Krimi

Grov vold, hash og trusler: Bandemedlem dømt for en lang række forbrydelser

Den nu dømte har været internationalt efterlyst, men vendte frivilligt tilbage til Danmark sidste år.

En 26-årig statsløs palæstinenser er ved Retten i Kolding onsdag blev dømt for en lang række forbrydelser begået i perioden 2009 til 2015.

Manden, der er født i Danmark, er et toneangivende medlem af en lokal bande kaldet Bosperus, som holder til i Fredericia.

Han stod tiltalt for i alt 15 forhold begået sammen med en række medgerningsmænd. Han har nægtet sig skyldig i de fleste af dem, men blev dømt for 13 kriminelle handlinger.

Forholdene omhandler blandt andet brandstiftelse, besiddelse af 900 gram hash, videreoverdragelse af i alt 65 kilo hash, flere tilfælde af grov vold, hærværk, trusler mod et vidne og planlægning af et brandattentat.

Opholdte sig i Tyrkiet

Den 26-årige blev i retten af anklagemyndigheden beskrevet som bagmanden bag et planlagt brandattentat mod Black Army´s klubhus i Odense 3. september 2014 som en række medgerningsmænd 27. november 2015 blev dømt for ved Retten i Kolding. Det planlagte brandattentat blev dog aldrig ført ud i livet, da politiet fik det afværget. 

Årsagen til, at den nu dømte ikke fik sin straf sammen med de øvrige gerningsmænd, er, at han har opholdt sig i Tyrkiet, hvorfra han var med til at planlægge brandattentatet.

- Han var under opholdet i Tyrkiet international efterlyst. Først for forholdene vedrørende overdragelse af de 65 kilo hash og senere også for en række andre forhold, herunder det planlagte brandattentat. Han vendte dog frivilligt tilbage i efteråret 2015, og derfor har vi nu kunnet afslutte sagen mod ham, siger specialanklager fra Sydøstjyllands Politi Anja Hedegaard.

Den statsløse palæstinenser erkendte at have fået to medgerningsmænd til at udøve hærværk i en lejlighed, at have fået medgerningsmænd til at forsøge at anskaffe et skydevåben og at have planlagt brandattentatet på klubhuset i Odense. Han nægtede dog, at der var tale om brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder.

Sagen mod den 26-årige er blevet efterforsket af Task Force Vest ved Sydøstjyllands Politi.