnene, fortæller han kort før retsmødets begyndelse.

- Jeg har ingen dårlig samvittighed. Når man vælger at lægge sig topløs ved en pool med flere hundrede mennesker, så er det den risiko, som man løber, siger han til TV 2.

Line Baun Danielsen solede ikke topløs, men var blot ved at skifte bikinitop. Det understreger overfor TV 2.

Seks tiltalte i danmarkshistoriens største medieskandale

Line Baun Danielsen er en af de kendte danskere, hvis kreditkorttransaktioner blev afluret af den såkaldte Tys Tys-kilde, Peter Bo Henriksen. Han var ansat hos IBM og PBS og har ifølge anklageren tjent mindst 430.000 kroner på at sælge oplysninger til Se og Hør.

Nu er han tiltalt i danmarkshistoriens største medieskandale.

Mindst 163 danskere er blevet overvåget – og mindst 35 transaktioner fra Line Baun Danielsens Mastercard er blevet sendt til journalister hos ugebladet, mener anklageren.

Tv-værten er indkaldt som vidne i Se og Hør-sagen, hvor fem tidligere medarbejdere på Se og Hør og Tys Tys-kilden er tiltalt for at overtræde straffeloven.

Opkald fra Se og Hør

”Velkommen hjem fra ferie”.

En journalist fra Se og Hør var i den anden ende af røret, da Line Baun Danielsen vel hjemvendt fra Sardinien tog telefonen.

Hun mente ellers selv, at hun havde maskeret sin rejse godt. Turen til Sardinien var booket gennem TV 2s rejsebureau på to forskellige fakturer, hotellet lå afsides og var ikke populært blandt danske turister og kun ganske få personer vidste, at hun skulle på ferie med kæresten.

Uvidende om hvilke billeder, der snart skulle blive tilgængelige for Se og Hørs læsere, stoppede hun hurtigt samtalen.

- Du ved godt, at jeg ikke ønsker at tale med Se og Hør. Jeg sagde farvel og lagde på. Jeg havde ingen idé om, at det handlede om en otte-siders billedserie, siger Line Baun Danielsen.

Det er bare løgn

Dagen inden bladet ramte de danske kiosker, blev Line Baun Danielsens daværende kæreste advaret fra en ven i mediebranchen. En rædsom følelse slog ind over tv-værten, da hun fik beskrevet de billeder, som nærmede sig trykkeriet.

- Jeg tænkte, at det er simpelthen løgn. Det gør de bare ikke. Det er billeder, som jeg oplever som meget krænkende. Også for mine børn.

Hvordan kunne Se og Hør vide, hvor Line Baun Danielsen og kæresten befandt sig?

- Jeg undrede mig stærkt over de detaljerede oplysninger, som nærmest på minuttet beskrev, hvad vi havde lavet, og hvornår jeg var landet, siger Line Baun Danielsen og uddyber:

- Jeg havde simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, at oplysninger om, hvor jeg var, kunne være tilvejebragt på anden vis, end at nogen havde set mig.

Undertøj og ting fra baren

1. juli 2010 fik den tidligere journalist hos Se og Hør Kasper Kopping, der er tiltalt i sagen, en sms fra Tys Tys-kilden.

  1. Peter Bo Henriksen

    Line Baun, intimissimi \\Algehero\ tøj kl. 19.06, 59 euro, calzedonia \\Algehero\ tøj, kl. 18.51, 44. euro + bar aquatica \\Algehero\ barer, kl. 20.47, 53 euro + tensione in \\Algehero\ tøj, kl. 18.19, 500 euro :-)

Se og Hørs hemmelige kreditkortkilde, der på ugebladet gik under navnet Kreditkort Bo, havde trukket oplysninger på Line Baun Danielsens kort, og sms’en afslørende, hvor hun havde brugt sit Mastercard.

Kontanter fra hæveautomat

Oplysningerne skulle blive ved med at flyde, viser en mail fra en anden Se og Hør-journalist til Kasper Kopping.

