Moren døde efter stenkast: Den 5-åriges far er stadig ikke i bedring

16x9
Bil med tre tyskere blev i slutningen af august ramt af en betonklods. Moren blev dræbt på stedet, og faren er fortsat i kritisk tilstand, mens sønnen slap med få knubs. Foto: TV 2/FYN

En 36-årige tysk far ligger stadig i kunstig koma, efter han blev ramt af en 30 kilo tung flisesten på en fynsk motorvej.

En 36-årig tysk familiefar er fortsat i så kritisk tilstand, at han risikerer aldrig at vågne fra sin kunstige koma på Odense Universitetshospital.

- Hans tilstand er fortsat kritisk, oplyser Charlotte Nyborg, der er kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi.

Faren blev hårdt kvæstet efter en eller flere gerningsmænd i slutningen af august kastede en 30 kilo tung flisesten ned på familiens bil fra en gangbro over motorvejen ved Langesøvej mellem Blommenlyst og Vissenbjerg på Fyn.

- Hans tilstand er ikke i bedring. Det er uvist, hvornår lægerne eventuelt vil forsøge at tage ham ud af koma, har efterforskningsleder Michael Lichtensten til TV 2.

Ifølge politiet blev der i alt kastet fire sten, hvoraf den ene ramte familiens bil. Udover at sende familiefaren i koma dræbte flisestenen en 33-årig mor, der sad på bagsædet, på stedet. Parrets femårige søn slap med lettere knubs.

Vidner efterlyses stadig

Familien havde været på ferie i Sverige og var den pågældende nat på vej tværs over Fyn for at komme hjem, da ulykken skete.

Nu er den femårige søn sammen med pårørende taget tilbage til Recklinghausen i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, hvor familien kommer fra, mens Fyns Politi fortsat håber, at familiefaren vågner op fra sit koma.

- Ud over, at vi er bekymrede for mandens velbefindende, vil vi også gerne tale med ham, hvis han skulle have set noget på motorvejsbroen umiddelbart inden ulykken. Men det er der desværre ikke tegn på, at vi kommer til i nærmeste fremtid, siger Michael Lichtenstein, som ikke afviser, sagen kan ende som dobbeltdrab, hvis faren afgår ved døden, til Fyens Stiftstidende.

Da familiefaren endnu ikke kan afhøres om ulykken, efterlyser Fyns Politi fortsat vidner.

- Vi får stadig en lille smule. Vi håber, nogen sidder med en oplysning, vedkommende måske betragter som ubetydelig, men som for os kan være den afgørende brik i efterforskningen, siger efterforskningslederen til Fyens Stiftstidende.