Afgørelsens time: Var de med til at skræmme hele Danmark med terror?

De er forhærdede bandemedlemmer, og to af de terrortiltalte er i den grad kendt i det danske retssystem. Men de nægter sig skyldige.

Efter syv måneder er sagen nu klar. Tirsdag kl. 9.30 falder skyldskendelsen i terrorsagen. Her er fire mænd i alderen 21-32 år tiltalte for medvirken til terrorangrebet ved synagogen natten til den 15. februar sidste år.

Københavns politi lagde fra dag ët ud med et kæmpe sikkerhedsopbud. Stærkt bevæbnede betjente bevogter og sørger for, at ingen kommer for tæt på, når de fire tiltalte mænd bliver kørt til og fra retten.

Alle er blevet tjekket i en scanner ved retssal 60. Også forsvarsadvokaterne. Tasker, toiletsager og punge er minutiøst blevet gennemgået af byrettens personale. I retten har vi siddet tæt. Pårørende, jurastuderende, folk med interesse for sagen, pressen og flere som var ved Krudttønden den 14. februar.

Dette er en reduceret sag, for den virkelige gerningsmand er død

Forsvarsadvokat Berit Ernst

Overvågningskameraer fra Mjølnerparken

Vi har set mange minutter fra overvågningskameraer i de københavnske gader. I særdeleshed fra Mjølnerparken. Der er sat 230 kameraer op, og vi har set sekund efter sekund fra forskellige kameraer, hvordan Omar Hamid El Hussein den 14. februar kl. Kl. 16.15.40 går ind i opgang nr. 38 i Mjølnerparken.  Her bor hans ven – en af de tiltalte. Han har en sort plastikpose i hånden. En sort plastikpose, som anklageren mener, han har en fuldautomatiske militærriffel M95 gemt i. Den riffel, som han tre kvarter inden, har skudt den 55-årige Finn Nørgaard med.

Vi har fulgt ham ud 10 minutter senere. Han går ganske roligt. Bevidst om at skjule sit ansigt fra kameraerne.

Klip til internetcaféen Power Play på Nørrebrogade 197 10, der nærmest fungerede som opholdsstue for flere af de tiltalte. Med spil, cola og joints, der bliver rullet. To af de tiltalte sidder foran computer. Den yngste af de tiltalte, den 21 årige Liban Elmi kommer ind. Han gestikulerer, vi kan ikke høre, hvad han siger, men den ældste af de tiltalte Mahmoud Rabea tager sig til hovedet, kigger på computerskærmen, hvor logfiler efterfølgende har vist, at der bliver søgt på eb.dk, bt.dk og local eyes. Vi kan ikke høre, hvad de siger, blot forsøge at tyde deres fagter.

Bortskaffelse af gerningsvåbnet

De efterfølgende timer mødes de fire tiltalte flere gange forskellige steder ved Mjølnerparken. To af dem er tiltalte for at have hjulpet Omar Hamid El Hussein med at bortskaffe militærriflen, der bliver fundet tæt på en boldbane ved Mjølnerparken. Alle kameraer dokumenterer deres færden, hvor de går frem og tilbage – sammen alle fire – delt op to og to. De ringer til hinanden på kryds og tværs. Samtaler af få sekunders varighed. De mødes igen på Powerplay. Tilbage til Mjølnerparken. De går med ludende gang, men bevidste om, at der er overvågningskameraer.

Pressen og tilhørere har ikke set overvågningsbillederne fra synagogen. Hvordan Omar El Hussein kommer gående med slingrende gang, ser ud som om, han skal kaste op og kort efter skyder den civile vagt Dan Uzan på klos hold. Af hensyn til Dan Uzans familie er det kun dommere, nævninge, tiltalte, anklagere og forsvarsadvokaterne, der ser de voldsomme billeder.

De sidste billeder vi ser er på internetcafeen efter angrebet ved synagogen. Omar El Hussein mødes med to af de tiltalte i et baglokale. Hans fagter i det mørke lokale giver et indtryk af, at han beskriver sit skuddrab på Dan Uzan.

Ved at indvie de tiltalte, løb Omar en risiko for at blive anholdt og få spoleret sine planer

Bo Bjerregaard, anklager for Statsadvokaten for København.

De er skyldige

Overvågningskameraerne er anklagerens vigtigste bevis. For at forsøge at overbevise dommere og nævninge om, at de fire mænd er skyldige i medvirken til terror.

For at have tilskyndet og hjulpet Omar El Hussein ved at have øget fysisk hjælp til ham – købt en skuldertaske, givet ham ammunition og hjulpet ham med at søge mål. Det er sket med terrorfortsæt med forsæt til at skræmme en befolkning, mente anklageren under sin procedure.

- Omar fortalte straks efter sin ankomst om sit angreb ved Krudttønden til Elmi og Abbas, som fortalte det videre til Hossein og Rabea. (De fire tiltalte red.) Ved at indvie de tiltalte, løb Omar en risiko for at blive anholdt og få spoleret sine planer. Omar løb kun den risiko, fordi han ønskede de tiltaltes hjælp og opbakning. De tiltalte tog herefter til Mjølnerparken som gruppe for at hjælpe og støtte Omar med indkøb af taske og fremskaffelse af ammunition. Det var i den forbindelse helt uundgåeligt, at de tiltalte fik kendskab til at Omar skulle gennemføre et nyt angreb, som det ved Krudttønden. De tiltalte har haft direkte fortsæt til medvirken til terror drab og drabsforsøg , da de vidste, at Omar El Hussein kunne begå et nyt angreb. Det var nogle af argumenterne fra Bo Bjerregaard, anklager fra Statsadvokaten for København.

