Station 2

Fløj på jagt i helikopter og handlede med diamanter: Nu sidder han tiltalt i sag om drab og kønsorganer i fryser

Peter Frederiksen er midtpunkt i én af de mest bizarre kriminalsager i nyere tid i Sydafrika. Men hvordan endte den 64-årige dansker i alles søgelys?

Det rasler fra lænkerne om anklerne, og det er svært at komme op ad trapperne, når benene kun kan løftes ganske lidt ad gangen.

Peter Frederiksen kæmper sig op i retssalen fra kælderen under bygningen, omgivet af femten sværtbevæbnede vagter, der holder øje med hvert et skridt, han tager. 

I dag skal han i retten for at forsøge at blive løsladt mod kaution. Det bliver ikke en nem opgave.

De sydafrikanske kvindesagsforkæmpere har demonstreret udenfor retten, hver gang han er blevet fragtet dertil fra fængslet, og mediebevågenhed er blevet mere omfattende. På det år, hvor Peter Frederiksen har siddet i fængslet, har han ændret sig markant. Han ser ikke kun et år ældre ud. Hans ansigt har fået dybere furer og modløsheden i øjnene er steget i takt med antallet af nytilkomne punkter i anklageskriftet.

Dommeren kommer ind i retten, og der bliver tysset på de mange fremmødte. Endnu et kapitel i sagen mod den 64-årige dansker skal skrives.

Fløj på jagt i helikopter

Det ser ellers lovende ud for en ung Peter Frederiksen, da han i 1976 som 22-årig vender tilbage til Danmark efter at have boet og arbejdet nogle år for en NGO i Kenya. Familievirksomheden i Nordsjælland, som hans farfar Aage Frederiksen har bygget op gennem årene, har vokset sig stor, og Peter Frederiksens far, Poul Frederiksen, er også trådt ind i firmaet.

Sammen tækker de nogle af de største og mest kendte bygninger i Nordsjælland og er berømte for deres håndværk. De er dygtige og pålidelige, og der er nok at tage fat i for familien Frederiksen. Nu er det tid til, at næste generation bliver lært op. Og der er store forventninger til den netop hjemvendte søn.

Kort info om sigtet dansker i Sydafrika

64-årige Peter Frederiksen blev anholdt den 17. september 2015 i Sydafrika efter anmeldelse fra hans kone om, at han havde afskårne kvindelige kønsorganer opbevaret i fryseren i deres fælles hjem.

Selv siger han, at det var konen, der førte kniven, og at han bare kiggede på.

Peter Frederiksen afviser også at være impliceret i sin afrikanske kones død og at skulle have misbrugt hendes datter fra et tidligere forhold.

Bjørn Nielsen, som kommer i lære i virksomheden som 17-årig husker den dag, Peter Frederiksen vender hjem for at træde ind i firmaet:

- Fra første dag kunne jeg lide ham. Han var enormt hjælpsom og social. Han gav altid en hånd med, og han hjalp alle omkring sig. Men jeg husker også, at der lå et pres på ham. Det var ham, der blev kørt i stilling til at overtage familievirksomheden, og hans far og farfar var ret hårde ved ham. Når vi andre kravlede ned fra taget og gik rundt om hjørnet for at få en lille lur, så skulle han arbejde videre, husker Bjørn Nielsen.

Han fortæller også om en mand, som fejrer det med øl og glæde, da han bliver far til sin førstefødte, og han husker også det store smil på Peter Frederiksens læber, når han engang i mellem tog sig en fridag fra jobbet.

Han lyste op, når han skulle på jagt. Nogle gange blev han hentet på jobbet i en helikopter.

Bjørn Nielsen, tidligere kollega

- Han lyste op, når han skulle på jagt. Nogle gange blev han hentet på jobbet i en helikopter, der landede på marken. Så skulle han til jagtselskab med Bøje Nielsen og nogle af de andre. Han var meget glad for at gå på jagt og gik også meget op i våben, fortæller Bjørn Nielsen.

Peter Frederiksen trådte ind i familie-tækkefirmaet, hvor de tækkede store og dyre ejendomme i Nordsjælland.

