Krimi

Ambulance med patient med hjertestop ramt af stenkast

Politiet leder efter en gruppe unge mennesker, som vidner har set på broen i tidsrummet omkring ulykken.

Nordjyllands Politi beder om offentlighedens hjælp til at finde mulige gerningsmænd til endnu en sag om stenkast fra en bro.

Mandag aften omkring kl. 20.30, blev der fra gangbroen over Humlebakken i Aalborg kastet en eller flere sten mod en ambulance, der kørte udrykning med en patient med hjertestop.

En bil ført af en 69-årig kvinde blev også ramt, uden at der dog kom skader på hendes bil. Ambulancen kunne trods en større bule på taget fortsætte mod hospitalet. Ingen personer er kommet til skade.

Politiet sendte straks patruljer til stedet, og de ledte efter tre til fem unge mennesker, som af både kvinden og et andet vidne var blevet set på broen. Formentlig var de unge mennesker kørende på knallerter.

Nordjyllands Politi leder fortsat efter de unge mennesker, der ifølge politiets oplysninger i går aftes skulle have befundet sig på gangbroen og har i den forbindelse brug for offentlighedens hjælp.

- Dem vil vi naturligvis gerne tale med. Det er ikke sikket, de unge mennesker har gjort noget, men vi er interesseret at tale med dem, så vi kan få afklaret deres rolle. Derfor håber vi, at der er vidner, der har bemærket noget omkring klokken 20.30 siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen til TV 2.

Tilfældigheder forhindrer alvorlige skader

Da der ikke er skader på den 69-årige kvindes bil, ved Nordjyllands Politi ikke med sikkerhed, om der er kastet flere sten, men det er nærliggende at tro, siger Poul Severinsen. Om stenen, der ramte ambulancen, siger han:

- Det er svært at sige, hvor stor stenen er, men i og med, vi har en skade på taget af en bil, er det ikke en mikroskopisk sten, som ligger ude i siden af vejen.

- Vi tager det her meget alvorligt. Det er jo tilfældigheder, der afgør, hvordan tingene udvikler sig. I det her tilfælde kom ingen heldigvis til skade, men det er der ingen garanti for, tilføjer Poul Severinsen.

Tirsdag er Nordjyllands Politi fortsat i området omkring gangbroen for undersøge spor og indsamle tekniske beviser.