Krimi

Tre biler ramt af store marksten kastet fra bro nær Esbjerg

Bilister på danske veje har den seneste tid oplevet flere tilfælde af kasteskyts mod dem. Her undersøger politiet et stenkast fra en bro ved Hillerødsmotorvejen. Bax Lindhardt / Scanpix

Op mod 25 centimeter store sten er blevet kastet mod tre biler fra en vejbro. Ingen er kommet til skade.

Sent torsdag aften blev tre biler uafhængigt af hinanden ramt af store sten kastet fra en bro, der fører Kjærgårdsvej over hovedvejen, nær Esbjerg

Ingen personer er dog kommet til skade.

Det oplyser vagtchef Mads Leervad Dammark fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Flere bilister ramt ved samme bro

Den første anmeldelse indløb klokken 23.52, og derefter kom de to næste med ti minutters mellemrum. Den første gang ramt stenen ned lige foran en kvindelig bilist, der fortsatte hen over stenen. Anden gang blev en mandlig bilist ramt af en sten, og tredje gang blev en forlygte knust, da stenen ramte.

- Bilisterne har hver især entydigt forklaret, at deres bil blev ramt af sten, da de kom kørende på strækningen under broen, siger Mads Leervad Dammark.

Ingen af bilisterne har set personer oppe på broen, og politiet er nu i gang med at undersøge stedet.

- Vi håber selvfølgelig, at vi kan få os efterforsket frem til, hvem gerningsmændene er. Det ligger lidt øde derude, men det kan være en mulighed, at vi skal i gang med at kigge på noget videomateriale, siger vagtchefen.

Politi: Nogle har syntes, at det var sjovt

Stenene, der blev kastet fra broen, er omkring 20-25 centimeter i diameter.

- Det er sådan nogle ganske almindelige sten, som vi kalder marksten. De ryger jo ikke bare ud over broen ved en tilfældighed, så der må være nogle, som har syntes, at det var sjovt, siger Mads Leervad Dammark.

Fredag morgen oplyser vagtchefen, at politiet nu efterforsker ud fra den teori, at stenene stammer fra et stendige, der ligger 400-500 meter fra vejbroen.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der måtte have set noget i området omkring gerningstidspunktet. De kan kontakte politiet på telefon 114.

Stenkast har kostet liv

21. august omkom en 33-årig tysk mor, da en betonflise blev kastet ned fra en motorvejsbro ved Langesøvej på Fyn.

Hendes 36-årige mand blev hårdt kvæstet, mens parrets femårige søn ikke fik alvorlige fysiske skader.

Det var en 30 kilo tung sten, som blev kastet.