Bøje Nielsen var en dansk storentreprenør, der havde stor succes i 1970’erne med at bygge stort, hurtigt og billigt. Han holder jagtselskaber, hvor også Peter Frederiksen deltager sammen med nogle fra den tids overklasse, og her bliver der festet på første klasse. Det ekstravagante liv tiltrækker den unge tækker, som folk omkring ham beskriver som en dygtig tagtækker med styr på håndværket.

På et tidspunkt husker Bjørn Nielsen, at Peter Frederiksen bliver lidt fjern og trækker sig lidt fra tagtækkeriet. Det sker, da han køber den store gård Rygården i Holte, hvor han og familien flytter ind. Her får Peter Frederiksen problemer, fordi han ikke kan betale det fulde beløb, som den luksuriøse gård koster.

Sælgerne af gården kræver pengene med det samme og truer med at tage gården tilbage. Men Peter Frederiksen har tidligere udtalt, at byggematadoren Bøje Nielsen hurtigt løser problemet ved at udskrive en check på det resterende beløb. Så kommer der ro på sagerne, men ikke længe.

For Peter Frederiksens lidenskab for jagt og våben giver ham problemer. Tidligere er han blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse og har udover bøder også siddet fængslet i knap en måned. I 1993, da Bjørn Nielsen mister kontakten med Peter Frederiksen, har politiet igen Peter Frederiksen i søgelyset.

Sprængstoffer og dynamit gemt i fryser og på loft

I 1997 går det for alvor galt. Denne gang bliver den våbenglade tagtækker idømt tre måneders ubetinget fængsel for ulovlig våben- og sprængstofbesiddelse. Politiet finder under ransagningerne af hjemmet i Holte 43,5 kilo sprængstof gemt i en fryser, og på loftet finder politiet yderligere 3,5 kilo dynamit, som stammer fra Forsvaret.

Enorme mængder våben ligger blandt andet gemt under trappen, i et bornholmerur og i børneværelserne. Nogle af våbnene er lovlige, fordi Peter Frederiksen har våbentilladelser til dem, men en del af dem er ulovlige eller ulovligt opbevarede. På det tidspunkt er Peter Frederiksen allerede blevet dømt flere gange for overtrædelse af våbenloven. Han er medlem af Hjemmeværnet og er blandt andet i firserne tilknyttet Våbenteknisk Laboratorium på Østerbro Kaserne i København.

Her indfører han på eget initiativ en såkaldt frit lejde-ordning, hvor anonyme personer kan aflevere våben til ham, som han og andre ved laboratoriet kan tage med hjem og vedligeholde. En ordning, som tiltrækker sig politiets opmærksomhed. Og ved ransagningerne op til dommen i 1997, finder politiet flere våben, som Peter Frederiksen ikke har tilladelse til at opbevare. En del af dem er gamle våben tilbage fra før anden verdenskrig.

Optrapper rocker-konflikt

Men det, der for alvor leder politiet på sporet af Peter Frederiksen er et attentatforsøg på en rocker, som bliver begået i efteråret 1996. Her er MC-Denmark rockeren Karsten Andersen tæt på at blive dræbt af en bilbombe. Heldigvis for ham ruller bomben af bilen og detonerer knap 300 meter væk. Ingen kommer noget til. Men det er tæt på bebyggelse og en børnehave, og drabsforsøget er med til at optrappe konflikten mellem Hells Angels og Bandidos i halvfemserne store rockerkrig.

Det sprængstof, der bliver brugt til bomben, stammer fra Peter Frederiksen. I retten kommer det blandt andet frem, at Peter Frederiksen har solgt sprængstoffet til en hjemmeværnsmand, som har solgt det videre til rockerne.

Kort om researchen til historien om sigtet dansker i Sydafrika

Vi har talt med tidligere og nuværende naboer, kilder tæt på familien og folk, der har mødt Peter Frederiksen. De fleste ønsker ikke at stå frem med navn af frygt for repressalier. Hans danske kone eller børn ønsker ikke at medvirke. Vi har indhentet retsakter, vidneudsagn og domsbøger i de danske sager, hvor han er dømt. Vi har også talt med Nordsjællands Politi. Det har ikke været muligt at forholde Peter Frederiksen udsagnene fra den tidligere læge og de anonyme udsagn fra naboer og kilder tæt på familien. Det har kun været muligt at forholde ham nogle af anklageskriftets 59 punkter.

