Penkowa frifundet for groft dokumentfalsk: - Lær at stave til frifindelse

Modsat byretten finder Østre Landsret ikke den tidligere hjerneforsker skyldig i groft dokumentfalsk.

Efter et årelangt retsdrama om redeligheden i hjerneforsker Milena Penkowas forskning, har hun - i en vis grad - torsdag fået juridisk oprejsning.

Østre Landsret frifinder Milena Penkowa for groft dokumentfalsk. Tidligere har byretten ellers idømt hende ni måneders betinget fængsel for netop dette.

Landsdommerne er dog enige om, at Milena Penkowa har begået dokumentfalsk. Men tre ud af seks dommere mener ikke, at der er tale om et groft tilfælde.

Derfor er sagen ifølge Østre Landsret forældet.

- Jakke di jakke di jakke di jak. Prøv lige at lær TV 2 at stave til frifindelse, siger Milena Penkowa til TV 2 efter afgørelsen.

Det man kan læse er, at halvdelen af dommerne blot mener, at det ikke er en grov sag, og derfor er den forældret. Men de siger sådan set ikke, at du ikke har begået det, som byretten siger?

- Er vi enige om, at  jeg er frifundet, svarer Penkowa på TV 2s spørgsmål.

Det er vi helt enige om. Men hvad tænker du om den udmelding?

- Jeg er frifundet. Jeg er glad.

Skyldig i byretten

Sidste år i september fandt Københavns Byret det bevist, at Milena Penkowa tilbage i 2003 forfalskede fire dokumenter.

Det gjorde hun angiveligt for at undgå en sag om videnskabelig uredelighed.

Mens Milena Penkowa krævede frifindelse for anklagerne imod hende, mente Statsadvokaten i København, at straffen skulle skærpes i forbindelse med ankesagen.

Senioranklager Dorthe Vejsig fra Statsadvokaten havde ikke forudset en frifindelse.

- Jeg er overrasket over udfaldet. Men jeg kan konstatere, at det er en tre-tre-afgørelse. Så dommerne har jo langt fra været enige, siger Dorthe Vejsig efter dommen.

- Vi vil nu drøfte, om vi skal gå videre til Procesbevillingsnævnet med sagen, siger hun.

Uoverensstemmelse i antal roller

Formålet vil i så fald være at få Procesbevillingsnævnet til at vurdere, om anklagemyndigheden kan fortsætte til Højesteret med sagen mod Milena Penkowa.

I 2003 blev der rejst tvivl om, hvorvidt antallet af forsøgsrotter nævnt i videnskabelige artikler fra Milena Penkowas hånd stemte overens med virkeligheden.

De angiveligt falske dokumenter skulle overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at rotteforsøgene var gode nok, og at de var blevet foretaget hos et firma i Spanien.

Milena Penkowa forklarer efter Østre Landsrets afgørelse, at hun sagtens forstår, hvis danskerne ikke kan finde rundt i sagen.

- I bund og grund handler det om, om dyrene findes. Ja eller nej. Det kan vi koge det ned til. Jeg har hele tiden sagt, at hvis man vil vide, om dyrene findes, skal man kigge i kummefryseren. Det var også det, der kom frem i Østre Landsret, forklarer Penkowa til TV 2.

Forskning udført med kynisme

Retsformand John Mosegaard slog torsdag fast, at Milena Penkowas forskning i den forbindelse ikke var fin i kanten.

- Måden, det er udført på, er med stor kynisme, sagde han i Østre Landsret.

Mens sager om groft dokumentfalsk forældes efter ti år, er forældelsesfristen i sager om almindeligt dokumentfalsk fem år.

Og sagen mod Milena Penkowa har altså overskredet forældelsesfristen ifølge landsretten.