Anspændt stemning i retten: Nu er det Qvortrups tur i den varme stol
Efter forsvarsadvokaterne i Se og Hør-sagen har forsøgt at smide grus i anklagerens maskineri, skal Henrik Qvortrup afhøres i retssagen mandag.
Se og Hør-sagen når et nyt kapitel mandag, når tidligere chefredaktør på ugebladet, Henrik Qvortrup, sætter sig i den varme stol.
Direkte foran dommeren og de to domsmænd skal han afhøres af specialanklager Morten Frederiksen, inden hans egen forsvarer og de medtiltaltes forsvarere får mulighed for at spørge ind til Qvortrups rolle i brugen af Se og Hørs "Tys Tys-kilde".
Et krydsforhør, der også kommer ind på, at Henrik Qvortrup mødtes med "Tys Tys-kilden" på sit kontor på ugebladet i sommeren 2008, hvor de aftalte, at kilden – Peter Bo Henriksen – fremover ville modtage 10.000 sorte kroner hver måned for at levere en støt strøm af informationer til ugebladet om berømtheders banktransaktioner.
Informationer, der herefter gjorde det muligt at følge de kendte på for eksempel rejser i udlandet - hvorefter Se og Hørs journalister enten kunne rejse efter dem - eller i nogle tilfælde skrive artikler alene baseret på kreditkortinformationerne.
På anklagerens tidsplan står der i hvert tilfælde, at Henrik Qvortrup skal afhøres mandag, men Se og Hør-sagen er efter tre retsdage præget af juridiske slagsmål og en anspændt stemning i retten – intet er sikkert, og anklagemyndighedens planlægning er allerede væltet flere gange.
Allerede på retssagens første dag var det planen, at kreditkortkilden Peter Bo Henriksen, som hele sagen drejer sig om, skulle afhøres, men Peter Bo Henriksen, der er repræsenteret af den prominente forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, fastholdt gennem sin advokat, at han ikke ønskede at udtale sig på det tidspunkt af retssagen.
Han påråbte sig altså den ret, en tiltalt har i en dansk retssag – retten til ikke at udtale sig.
Årsagen handlede blandt andet om, at Michael Juul Eriksen med de andre forsvarere i ryggen ville have landsretten til at vurdere, om de første tilståelser og domme i Se og Hør-sagen kunne omstødes, ligesom han og kollegerne stillede kritiske spørgsmål til en række andre punkter i anklagemyndighedens måde at håndtere sagen på.
Se og Hør fandt dem
Kasper Kopping - tidligere journalist på Se og Hør – havde dog ikke samme krav som "Tys Tys-kilden", og tirsdag den 13. september svarede han klart og beredvilligt på alle de spørgsmål, der regnede ned over ham i et godt og vel fem en halv times langt forhør.
Spørgsmål om, hvordan Kasper Kopping som den første rejste ud i verden for at finde og følge kendte på baggrund af "Tys Tys-kildens" løbende sms’er – spørgsmål til de seks sider, som Se og Hør efterfølgende bragte om prins Joachim og prinsesse Maries bryllupsrejse i Canada.
Seks eksklusive sider og en forside, der var prydet med deklarationen: ’Se og Hør fandt dem’.
Cheferne var med på kilden
Herefter fortalte Kopping, at han i årene efter mest sad hjemme på redaktionen, hvor han modtog "Tys Tys-kildens" sms'er, mens hans kollega Ken B Rasmussen rejste ud i verden for at følge de kendte. Kasper Kopping fortalte også, at Henrik Qvortrup og den senere chefredaktør Kim Henningsen både kendte til kilden og til det, kilden kunne skaffe – ligesom de stod for at skrive kildens bilag under, så han fik udbetalt sine sorte månedslønninger.
En lang liste med 114 kendte blev også vist frem på storskærm i retten – 86 af dem kunne 10. februar 2009 registreres af kreditkortkilden, hvis de brugte deres Master Card eller American Express – 28 andre havde Peter Bo Henriksen ledt efter i PBS', det senere Nets, systemer uden held.
