Kollega til betjent i koma: - Det kom som et kæmpe chok

Skudepisoden på Christiania har rystet politiet, men samtidig har det fået landets betjente til at rykke endnu tættere sammen.

- En betjent, som enhver person ville ønske kom én til undsætning. En rigtig dygtig kollega, og en meget vellidt ven.

Sådan beskriver politiassistent Cecilie Dyrlund sin kollega, som sidste uge blev skudt i hovedet på Christiania, og som fortsat svæver mellem liv og død.

I syv dage har han ligget i koma.

- Det kom som et kæmpe chok, da jeg hørte, at han var blevet skudt. Jeg skyndte mig at cykle på arbejde, selvom der egentlig ikke var brug for flere hænder. Men jeg havde brug for at være sammen med kolleger, siger Cecilie Dyrlund.

Kan ikke gå på job uden vest og hjelm

Onsdag aften blev betjenten skudt, da han var på en rutineopgave på Pusher Street. En anden politibetjent og en civil person blev ligeledes ramt af skud, da gerningsmanden trak sin pistol på vej ud af Christiania.

Og det er generelt blevet farligere at være politimand.

Alene hos Københavns Politi er seks betjente blevet skudt på af gerningsmænd i den seneste tid, forklarer Michael Møller, som er formand for Københavns Politiforening.

- Vi er nødt til at gå med skudsikre veste, og vi har fået lidt bedre våben og særlige hjelme, som kan modstå kugler. Det er desværre bare blevet en nødvendighed for at kunne passe arbejdet efterhånden, siger han.

Cecilie overbringer hilsen fra betjents familie

Cecilie Dyrlund er ikke blot kollega med den nu livstruede kollega, hun er også en nær ven til ham og hans højgravide kone.

Hun og en række kolleger har derfor oprettet en indsamling til støtte for familien, og i Godaften Danmark på TV2 overbragte hun tirsdag aften en hilsen fra familien.

- De er dybt, dybt rørte og taknemmelige over den opbakning, som de har mødt. Det betyder sindssygt meget for dem, fortæller Cecilie Dyrlund.

Du kan se hele hilsnen i videoen herunder:

Betjente mødte ind trods fridag

Efter skudepisoden er betjentene rykket tættere sammen, forklarer Cecilie Dyrlund. Og alle er lidt mere opmærksomme på, hvad der sker omkring dem, når de er på arbejde.

Men selv om skuddene på Christiania har ramt en nær ven, så overvejer Cecilie Dyrlund ikke at stoppe i faget.

- For mange politifolk er det her arbejde et kald. Det er noget, man har valgt, fordi man virkelig ønsker at kunne hjælpe folk. Derfor er det ikke sådan lige at stoppe, siger hun.

Samme følelse deler Michael Møller:

- Det er helt typisk for politifolk, at de rykker tættere sammen. Kort efter episoden på Christiania havde vi betjente, der kom med tips til efterforskningslederen, og betjente, der kørte ind i fritiden for at se, om de kunne finde gerningsmanden. Vi rykker tre skridt frem, når sådan noget sker, siger Politiforeningens formand.