Manden har Peter Frederiksen lært at kende gennem deres fælles passion for piercing. Peter Frederiksen indrømmer i retten at have solgt sprængstoffet til hjemmeværnsmanden, men afviser at kende til planerne med det. Hjemmeværnsmanden indrømmer at have købt sprængstoffet af Peter Frederiksen, men afviser at have solgt sprængstoffet videre til rockerne – det var i stedet en tidligere rocker, han solgte det til, forklarer han i retten.

Men Peter Frederiksen og hjemmeværnsmanden har mere til fælles end at mødes omkring deres fælles passion for piercing. De deler også interessen for sadomasochisme, som de udlever i foreningen SMil. Og det er her, at Peter Frederiksen på et tidspunkt i midten af halvfemserne møder en kvinde, som gerne vil have, at han omskærer hende. Peter Frederiksen har tidligere selv fortalt, hvordan han tager sin gode ven, den senere så omdiskuterede læge Jørn Ege med på råd, og han indvilliger i at vise Peter Frederiksen, hvordan man omskærer en kvinde.

Da politiet i 2006 ransager hans nye bolig i Tisvildeleje i Nordsjælland, finder man billeder af en omskæring og en afskåret skamlæbe. Dog kan man ikke på billederne se, hvem det er, der bliver omskåret, og hvem det er, der udfører indgrebet.

Taget på fersk gerning

I tiden på Rygården i Holte begynder Peter Frederiksen at blive uvenner med flere af sine naboer. Naboer og tidligere kunder, som han har tækket tag for, beskriver ham som ubehagelig, manipulerende og én, som truer sig til det, han gerne vil have. Folk fortæller om en mand, der godt nok er god til sit håndværk, men som har svært ved at holde fingrene væk fra de ejendele, der befinder sig i de huse, han tækker.

Peter Frederiksen under retssagen ved retten i Bloemfontein.

Flere gange er han under mistanke for at have stjålet våben og dyre sager som for eksempel håndlavet keramik og malerier, men der er ikke nok beviser til at dømme ham. Lige indtil han og familien i 2001 flytter til Tibirke ved Tisvildeleje i Nordsjælland.

Her bliver han taget på fersk gerning med et kostbart ur, som han har stjålet fra sin nabo. I sagsakterne fremgår det, at Peter Frederiksen beskylder én af sine ansatte for at have stjålet det dyre Breitling-ur til en værdi af 18.000 kroner, men bliver pludselig selv taget med det på armen. En sammenligning af nummeret på uret og det medfølgende certifikat viser, at uret, Peter Frederiksen har om armen, er identisk med det ur, som naboen har fået stjålet.

Han leverer efterfølgende uret tilbage, men fortsætter med at chikanere folk omkring sig. Politikommissær Klaus Madsen, som er med ved flere vidneafhøringer og ransagninger på adressen, husker, at han var chokeret over, hvordan Peter Frederiksen opførte sig:

Frederiksen terroriserede folk i området ved blandt andet at kaste glasskår ind på en hestefold

Klaus Madsen, Politikommissær

- Vidnerne forklarede om tyveri og trusler, og det kom til politiets kendskab, at Frederiksen terrorisede folk i området ved blandt andet at kaste glasskår ind på en hestefold, lukke op for vandet ved vandtruget til hestene, så vandet stod og løb. Han anvendte også sin ejendom som skydebane, og naboerne rapporterede om flere episoder med skyderi, fortæller Klaus Madsen.

De ransagninger, som politikommissær Klaus Madsen er med til at foretage, fører i 2010 til en dom på seks måneders ubetinget fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. Og Klaus Madsen, som på det tidspunkt, hvor ransagningerne bliver gennemført, er en forholdsvis ung betjent, er rystet over omfanget af de våben, politiet finder – både på adressen i Tibirke og på en anden af Peter Frederiksens ejendomme i området.

- Det var en enorm mængde våben, og de var gemt alle steder, husker han.

Han fortæller også, at politiet flere gange forsøger at komme i kontakt med Peter Frederiksen, men at det altid kun er enten Peter Frederiksens kone eller ét af parrets tre børn, som åbner døren.