Blandt de 86 overvågede var kongelige fra kronprins Frederik til grevinde Alexandra - kendte fra Helle Thorning-Schmidt til Brian Sandberg – mens de sidste 28, som ikke havde personlige kreditkort, gik fra Villy Søvndal til Jes Dorph Pedersen.
Krævede anklager fjernet som inhabil
Og med listen som løftestang begyndte endnu et juridisk slagsmål i byretten.
TV 2 bad i en pause om at se listen igen, da Retsplejeloven giver mulighed for at få indsigt i et bilag, der er blevet fremvist i retten. Anklagemyndigheden var enig, men efterfølgende forsøgte forsvarerne – igen med Michael Juul Eriksen i spidsen – at få retten til at fjerne specialanklager Morten Frederiksen fra retssagen.
Forsvarerne argumenterede ihærdigt for, at loven var brudt, og at anklageren skulle erklæres for inhabil – mens anklageren forklarede, at listen efter hans mening var fremvist helt efter Retsplejelovens paragraf 41 f og på baggrund af princippet om meroffentlighed i retsplejen.
En opfattelse, som dommer Mette Lyster Knudsen tilsluttede sig – men ikke før, at forsvarerne i samlet flok stod bag angrebet på anklageren – og ikke før, at retten nåede at bruge henved et par timer på spørgsmålet.
Ikke desto mindre kunne sagen rulle videre torsdag den 15. september, hvor tidligere journalist på Se og Hør, Ken B Rasmussen, stod for tur – i et forhør, hvor han nok udtalte sig – men det skete med huller i hukommelsen og benægtelser i forhold til de eksempler, som anklageren trak frem fra ugebladets overvågning.
Tidligere operachef Kasper Bech Holtens rejse til Italien var i hvert tilfælde ikke en rejse, han var med på – han skrev heller ikke artiklen i Se og Hør, selvom hans navn stod under artiklen.
Det handlede bare om høflighed fra den anden journalist, der skrev historien, sagde Ken B Rasmussen.
Og Rigmor Zobels skitur til Schweitz havde heller ikke noget med bankoplysninger at gøre - der kom godt nok nogle sms’er fra kreditkortkilden, men artiklen blev til uden dem, forklarede Ken B Rasmussen.
Chefer nægtede også at tale
Alligevel bekræftede han ligesom Kasper Kopping, at chefredaktørerne på Se og Hør havde fuld indsigt i det, som kilden kunne levere – og dermed er grunden lagt til den næste del af retssagen – den del, hvor de tre tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup, Per Ingdal og Kim Henningsen skal afhøres.
Men før dét kom på plads, forsøgte forsvarerne endnu en gang at stikke en kæp i hjulet på anklagemyndighedens taktik.
Kim Henningsen og Per Ingdal fulgte "Tys Tys-kildens" eksempel og nægtede at afgive forklaring, før Henrik Qvortrup havde afgivet sin – og selvom det strider imod anklagerens oprindelige plan, er det sådan, det er blevet.
Henrik Qvortrup afhøres mandag – derefter står Per Ingdal og Kim Henningsen for tur.
Måske er Tys Tys helt tys tys
Om "Tys Tys-kilden" Peter Bo Henriksen på noget tidspunkt ønsker at tale er endnu uvist – på anklagemyndighedens reviderede liste står han som ’eventuelt’ og allersidst – efter 21 vidner i sagen har afgivet forklaring.
Landsretten har afsagt kendelse om, at tilståelsessagen, hvor mellemlederne Kim Bretov og Lise Bondesen tilstod deres roller i Se og Hør-sagen og fik udmålt domme på seks måneders betinget fængel samt 120 timers samfundstjeneste, ikke skal omstødes.
Alle de seks tiltalte nægter sig skyldige.
Se livebloggen for de første tre dage herunder: