Krimi

78-årig dræbte sin syge hustru med sovepiller: Nu er dommen faldet

Den 78-årige havde på forhånd erklæret sig skyldig i at slå sin syge hustru ihjel på hendes egen anmodning, men slipper med betinget fængsel.

Med dommen, der lyder på 50 dages betinges fængsel for at have ydet aktiv dødshjælp, slipper den 78-årige nu tidligere ægtemand til offeret i praksis for at komme i fængsel.

Drabet fandt sted på Rigshospitalets Klinik for Rygmarvslidelser i Hornbæk, hvor mandens 71-årige hustru var indlagt efter et fald i hjemmet, der havde lammet hende i hele kroppen. Her gav manden hende omkring 20 sovepiller, hvilket slog hende ihjel.

Ifølge mandens egen forklaring kunne lægerne intet gøre, og hans hustru så derfor frem til et liv afhængig af medicin og konstant pleje.

I retten forklarede manden ifølge BT, at hans kone ingenting selv kunne og derfor levede et ydmygende liv frem til sin død.

- Det eneste, der fungerede var hendes hoved. Og hun bad mig om at fri hende fra det fængsel, hun var i.

- Den kvinde, jeg har været gift med i over 50 år - jeg elsker hende og savner hende så forfærdeligt. Jeg måtte gøre det, fortalte manden grådkvalt i retten, skriver BT.

Drab på begæring

Manden var tiltalt for ”drab på begæring” med en strafferamme på op til tre års fængsel, men dommen lød altså på 50 dages betinget fængsel.

Det var en barmhjertighedsgerning, har den 78-årige tidligere sagt til Helsingør Dagblad, hvorefter han forklarede, at hans hustru havde tryglet ham om at dø.