”Hej Kasper. Vil du sende mig info efterhånden, som det tikker ind på din tlf. Og hvis du vil sende mig adresse på butikker og den der klub, de havde været på. Takker.”

- Det var en del af tjansen, at han (Tys Tys-kilden, red.) selv var på og vidste, at han skulle være mere på, når der var noget i gærde. Vi var taget til Italien, og det her var det aktuelle nu, sagde Kasper Kopping den 13. september, da han afgav sin forklaring i Retten i Glostrup.

Under turen leverede Tys Tys-kilden informationer om kærestens kontanthævninger og Line Baun Danielsens betalinger på restauranter.

- Der var tale om et nyt par på ferie. Det kan næsten ikke blive bedre. Det er klart, når man lander en forside, så er man glad, sagde Kasper Kopping.

Virkelig kvalmende

Først i 2014 blev Line Baun Danielsen – og resten af verden – bekendt med Se og Hørs kontroversielle arbejdsmetoder.

Den tidligere Se og Hør-journalist og debutforfatter Ken B. Rasmussen havde detaljeret beskrevet dagligdag på det fiktive ugeblad ’Set og Hørt’ i sin roman ’Livet, det forbandede’, hvor en hemmelig kilde udleverede kreditkortoplysninger om kendte og kongelige.

- Jeg var rystet. Som virkelig, virkelig rystet. Jeg var enorm krænket. Det var virkelig kvalmende, siger Line Baun Danielsen og uddyber:

- Kontokort er nok noget af det mest private, som man har. Man forestiller sig ikke at nogen - udover en selv og ens bank - kan se, hvad man laver. Jeg er blevet beluret og blevet krænket. Det var stærkt ubehageligt.

Udover turen til Sicilien blev oplysninger fra Line Baun Danielsens korttransaktioner brugt til at skrive flere historier.

Se og Hør-sagen

Tolv personer - samt Aller Media - blev sigtet i Se og Hør-sagen. Få overblikket her:

Ken B. Rasmussen

Ken B. Rasmussen

Ken B. Rasmussen blev den 24. november 2016 idømt fire måneders betinget fængsel ved retten i Glostrup. Anklageren krævede otte til ti måneders fængsel.

Ken B. Rasmussen udgav 29. april 2014 romanen 'Livet, det forbandede' - og dermed begyndte sagen og skandalen om Se og Hør.

Forfatteren, der har en fortid som journalist på ugebladet, fortæller i romanen om arbejdsmetoderne på det fiktive blad 'Set og Hørt' - og her fremgår det blandt andet, at ugebladet benyttede en betalt kreditkortkilde i perioden fra 2008 til 2011, hvor Ken B. i den virkelige verden blev fyret af daværende chefredaktør på Se og Hør, Kim Henningsen.

BT var den første avis, som dagen inden bogudgivelsen bragte historien - og Københavns Vestegns Politi meddelte umiddelbart efter, at man ville undersøge, om der var foregået noget ulovligt. Sideløbende bredte debatten sig i både medier og blandt politikere og meningsdannere.

Ken B. Rasmussen fortæller selv, at han var del af en lille gruppe på Se og Hør, der havde adgang til kildens oplysninger - og at de også kunne bede kilden om at undersøge kontooplysninger fra specifikke personer. Han fastholder dog, at han er uskyldig, da han ikke mener, at han har begået noget ulovligt eller har ansvar for begåede ulovligheder.

I sin tid på ugebladet optog Ken B. Rasmussen ifølge sin egen forklaring en lang række personlige samtaler samt alle sine telefonsamtaler, ligesom han gemte breve, noter og mailkorrespondancer. Der er tale om flere kasser med potentielt bevismateriale, som er gennemgået af politiets efterforskere.

Foto: Scanpix

Tys tys-kilden

Tys tys-kilden

Peter Bo Henriksen blev den 24. november 2016 idømt 1 år seks måneders ubetinget  fængsel ved retten i Glostrup. Derudover blev der konfiskeret 365.000 kroner. Anklageren krævede to et halvt til tre års fængsel.