Tager til Sydafrika

Peter Frederiksen afsoner ikke dommen i Danmark, ligesom det heller ikke sker med den tidligere dom i 1997. I stedet flytter han denne gang til Sydafrika, hvor han gifter sig med den afrikansk kvinde Tshidi Matseliso Molise og sammen får de to børn.

Forholdet er ifølge en veninde til Tshidi Matseliso Molise præget af vold og utallige konflikter, og venner omkring parret fortæller om en mand, der er vild med kvinder, men samtidig er stærkt manipulerende og nogle gange optræder direkte ondskabsfuldt overfor sin unge kone. Med en aldersforskel på 35 år er de langt fra enige om, hvordan livet som par skal leves. Peter Frederiksen åbner også to våbenbutikker – én i Bloemfontein i Sydafrika og én i nabolandet Lesotho, hvor også hans afrikanske kone kommer fra.

Peter Frederiksens hjem i Bloemfontein, hvor der blev fundet 21 kvindelige kønsorganer i september 2015.

Samtidig er hans danske familie uvidende om, hvad Peter Frederiksen foretager sig i Afrika. Ifølge kilder tæt på familien, får Peter Frederiksens danske kone angiveligt ved et rent tilfælde beskeden om, at han igen har giftet sig i Afrika.

Naboer på vejen i den lille landsby i Nordsjælland fortæller, at de ser Peter Frederiksen engang i mellem i huset, hvor hans danske kone bor, men at det virker som om, at han pendler mellem livet i Afrika og Danmark.

Mister penge på diamanter

Ligesom ved dommen i 2010, afsoner Peter Frederiksen altså ikke i et dansk fængsel, da han i 1997 får dommen for ulovlig våbenbesiddelse. Uden de danske myndigheders viden rejser han i stedet til Sverige, hvor han køber en ødegård i Dalskog, to en halv times kørsel fra Göteborg. I 1999 overdrager de danske myndigheder dommen til deres svenske kollegaer.

Det lykkes også Peter Frederiksen at få familien med til Sverige, hvor børnene går i svensk skole, og han sammen med sin kone passer de 60 vildsvin, som han køber, men aldrig får solgt videre. Vildsvinene sviner så meget, at naboerne klager over, at Peter Frederiksen ifølge dem ødelægger en nærliggende sø.

Hans svar er at chikanere naboerne ved minutiøst at opmåle sin egen grund og deres grundstykker og kræve penge af dem, hvis de efter hans overbevisning har taget jord fra ham. Han tækker også flere ejendomme i Sverige, inden han i 2001 køber ejendommen i Tibirke i Nordsjælland.

Peter Frederiksen og familien købte en ødegård i Sverige.

Kilder fortæller, at det er Peter Frederiksens kone, som ikke kan lide at bo på ødegården i Sverige, og som får Peter Frederiksen til at købe ejendommen i Tibirke. Men efter købet, hvor familien rykker tilbage til Danmark, beholder Peter Frederiksen sin svenske ødegård i nogle år, og her opholder han sig meget. Han pendler også ofte til Tyskland, til sin lejlighed i Hamburg, hvor han bliver gode venner med en kvinde, som ejer en del ejendomme.

Hun låner ham penge til en anden af hans store passioner, nemlig diamanter. Under sine mange rejser i Afrika, hvor han går på storvildtsjagt, bliver han grebet af at investere i diamanter, men eventyret ender ikke, som Peter Frederiksen har drømt om. I stedet mister han en del penge.

Trofæ-jagten

Tidligere bekendte fortæller om en mand, som er besat af at høste trofæer. Både fra sine jagter i Afrika, men også fra de huse, han tækker, og de investeringer og eventyr, han begiver sig ud i. En kvinde, som på et tidspunkt befinder sig i venskabskredsen omkring Frederiksen-parret, fortæller, hvordan Peter Frederiksen forsøger at overtale hende til at lade sig pierce i kønsdelene. Den tidligere læge Yvonne Gradert er i 2002 til påskefrokost med blandt andet Peter Frederiksen, og her henvender han sig direkte til hende og fortæller, at han omskærer kvinder.

- Og så tilbød han mig også en piercing i min klitoris. Jeg synes, at det var meget grænseoverskridende, og det havde jeg slet ikke lyst til, fortæller hun og er stadig rystet over, hvad hun hørte ham sige den aften.

