Krimi

Official kørt ned under motionsløb i Køge - ville stoppe bilist

Arkivfoto. Jonas Skovbjerg Fogh / Scanpix Denmark

En hjælper blev ifølge vidner kørt ned med fuldt overlæg under et motionsløb i Køge.

Vejret var godt og humøret højt, da Valløby Motion havde indbudt til motionsløb. Men inden dagen var omme, fik alle en oplevelse med sig hjem, som gav stemningen et gevaldigt dyk.

Det skriver DAGBLADET Køge.

Klokken 14.04 fik politiet således en anmeldelse om, at en løbsofficial var blevet kørt ned af en bilist, der efterfølgende var kørt fra stedet. Det viste sig, at en 74-årig mand fra Køge som løbsofficial ville forhindre en bilist at køre videre og gav tegn til, at han skulle standse.

Bilisten fortsatte fremad og kørte ifølge vidner med vilje ind i officialen, som faldt omkuld og pådrag sig diverse hudafskrabninger på den ene hånd og arm.

Bilisten fortsatte herefter fra stedet, men vidner aflæste bilens nummerplade og videregav disse oplysninger til politiet.

Vidne: Påkørte hjælper med fuldt overlæg

Senere på dagen blev føreren af bilen - en 67-årig mand fra Klippinge - sigtet for grov vold mod løbsofficialen. Sagen vil senere blive afgjort i forbindelse med et retsmøde, som parterne indkaldes til.

- Jeg har i mine 27 år som formand for Valløby Motion aldrig været ude for noget lignende, hvad får sådan en mand til fuldstændig til at tabe hovedet, jeg håber ikke det er en lokal her fra området, som har begået dette, sagde Jørgen Møller Jensen til DAGBLADET Køge oven på den voldsomme episode.

Han er stadig rystet over selve starten af Valløby-løbet, der blev mere dramatisk end nogle havde forestillet sig.

Det var nemlig, da alle løberne var på plads på Kirkepladsen, at den mandlige 67-årige bilist fra Klippinge dukkede op og absolut ville køre ind i gennem hele flokken af løbere.

- Det prøvede én af vores hjælpere at forhindre, og det medførte, at føreren af bilen i første omgang kørte frem og skubbede til hjælperen med bilen. Derefter gav han gas og påkørte med fuldt overlæg hjælperen, så han væltede om på kørebanen med forskellige knubs til følge. Derefter stak han af fra stedet, fortæller Jørgen Møller Jensen.

Efterfølgende blev hjælperen behandlet for skrammerne af samaritterne.

- Heldigvis var der mange vidner til episoden, og mange havde filmet bil og fører, så politiet var hurtigt på stedet og optog rapport. Det er fantastisk, at et arrangement - som foregår i vores lille lokalsamfund, og som skulle være med til at bringe lidt liv i byen, så vi alle kan få en god oplevelse - får så ubehagelige konsekvenser, lyder det fra formanden for Valløby Motion.