Peter Bo Henriksen er helt central i Se og Hør-sagen.

Han var ansat hos IBM, der løste opgaver for NETS - det tidligere PBS, Pengeinstitutternes Betalingsservice, og tog ifølge flere af de medtiltaltes forklaringer selv initiativet til samarbejdet med Se og Hør, da han i 2008 henvendte sig til ugebladet med enestående oplysninger om prins Joachim og prinsesse Maries bryllupsrejse.

De kongeliges kreditkortoplysninger havde han adgang til gennem sit arbejde, og i løbet af bryllupsrejsen opdaterede han løbende Se og Hørs udsendte reporter, Kasper Kopping, om parrets videre færden.

Dagen efter de første artikler om Se og Hør-sagen blev bragt i BT, henvendte it-specialisten sig selv på politigården hos Københavns Vestegns Politi, hvor han tirsdag den 30. april 2014 klokken 15.15 blev afhørt og sigtet for blandt andet at have videregivet personfølsomme oplysninger - for systematisk at have malket Nets for kreditkortinformationer, som han herefter videresendte til udvalgte reportere fra Se og Hør.

Peter Bo Henriksen erkendte tidligt i sagen en række af de såkaldt 'faktiske forhold' - men fastholder sin uskyld, da han ikke mener, han har begået noget, som er i strid med Straffeloven.

Ifølge blandt andre Ken B. Rasmussen og Kasper Kopping blev Peter Bo Henriksen aflønnet med 10.000 kroner hver måned for sine kreditkortinformationer. Desuden stod han helt frem til 2014 på Se og Hørs gæsteliste til blandt andet Top Charlie i Parken.

Selvom det kun var en snæver kreds på Se og Hør, der modtog kreditkortoplysningerne - fortæller flere personer med tilknytning til ugebladet, at man godt kendte til 'Kreditkort-Bo'.

Foto: TV 2

Kasper Kopping

Kasper Kopping

Kasper Kopping blev den 24. november 2016 idømt fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste ved retten i Glostrup.​ Anklageren krævede otte til ti måneders fængsel.

Kasper Kopping dækkede som journalist på Se og Hør historien om prins Joachim og prinsesse Maries bryllupsrejse i Canada i 2008 - den første historie, ugebladet dækkede tæt ved hjælp af kreditkortinformationer fra tys tys-kilden.

Ifølge Kopping var han af ugebladets ledelse blevet bedt om at holde kontakten til Peter Bo Henriksen, der havde kontaktet Se og Hør med informationer om rejsen - og efter at historien om bryllupsrejsen blev lidt af et scoop for ugebladet, fortsatte Kopping som en del af inderkredsen, der havde den direkte kontakt med tys tys-kilden.

Kasper Kopping erkender de faktiske forhold men nægter sig skyldig, idet han ikke mener, han har foretaget sig noget strafbart - han var ung og uprøvet og gjorde det, cheferne bad ham om. Chefer, der i dag efter Koppings mening ikke vil stå ved det ansvar, de havde.

27. juni fik Kasper Kopping en fratrædelsesordning som følge af den interne undersøgelse, Aller Media foretog i Se og Hør-sagen - og selvom han i øjeblikket er i jobtræning i en butik, søger han fortsat arbejde som journalist.

Sin side af sagen forklaret Kasper Kopping i bogen 'Helt Tys Tys - Se og Hør indefra'.

Foto: Scanpix Denmark

Henrik Qvortrup

Henrik Qvortrup

Henrik Qvortrup blev den 24. november 2016 idømt 1 år og tre måneders fængel - tre måneder ubetinget og ét år betinget. Anklageren krævede op til to års fængsel.

Henrik Qvortrup var chefredaktør på SE og Hør i 2008, da samarbejdet med tys tys-kilden blev indledt. Flere daværende ansatte på ugebladet fortæller i detaljer, hvordan Qvortrup skulle have været involveret i den oprindelige aftale med kilden - det afviser han selv.