Jeg synes, det var sygt at høre på. Han fortalte om, hvordan det ville give en helt særlig lystfølelse

Yvonne Gradert, tidligere bekendt

- Jeg synes, det var sygt at høre på. Han fortalte om, hvordan det ville give en helt særlig lystfølelse, men jeg synes bare, at han var meget ubehagelig, siger Yvonne Gradert, som pænt takkede nej til tilbuddet.

Yvonne Gradert er tidligere bekendt til den nu 64-årige dansker, der er sigtet for at stå bag mordet på sin sydafrikanske kone og for at opbevare kvindelige kønsdele i sin fryser. Yvonne Gradert oplevede selv at få tilbudt et indgreb.

Hun beskriver, at han blev ved med at prale af at have foretaget omskæringer af kvinder, og hun syntes, at det var dybt provokerende, at en mand, som tilmed var tækkemand ikke tøvede med at tale om de ulovligheder, som han ifølge hende hævdede at praktisere. Med det der nu er kommet frem om sagen mod Peter Frederiksen i Sydafrika, så frygter hun, at det kan være foregået lige siden.

Anklageskrift på 59 punkter

I retten i Bloemfontein i Sydafrika, sidder Peter Frederiksen på den brune bænk. Med brillerne i en snor om halsen og håret strittende ud til siderne, afventer han at blive løsladt mod kaution.

Anklageskriftet tæller 59 punkter, og deltaljerne er uhyggelig læsning.

Peter Frederiksen er på anklagebænken ved retten i Bloemfontein i Sydafrika.

Peter Frederiksen er blandt andet anklaget for at have skåret kønsdelene af 21 kvinder. Kønsdele som politiet ved en ransagning finder i hans fryser. På poserne med kønsdele i fryseren står navne og datoer for omskæringerne, men Peter Frederiksen forklarer, at han ikke har udført omskæringer, men at det derimod er hans kone, som har taget dem med fra hjemmet i nabolandet Lesotho, og at han kun har hjulpet sin kone, når hun har deltaget ved omskæringer.

Det er dog Peter Frederiksens kone, der i september 2015 anmelder sin mand til politiet, som så finder kønsdelene i fryseren. Hun fortæller i en afhøring hos politiet, at Peter Frederiksen også har omskåret hende mod hendes vilje, og at hun nu frygter for sit liv ved at melde ham til politiet. Tshidi Matseliso Molise bliver udset som kronvidne i sagen mod Peter Frederiksen, og de første femten anklagepunkter vokser hurtigt til flere.

Men kun en måned efter at Peter Frederiksens kone går til politiet, bliver hun af to mænd skudt på åben gade foran sit hjem. Gerningsmændene rammer Tshidi Matseliso Molise fire gange, og hun dør næste morgen af sine kvæstelser på hospitalet. Parrets to små børn er nu i de sydafrikanske myndigheders varetægt med en mor, der ikke lever mere, og en far, der sidder på anklagebænken i én af Sydafrikas mest omdiskuterede sager. Peter Frederiksen bliver efterfølgende også anklaget for at have organiseret drabet på sin kone og for at have misbrugt hendes datter fra et tidligere ægteskab.

Anklager, som han afviser fra bænken i den tætpakkede retssal.

De siger, at jeg har været med til at planlægge at slå hende ihjel, og det har jeg ikke. 

Peter Frederiksen

- Det har jeg intet med at gøre. Jeg elsker min kone utroligt meget, forklarer han og fortsætter:

- De siger, at jeg har været med til at planlægge at slå hende ihjel, og det har jeg ikke. Det kunne aldrig falde mig ind at gøre den slags ting.

På spørgsmålet om anklagerne om de afskårne kønsdele fundet i hans fryser, fortæller han, at det ikke var ham, men derimod hans kone, som stod for omskæringerne:

- Der er fundet nogle dele, som har tilhørt nogle få kvinder, som min kone havde, og hun har bragt dem tilbage fra Lesotho og puttet dem i fryseren. Så det var jo simpelthen et bagholdsangreb på mig, siger Peter Frederiksen og nævner også, at hans nu afdøde afrikanske hustru på et tidspunkt fik en ny ”ven”, som skulle have presset på for at få Peter Frederiksen af vejen. Enten ved at slå ham ihjel eller ved at få ham i fængsel.

