Krimi

Politi efterlyser bil i sag om betonklodsdrab på motorvej

Et vidne så bilen klokken 3.50 den morgen, hvor en betonklods ramte en tysk personbil på den fynske motorvej.

Fyns Politi efterlyser nu en ældre Volvo i sagen, hvor en betonklods kort før klokken 04.00 om morgenen den 21. august ramte en tysk personbil på den fynske motorvej.

En 33-årig kvinde blev dræbt, hendes 36-årig mand blev alvorligt kvæstet og parrets fem-årige søn slap med skrammer.

Det er et vidne, der den 21. august om morgenen omkring 3.50 har set den ældre Volvo Stationcar – formentlig en grålig model 245 – køre ad Middelfartvej mod vest og derefter videre til højre ad Langesøvej i retning mod den motorvejsbro, hvorfra den 30 kilo tunge betonklods blev kastet ned på bilen.

Fyns Politi leder efter en Volvo stationcar 245 som denne model - muligvis grålig eller en anden mørk farve

- Teoretisk kan det være gerningsmanden eller gerningsmændene, der befandt sig i bilen, men der kan også være tale om et vigtigt vidne, som vi selvfølgelig meget gerne vil tale med. Vedkommende kan - også uden selv at være klar over det - sidde inde med vigtig viden i sagen, siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.

Fyns Politi vil meget gerne have henvendelser fra borgere, der enten selv var ude at køre i en grålig eller mørk Volvo Stationcar 21. august på det pågældende tidspunkt, eller som kender nogen, der var ude at køre i en Volvo af den slags tidligt om morgenen den søndag.

Tidligere har det været fremme, at den dræbende betonklods efter alt at dømme blev stjålet fra en byggeplads ved Tarup Centret i Odense.