- I forhold til beskyldningen om, at jeg var manden, der orkestrerede det, som nogle mener var ulovligt, eller var mastermind eller Godfather bag aftalen, det vil jeg blankt afvise, sagde Qvortrup til TV 2 umiddelbart inden, han 22. maj 2014 skulle afhøres af politiet.

Qvortrup nægter sig skyldig i de rejste anklager og understreger, at tys tys-kilden efter hans kendskab blot var en kilde som så mange andre, og at han ikke vidste, hvordan kilden skaffede sig sin viden.

Efter seks år som chefredaktør forlod Henrik Qvortrup i november 2008 stillingen på Se og Hør og begyndte kort efter som politisk kommentator på TV 2 - her måtte han 29. april 2014 fratræde sin stilling på grund af sagen, der hurtigt var eksploderet i medierne.

Henover sommeren 2016 er Qvortrup vært på et mediemagasin i Radio24syv, ligesom han skriver for Metroexpress og udgiver en politisk podcast med sin fætter. Desuden har han været vært på DK4 samt medvirket i flere reality-programmer - etableret sit eget kommunikationsfirma og skrevet biografien 'Q'.

Foto: Scanpix Denmark

Kim Henningsen

Kim Henningsen

Kim Henningsen blev den 24. november idømt ét års betinget fængsel og 200 timers samfundstjenste ved retten i Glostrup. Anklageren krævede op til to års fængsel.

​Kim Henningsen bestred stillingen som chefredaktør på Se og Hør fra 2009 til 2013, hvor han i en periode havde været sygemeldt med depression.

Inden da fyrede han i 2011 Ken B Rasmussen fra ugebladet - på en måde, som Ken B ikke lægger skjul på, han fortsat er fortørnet over. Ken B har tidligere givet udtryk for, at fyringen og et ønske om hævn var medvirkende til, at han stod frem med historien om den hemmelige kilde.

Den tidligere chefredaktør vedkender sig kendskabet til tys tys-kilden - og fortæller også til TV 2, at han har mødt kilden og betalt kilden - men Kim Henningsen fastholder, at han ikke erkender noget lovbrud, da han ikke mener, det var ulovligt at bruge de kreditkortoplysninger, som kilden skaffede.

- Jeg har erkendt HELE det faktiske hændelsesforløb. Jeg står fuldt og helt ved det hele, og ansvaret er mit - og kun mit - i mine fire år som chefredaktør. Jeg fastholder, at der ikke er tale om noget ulovligt, siger Kim Henningsen.

Kim Henningsen var sygemeldt og bliv derfor ikke afhørt i den første tid, hvor sagen rullede - siden er han blevet rask, og efter en tid som jobsøgende ernærer han sig i dag som foredragsholder og gennem sit eget kommunikationsfirma.

Foto: Scanpix Denmark

Per Ingdal

Per Ingdal

Per Ingdal blev den 24. november frifundet ved retten i Glostrup. Anklageren krævede halvandet til to års fængsel.

Per Ingdal var konstitueret chefredaktør for Se og Hør i månederne efter Henrik Qvotrup forlod ugebladet og inden Kim Henningsen blev ansat. Det var i perioden fra 31. december 2008 til 15. juni 2009 - ligesom han i hele hele perioden, hvor tys tys-kilden skal have leveret kreditkortoplysninger, var udgiverdirektør på Aller.

I forbindelse med Allers interne undersøgelse af Se og Hør kom det frem, at Kim Henningsen i 2009 informerede Per Ingdal om, at ugebladet havde en kilde i det daværende PBS, der var 'ulden i kanten' - Per Ingdal selv afviser, at han havde noget særligt med den daglige drift af Se og Hør at gøre.

Efter skandalen begyndte at rulle, måtte Per Ingdal gå på barsel før tid - hvorefter han 20. juni 2014 trak sig som udgiverdirektør og forlod Aller Media.