Nogle skal tage ansvaret

Fra forsvarerne harr det lydt helt anderledes. Deres klienter kommer fra et betændt og kriminelt miljø, hvor man ikke stikker hinanden til politiet. Men det gør dem ikke skyldige i medvirken til terror.

- Jeg kan godt forstå, at systemet og befolkningen har behov for, at der er nogle, der skal være ansvarlige. Og havde man en sag, hvor Omar El Hussein kunne sidde her, så havde man ikke behov for at søge længere ud. Dette er en reduceret sag, for den virkelige gerningsmand er død. Men man skulle gøre nogle ansvarlige, lød det fra forsvarer for det 27 årige bandemedlem Bhostan Hossein, Berit Ernst.

Og de fire tiltalte har da også forklaret i retten, at de godt kunne regne ud, at det var deres ven, der stod bag angrebet ved Krudttønden. At de ikke billigede det, men ville hjælpe deres ven.

Det var den forkerte, der døde

En af de tiltalte, Bhostan Hossein, der bortskaffede våbnet, Omar El Hussein brugte ved Krudttønden, hvor han dræbte den 55 årige filminstruktør Finn Nørgaard forklarede i retten:

Omar sagde, han havde skudt den forkerte, at det var ham Lars, der skulle dø. (Lars Vielks red. Det rager ikke mig, han har sine meninger, sine holdninger. Jeg var ligeglad, jeg blev trukket ind i hans situation, hans sag, hvad er det jeg skal snakke med ham om. Jeg synes det var voldsomt, synes det var forkert. Men vi stikker ikke hinanden. Kunne ikke finde på at fortælle politiet noget som helst, forklarede Bhostan Hossein i retten.

Forhærdet kriminel

Den ældste af de tiltalte Mahmoud Rabea har været prototypen på en kriminel, der reagerer i retten. Han har kæftet op, råbt af politi og dommere. Og er under sagen blevet sigtet for mishagsytringer mod retsformand Marianne Madsen, som han råbte af på en særdeles sexkrænkende måde.

Og hans til tider noget udafreagerende måde at opføre sig på i retten, blev da også en del af hans forsvarers procedure:

- Der er ingen af Jer, der er i tvivl om, hvem han er. I har hørt hans stemme alle dage – også når vi bestemt ikke skulle høre den. I har måske ikke særlig meget sympati med ham, og kan ikke forstå hans opførelse. Men det her er retssikkerheden, der bliver sat på spidsen. Og derfor bliver I nødt til at lægge eventuel antipati for Rabea til side, forklarede hans forsvarer Jesper Storm Thygesen til dommere og nævninge.

Miste dansk statsborgerskab

Tirsdag kl 9.30 bliver sagen afgjort. Af de tre dommere og seks nævninge, der har lyttet til forklaringer og se de mange sekvenser fra overvågningskameraerne, siden sagen begyndte den 10. marts. Mest på spil er der for den 23 årige Ibrahim Abbas. Hvis han bliver kendt skyldig, vil anklageren have, han skal miste sit danske statsborgerskab, da han har dobbelt statsborgerskab.

Herunder kan du se en tidslinje, der viser, hvordan angrebet ved krudttønden fandt sted.

Tidslinje: Angrebet ved Krudttønden
2015
14. februar
Gerningsmand affyrer skud
Scanpix
Omkring klokken 15.30 affyrer gerningsmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein en række skud med et M95-automatvåben mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Stedet danner rammerne for et debatmøde under titlen "Kunst, blasfemi og ytringsfrihed", og blandt deltagerne er den svenske tegner Lars Vilks og den franske ambassadør i København.
14. februar
Finn Nørgaard mister livet
Privatfoto
Den 55-årige instruktør Finn Nørgaard bliver dræbt i forbindelse med skyderiet. Herudover bliver to livvagter og en betjent såret. I alt affyrer gerningsmanden 28 skud. Senere afhøringer og tekniske undersøgelser viser, at Omar Abdel Hamid El-Hussein ved sin ankomst til stedet først forsøger at komme ind ad andre indgange end hovedindgangen, hvorefter han på gaden bliver mødt af Finn Nørgaard, mod hvem han afgiver et dræbende skud.
14. februar
Gerningsmanden ringer efter taxa
Privatfoto
Efter angrebet stjæler gerningsmanden en bil og kører mod Borgervænget på Østerbro, hvorfra han ringer efter en taxa. Taxaen kører ham til en adresse på Nørrebro, hvor han opholder sig i 20 minutter.
14. februar
Politiet efterlyser bil
Screendump
Klokken 17.07 bekræfter Københavns Politi på Twitter, at der har været skyderi på Østerbro. Samtidig efterlyser de en mørk VW Polo. Bilen bliver fundet klokken 17.50 ved Borgervænget på Østerbro.
14. februar
Politiet efterlyser gerningsmand
Scanpix
Politiet efterlyser klokken 19.23 den ene af på dette tidspunkt to formodede gerningsmænd. Han beskrives som arabisk af udseende, men ’lysere i huden end normalt’, omkring 25-30 år, 185 centimeter og atletisk af bygning.
14. februar
PET: Det er terror
Scanpix
Politiets Efterretningstjeneste siger, at alt tyder på, at der er tale om et planlagt terrorangreb.
14. februar
Billeder offentliggøres
Politifoto
Politiet offentliggør billeder fra overvågningskameraer ved Kildevældskolen på Østerbro i København klokken 15:50, altså 20 minutter efter skyderiet. Samtidig lyder meldingen nu, at der formentlig kun er tale om en gerningsmand. 
14. februar
Lars Wilks: Jeg var målet
Scanpix
Omkring klokken 22.30 siger den svenske tegner til nyhedsbureauet AP, at han tror, han var målet for angrebet ved Krudttønden.