Janni Spies og Michala Kjær vil have navneforbud i Se og Hør-sag
Uden held forsøger advokat for Janni Spies og datteren Michala Kjær at få nedlagt navneforbud i Se og Hør-sagen.
Fremlægges der oplysninger om Janni Spies' eller hendes datter Michala Kjærs brug af kreditkort under Se og Hør-sagen, må medierne ikke videreformidle det til offentligheden, lyder kravet fra advokat John Korsøe Jensen.
Han er mødt op i Retten i Glostrup, hvor endnu en retsdag i den famøse Se og Hør-sag er begyndt.
- Det er forhold af rent privat karakter, som mine klienter har krav på at holde private, siger han.
Advokaten for mor og datter kræver, at man nedlægger et referatforbud eller navneforbud i danmarkshistoriens største medieskandale.
Allerede den 25. august, hvor flere tiltalte i sagen blev dømt i såkaldte tilståelsessager, blev der fremlagt beviser, som handlede om de to forurettede, Janni Spies og Michala Kjær. I retssagen er det for eksempel tidligere blevet dokumenteret, at Janni Spies den 15. august 2009 befandt sig i en lufthavn.
Tys Tys-kilden kiggede med
Både mor og datters kreditkorttransaktioner blev overvåget af den såkaldte Tys Tys-kilde, Peter Bo Henriksen. Gennem sit daværende job hos IBM og PBS kunne han få fat i de private og under normale omstændigheder utilgængelige oplysninger, som han solgte til ugebladet Se og Hør.
Peter Bo Henriksen er sammen med de tidligere chefredaktører på Se og Hør Henrik Qvortrup, Per Ingdal og Kim Henningsen og journalister Ken B. Rasmussen og Kasper Kopping tiltalt i Se og Hør. Alle erkender sagens faktiske forhold, men nægter sig skyldige.
Ingen forbud
Efter en kort pause har dommer Mette Lyster Knudsen sammen med de to domsmænd voteret. Advokatens begæring om dørlukning, navne- og referatforbud tages ikke til følge.
- Hensynet til disse to forurettede må vige for de samfundsmæssige hensyn, siger dommeren.
Sagens hovedbeviser er netop kendtes og kongeliges kreditkorttransaktioner, lyder en del af argumentet.
Protest fra anklager og pressen
Samme argument brugte anklager Morten Frederiksen, da han nedlagde en formel protest mod advokatens krav.
- Der vil blive dokumenteret fra de her kreditkorttransaktioner. I de tilfælde kan det blive relevant at komme ind på dato og opholdssteder, sagde Morten Frederiksen, inden dommeren og domsmændene skulle votere.
Også journalister fra de forskellige medier rejste sig op på stribe for at protestere mod det eventuelle forbud, som retten har afslået.