Krimi

Skud affyret ved rockerborg i Odense

Der er affyret skud ved Hells Angels' klubhus i Odense. Skuddene kan være affyret fra en stor flok på knallerter.

Fredag over middag blev der affyret skud ved Hells Angels’ klubhus på Petersmindevej i Odense. Ingen kom til skade ved skyderiet.

8-10 knallerter med to personer på hver er set i området kort inden skyderiet. Oplysninger tyder på, at skuddene kom fra en af de personer, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelse.

Politiet kan endnu ikke sige, hvor mange skud der er affyret. De fik meldingen om skyderiet klokken 13.52 og var snart efter talstærtk tilstede.  

- Jeg kan bekræfte, at der har været et skyderi på Petersmindevej. Jeg kan også bekræfte, at der ikke er nogen, der er ramt, sagde sagsleder ved Fyns Politi Claus Andkjær tidligere til TV 2.

Politiet afspærrede straks området og gik i gang med at undersøge stedet.

Der er ikke pågrebet nogen gerningsmand, men politiet formoder, at skyderriet kan bunde i en konflikt mellem Hells Angels og Black Army, oplyser Claus Andkjær.

Efter skudepisoden har Fyns Politi oprettet en visitationszone.

Visitationszonen gælder til 27. september klokken 12. Den er afgrænset af Odense Å og Kertemindevej mod nord, motorvejen mod syd, Østre Ringvej mod øst, jernbanelinjen og Odense kanal mod vest. Se kort herunder.

Skyderiet ved Hells Angels' klubhus fandt sted to uger efter, at et medlem af Hells Angels blev ramt i benet under et skyderi på en tankstation i Odense.