Politiet efterforsker nyt tip: Er stenkast på motorvej inspireret af Netflix-serie?

16x9
Et stenkast fra en gangbro i Aalborg ramte mandag aften en ambulance under udrykning. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Serien 'Slasher' på Netflix er nu et spor i sagen om det stenkast, der kostede en 33-årige mor livet på motorvejen over Fyn.

I en sommeraftens mørke kan man se omridset af en ung kvinde, der står på en bro over en støvet vej. Kun en enkelt gadelampe lyser. Men i det svage lys kan man se, at hun kaster en betonklods ned over vejen, idet en bil med fem unge drenge og piger på vej til skolefest kører under broen.

En af dem dør, mens de andre redder sig ud - og skriger.

Sådan starter tredje episode af Netflix-serien 'Slasher', og den er nu bragt ind i efterforskningen af stenkastet fra en motorvejsbro over Fyn, der en nat ved 4-tiden i august kostede en 33-årige tysk mor livet, da familiens bil blev ramt af en 30 kilo tung betonklods.

- Ja, det er et af de mange spor, vi arbejder med, siger Michael Lichtenstein, der er politikommissær og leder efterforskningen af stenkastet hos Fyns Politi.

- Jeg har sat en af mine efterforskere til at se afsnittet, forklarer han.

Politi ser Netflix i efterforskningen

Fyns Politi leder stadig efter et gennembrud i netop den sag.

- Vi kan ikke afvise det, men vi arbejder med en teori om, at den tyske familie var et tilfældigt mål. Sådan er det jo ikke i serien. Der prøver den unge kvinde bevidst at ramme en af de unge, der sidder i bilen, forklarer han.

Og netop det er centralt i efterforskningen. At den tyske familie var et tilfælde.

Sag fra januar taler imod

Men trods det afviser han at udelukke, at stenkasterne fra motorvejsbroen over Fyn er blevet inspireret af netop den serie. Men flere faktorer taler mod at lade sporet veje for tungt i efterforskningen.

- Serien er udkommet i sommerferien, og det strider mod en tilsvarende sag fra januar med en meget stor sten kastet ned fra samme bro, forklarer Michael Lichtenstein, der leder efterforskningen hos Fyns Polit.

At stenen er kastet ned fra samme bro og at der begge gange er brugt en meget tung sten - modsat de småsten, der bruges ved drengestreger - taler for, at sagerne kan hænge sammen. I august blev der kastet en tung betonsten. I januar var det en fortovsflise.

- Den sag ser vi meget på i efterforskningen, og hænger de sammen, har det jo ikke noget med Netflix at gøre, siger politikommissæren.

Savner det store gennembrud

Men Fyns Politi savner stadig det store gennembrud i sagen.

- Vi er mest bekymrede for, at nogen tror de har set noget, men er tavse, fordi de er tvivl. De skal endelig komme ud af busken og ringe til os.

Siden dødsfaldet på Fyn er der sket en stribe stenkast i Danmark. Du kan se dem på kortet her:

Ulykker, hvor objekter er blevet kastet fra vejbroer