Stenkast hærger også nordtyske motorveje: - Det er frygt, chok og afmagt

I Nordtyskland ser man samme trend som herhjemme med sten, der kastes ned over motorveje - og det skaber frygt på vejene.

Sten, der kastes fra motorvejsbroer, har allerede kostet ét liv herhjemme.

Det skete søndag den 21. august, da en bil med en tysk familie blev ramt af en betonklods på motorvejen over Fyn. Det kostede den 33-årige mor livet.

Men det er ikke kun noget der sker i Danmark. I Nordtyskland ser man også et mønster af forbrydelser på motorvejene. Ligesom i Danmark står politiet uden spor efter gerningsmændene - og det skaber frygt på vejene.

- Det er frygt, chok og afmagt, siger Hajo Agena, der er direktør for transportindustrien i Nordtyskland.

- Vi ved ikke, hvad vi skal gøre.

Den nordtyske transportindustri har derfor udlovet en dusør på 5.000 euro (godt 37.000 kroner).

Stenkast på stribe

Siden begyndelsen af juni har der været stenkast på stribe på motorvej A1 syd for Bremen med 10 angreb på en strækning på bare 80 kilometer. 

Angreb, der efterforskes som mordforsøg.

- Politiet kalder det rent held, at der er ikke er nogen, der er døde af det endnu, siger TV 2's reporter Marc Killigren fra en motorvejsbro over A1.

Der arbejdes ud fra en teori om, at angrebene høj sandsynlighed hænger sammen, men politiet har stadig ingen fært af gerningsmændene.

Flere danske eksempler

Herhjemme er der i løbet af de seneste uger blevet registreret et væld af sager, hvor tunge genstande - oftest sten - er blevet kastet ned fra broer på vejene under.

Så sent som natten til fredag blev en bil ramt af en sten ved 02-tiden, da han kørte under cykelbroen ved motorvejen ved Gullestrup.

I Danmark er den fynske motorvej et af de mest udsatte steder. Men på mange strækninger rundt i landet har bilister oplevet, at der er blevet smidt forskellige genstande mod vejbanen, som forårsager store skader.

Se kortet over, hvor der kastes sten fra broer i Danmark:

Ulykker, hvor objekter er blevet kastet fra vejbroer

Angst i transportbranchen

I Tyskland er sten ikke det eneste våben, der tages i brug.

Ved byen Schneeheide mellem Bremen og Hannover blev to kloakdæksler kastet ned på motorvejen og ramte en lastbil. Chaufføren slap med overfladiske skrammer, men i den tyske tramsportindustri er man bange.

- Det er frygten for, at der sker mere, at andre vil gøre det efter, at det kommer til at ske fra mange broer i hele Tyskland, og at flere bliver dræbt, siger direktør Hajo Agena.

Mørketal

Tyske myndigheder tror ikke, at de 11 senest registerede stenslag er de eneste.

Da der er mange udenlandske billister på vejene om sommeren, frygter de, at langt flere er blevet ramt, uden at de har anmeldt det.

- Vi har desværre ingen løsning på dette problem. Den eneste løsning er, at gerningsmændene snart bliver fanget, siger direktøren for den nordtyske transportindustro, Hajo Agena.