Krimi

Blev ramt af sten fra motorvejsbro: Nu samler danske fodboldfans ind til tysk familie

En kvinde blev dræbt, da ukendte gerningsmænd kastede sten fra en motorvejsbro på Fyn. TV 2

Danske fodboldfans samler penge ind til den tyske familie, hvis bil blev ramt af en betonklods på den fynske motorvej i august.

Han kender ikke familien, men alligevel har Allan Mortensen fra Vejle startet en pengeindsamling, som skal gå til faren og den femårige dreng, der mistede deres kone og mor, da deres bil blev ramt af en betonklods på den fynske motorvej.

- Jeg tænkte, at nogen burde gøre noget. Og den nogen blev så mig, siger Allan Mortensen til TV 2.

I første omgang var indsamlingen tiltænkt at skulle holdes til den uofficielle danske fanklub af den tyske storklub Borussia Dortmunds 170 medlemmer, men da der kun kom 835 kroner ind på kontoen, så besluttede Allan Mortensen sig for at gøre indsamlingen offentlig. Og siden da er det gået hurtigt. I skrivende stund har Allan Mortensen indsamlet 12.300 kroner til familien.

- Indtil videre har det største donerede beløb været på 1000 kroner. Da det kom ind, så må jeg indrømme, at jeg fik en klump i halsen, siger han og tilføjer, at alle bidrag - små som store - er velkomne.

- Alt kan bruges. Om det så er en femmer eller en 10'er.

Hændelse har sat spor hos indsamler

Familien, som kom fra området, hvor fodboldklubben Borussia Dortmund holder til, havde været på ferie i Sverige og kom kørende på den fynske motorvej natten til den 21. august, da ukendte gerningsmænd kastede store betonblokke mod bilen fra en motorvejsbro. Moren blev dræbt på stedet, mens faren blev alvorligt kvæstet. Det vides endnu ikke, om han overlever. Den femårige dreng fik kun lettere skrammer og er i dag hos sin familie i Tyskland. Hvis faren dør, vil pengene gå til den femårige søn.

Allan Mortensen kører selv ofte på motorvejen, og hændelsen har fået ham til at se sig ekstra godt for.

- Det ligger hele tiden i baghovedet på mig, og jeg er begyndt at kigge op på broerne over motorvejen, når jeg kører, siger han.

Indsamlingen til den tyske familie slutter den 28. oktober.

Du kan støtte indsamlingen her.