Peter Frederiksen mener, at anklageskriftet mod ham er blæst helt ud af proportioner, men siger dog:

Der kan jo altid være hold i ét eller andet. 

Peter Frederiksen

- Der kan jo altid være hold i ét eller andet. Men stort set så er det noget, der er blæst op, fortæller han og siger, at han håber snart at komme ud igen, så han kan se sine børn.

Retsmødet varer ikke længe, sagen om løsladelse mod kaution er endnu engang udskudt, og Peter Frederiksen må igen gå den tunge gang ned ad trappen til kælderen og ud i den ventende kortege af politibiler, der skal føre ham tilbage til fængselscellen.

Tilbage sidder en hel landsby i Nordsjælland og ser måbende til, mens sagen i Sydafrika udvikler sig dag for dag. Og ønskerne herfra er ikke til at tage fejl af.

- Vi ønsker ham overhovedet ikke tilbage. Vi er lykkelige for at slippe af med ham og frygter, hvad der kommer til at ske, hvis han pludselig en dag vender tilbage, lyder det.

Se historien om Peter Frederiksen i Station 2 torsdag aften kl 20.50.

Tidslinje: Sagen mod den danske våbenhandler i Sydafrika

  1. 2015

    1. Dansker anholdt i Sydafrika

      Politiet i Sydafrika anholdt en 63-årig dansker for flere seksuelle overgreb mod en række kvinder. Anholdelsen kom efter, at der blev fundet 21 afskårne, kvindelige kønsorganer i hans fryser.

    2. Sydafrikansk politi: Dansker havde kønsorganer på køl

      Politiet i Bloemfontein bekræftede over for det danske medie dagens.dk, at en dansk mand var anholdt i Sydafrika. Danskeren er sigtet for at have bedøvet en række kvinder og for at have skåret deres kønsdele af, mens de var bedøvede. 

      Ifølge dagens.dk boede manden med sin kone og deres to børn. Det var angiveligt konen, der meldte ham til politiet.

      - Vi fik en henvendelse om, at en mand skulle ligge inde med kvindelige kønsorganer i sit hjem, og derfor fik vi en ransagningskendelse. Da vi gennemsøgte huset, fandt vi en del billeder af overgreb, ligesom der dukkede 21 kvindelige kønsorganer i mandens køleskab, sagde kriminalkommisær ved politiet i Bloemfontein, Miselela Langa.

    3. Sigtet dansker i Sydafrika: Konen førte kniven

      Den fængslede dansker forklarede, at det ikke var ham, der skar kønsdelene af. Det var hans sydafrikanske kone, der førte kniven, forklarede den sigtede mand via sin advokat.

      Manden har ifølge det lokale politi en lang række overgreb af samme type på samvittigheden.

      Retten i Sydafrika besluttede derfor, at danskeren, der har en våbenbutik, skulle forblive varetægtsfængslet i syv dage til og med 28. september, mens efterforskningen sideløbende fandt sted.

    4. Video af kønslemlæstelse fundet i danskers hjem

      Sydafrikansk politi har blandt andet beslaglagt dette værktøj fra danskeren

      Det sydafrikanske politi oplyser, at de fandt en video, der viste lemlæstelse af kvinders kønsdele og børnepornografisk materiale hos den 63-årige dansker.

      De fandt også en mobiltelefon i mandens sydafrikanske hjem. Telefonen indeholdt videomateriale af en kvinde, der blev mishandlet. Kvinden i videoen var endnu ikke blevet identificeret, men hun var ifølge politiets oplysninger ved bevidsthed på videoen.

    5. Fængsling forlænget

      En sydafrikansk domstol forlængede fængslingen af den danske mand. Først den 5. oktober ville retten tage stilling til, om danskeren kan komme fri mod kaution.

    6. Danskeren bliver i fængslet

      Danskeren valgte at forblive fængslet. Det var ellers ventet, at han ville prøve at komme på fri fod, indtil retssagen mod ham begyndte, men han valgte at give afkald på at blive løsladt mod kaution.

