Bilbrandene hærger: Her er politiets teorier om hvorfor

Godt 200 biler er brændt siden nytår, og politiet arbejder ud fra flere teorier for at finde frem til en eller flere gerningsmænd.

I årets ni første måneder er knap 200 biler sat i brand på 111 forskellige gerningssteder. Det viser en ny opgørelse fra Københavns Politikreds.

Dermed har man allerede nået niveauet for samtlige bilbrande sidste år.

Alene i weekenden har politi og brandvæsen måtte rykke ud til 11 bilbrande i København, Nordsjælland og på den københavnske vestegn.

- Vi arbejder på at se, om der ikke skulle være en eller anden form for sammenhæng, Men det har spredt sig ud over hele byen, så det er svært for os lige nu, siger Jens Møller, efterforskningsleder ved Københavns Politi, til TV 2.

Lader nogen sig lokke?

Københavns Politi arbejder i øjeblikket med flere teorier om den eller de ukendte gerningsmænd.

Første teori er, at bilbrandene ’smitter’. Det vil sige, at personer lader sig lokke af de bilbrande, som de hører omtalt og ser billeder af – og at det inspirerer dem til selv at sætte ild til en eller flere biler.

Den anden teori er, at en enkelt gruppering - bestående af én eller flere personer - står bag brandene. Og at den i de seneste måneder har leget en ”spændende leg med myndighederne”.

- Vi kigger på tidspunkter og på geografi og forsøger at lægge et mønster, siger Jens Møller.

Den sidste teori er, at personer ser bilbrandene som en mulighed for at begå forsikringssvindel. At de i dække af rækken af bilbrande selv sætter ild til deres bil for at få penge fra forsikringen.

- Det tror jeg dog kun kan være en meget lille del af det, siger Jens Møller.

Ingen gerningsmænd i politiets sigte

I slutningen af august foretog Københavns Politi en anholdelse efter en weekend med mange bilbrande. Men umiddelbart har politiet ikke øjne på nye eventuelle gerningsmænd.

- Lige nu er vi ikke tæt på en anholdelse, men omvendt er vi jo aldrig længere væk end den rigtige henvendelse fra en borger, som ved noget, siger Jens Møller.

Københavns Politi har nedsat en efterforskningsgruppe, øget overvågningen og patruljeringen om natten. Derudover håber man fortsat at høre fra borgere, der har informationer, som kan hjælpe efterforskningen på vej.