- De seneste ugers afsløringer af Se og Hørs arbejdsmetoder har blotlagt, at der er blevet brugt journalistiske metoder på Se og Hør, som jeg i min egenskab af udgiverdirektør ikke kan stå inde for, skrev Ingdal dengang i en pressemeddelelse, hvor det også lød, at han 'ikke var vidende om, at disse metoder blev anvendt'.

I maj 2016 gik Per Ingdal sammen med en tidligere kollega fra Aller Media i luften med det digitale nyhedsmedie My Daily Space, der er målrettet unge kvinder.

Foto: Scanpix Denmark

Kim Bretov

Kim Bretov

Københavns Vestegns Politi har i samråd med Statsadvokaten i København og Rigsadvokaten den 6. juli 2016 rejst tiltale mod Kim Bretov. Er den 25. august 2016 blevet idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste ved Retten i Glostrup.

Kim Bretov var redaktionschef og næstkommanderende på Se og Hør under alle de tre sigtede chefredaktører - Henrik Qvortrup, Per Ingdal og Kim Henningsen.

Bretov var blandt de Se og Hør-ansatte, der blev sendt hjem, da sagen om tys tys-kilden begyndte at rulle - og selvom han ikke blev sigtet i første omgang, kom han med på listen 25. juni 2014.

I sin bog skriver Ken B, at det var Kim Bretov eller chefredaktøren, der underskrev bilagene fra tys tys-kilden - ifølge Per Ingdal var det Kim Bretov, der underskrev alle bilag til tys tys-kilden i de seks måneder, han selv sad på posten.

Kim Bretov har i dag etableret sit eget kommunikationsfirma - ligesom han sælger, anmelder og skriver om vin.

Foto: TV 2

Lise Bondesen

Lise Bondesen

Københavns Vestegns Politi har i samråd med Statsadvokaten i København og Rigsadvokaten den 6. juli 2016 rejst tiltale mod Lise Bondesen. Er den 25. august 2016 blevet idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste ved Retten i Glostrup.

Lise Bondesen kendte som nyhedschef på Se og Hør udmærket til brugen af tys tys-kilden - ligesom hun accepterede, at der blev indhentet og bertalt for kreditkort-oplysninger.

Det har hun selv beskrevet i en flere sider lang artikel på Ekstra Bladet, hvor hun blev ansat som underholdningsredaktør i 2013 - artiklen blev bragt 1. maj 2014, og dagen efter forlod hun sin stilling på avisen.

I artiklen fortæller  Lise Bondesen endvidere, at det var Henrik Qvortrup selv, der i 2008 holdt et indledende møde med kreditkortkilden - og at han efterfølgende virkede ganske begejstret for mødet. Også Kim Henningsen var involveret i brugen af kilden, fortæller hun -ligesom hun gør rede for, at 'ganske mange' kendte til brugen af tys tys-kilden - inden hun i samme artikel erkender, at det var en fejl at bruge kilden.

27. juni 2014 blev Lise Bondesen sigtet for sin rolle i sagen - i maj 2016 blev Lise Bondesen udnævnt til chefredaktør og direktør på avisen.dk og Ugebrevet A4, en stilling, hun allerede var konstitueret i.

Foto: Scanpix Denmark

Aller Media

Aller Media

Den 6. juni blev der rejst tiltale mod Aller Media, som tilstår og indvilliger i at betale en bøde. Er 25. august 2016 blevet dømt til at betale 50 dagbøder af 200.000 kroner - i alt 10 millioner kroner - ved Retten i Glostrup.

Begår en eller flere medarbejdere en forbrydelse indenfor en virksomheds driftsområde, kan selskabet som sådan gøres ansvarligt - og derfor er Aller Media sigtet som 'juridisk person'.

Mediehuset er sigtet for medvirken til overtrædelse af straffeloven og markedsføringsloven - blandt andet ved at have tilskyndet en eller flere kilder til at udlevere fortrolige oplysninger mod betaling.

Kendes selskabet skyldigt og idømmes det en bødestraf, vil retten blandt andet tage stilling til den økonomiske gevinst, en given lovovertrædelse skal have tilført selskabet.

Foto: Scanpix Denmark