    7. Kronvidnet likvideret

      Den 28-årige kvinde, der var gift med den danske mand, blev tirsdag skudt i hovedet, ryggen og maven i det lille kongerige Lesotho, der er helt omgivet af Sydafrika. Natten igennem kæmpede lægerne for at redde hendes liv, men klokken 11 onsdag formiddag døde hun.

      Dermed mistede det sydafrikanske politi sit kronvidne i sagen mod den danske våbenhandler. Det var hende der meldte danskeren til sydafrikansk politi. En af kønsdelene i hans fryser tilhørte hende.

      Politiet tilbød hende beskyttelse i Bloemfontein, der er Sydafrikas sjettestørste by, men hun valgte at rejse tilbage til sit hjemland Lesotho.

    8. Medier: Dansker i Sydafrika løj om sin identitet

      Danskeren i retten i Sydafrika i 2015.

      Den 63-årige dansker har tilsyneladende opholdt sig i landet på falske papirer. Det kom frem i forbindelse med en kautionshøring.

      Et vidne fra indenrigsministeriet i Sydafrika kunne blandt andet berette, at den sigtede har ligget inde med flere forskellige pas. I et pas fra 1985 stod han til at være født i Vedbæk. I et andet figurerede Søllerød som hans fødested. Til DR Dokumentar har danskeren tidligere sagt, at han er født i Gl. Holte.

    9. Ny sigtelse: Dansker i Sydafrika bestilte drab på ekskone

      I retsmødet, hvor det skal afgøres, om den 63-årige dansker kan løslades mod kaution, kom det frem, at han også er sigtet for at have bestilt et mord på sin ekskone, der den 20. oktober blev skudt ned med fire skud i nabolandet Lesotho.

    10. Dansker afviser anklager

      En 63-årig dansker sidder skal i retten i Sydafrika, da han er sigtet for at have opbevaret kvindelige kønsdele i sin fryser.

      Den 63-årige dansker udtalte sig for første gang i retten, hvor han ville løslades mod kaution. Manden afviste alle anklager, herunder at han skulle have deltaget i en sammensværgelse om at dræbe sin ekskone.

      Manden har ifølge anklagemyndigheden haft en mobiltelefon i fængslet, som han skal have brugt til at bestille et lejemord på ekskonen. Desuden skal han ifølge anklageren have skræmt andre vidner i sagen.

    11. Afslag på kaution

      Den 63-årige dansker er allerede i 2010 dømt i Danmark, hvorfra han tog videre til Sydafrika.

      - Det er i retfærdighedens og offentlighedens interesse, at ansøgeren bliver nægtet kaution, sagde dommer Marlene Marais, da hun nægtede at løselade ham mod kaution.

      Dommeren lagde vægt på, at danskeren har gode kontakter i nabolandet Lesotho, som ligger få timers kørsel fra byen Bloemfontein, hvor manden har bopæl og sidder fængslet.

  2. 2016

    1. Sagen rykket til højere instans

      Danskerens ben blev lænket sammen i retten.

      Retten i Bloemfontein i Sydafrika valgte efter et kortvarigt retsmøde at udsætte sagen mod danskeren. Anklageren bad om, at retssagen skulle føres for en højere retsinstans på grund af de alvorlige anklager.

      Sagen blev herefter udsat til 26. ferbuar og overført til "The Regional Court", der svarer nogenlunde til landsretten i Danmark.

    2. Retsmøde

      Fredag er der retsmøde i sagen mod den 63-årige dansker. 

    3. Drabssigtet 63-årig dansker i Sydafrika vil løslades

      Under et forberedende retsmøde ved retten i Bloemfontein kom det frem, at danskeren ønskede at blive løsladt mod kaution.

    4. Avis: Dansker i Sydafrika tiltalt for voldtægt af barn

      Oven i en række andre anklagepunkter er en 63-årig dansker i Sydafrika ifølge Ekstra Bladet tiltalt for voldtægt af barn.

    5. Førte dagbog om omskæringer

      Under et retsmøde fortalte efterforskningslederen Lynda Steyn, at man ved ransagningen af danskerens bolig i Bloemfontein havde konfiskeret hans dagbog. Her skal danskeren have beskrevet, hvordan han har skåret i kvinders kønsorganer, hvem han har haft under kniven, og på hvilke datoer.

Kilder: Ekstra Bladet, BT, AFP samt lokale medier.