Krimi

3F giver 50.000 kroner til dusør for at fange stenkastere

Chauffører under 3F bliver utrygge af stenkastene.

Politiet kalder dusøren meget stor.

Dusøren for det tip, der fører til anholdelse af gerningsmændene bag stenkastet fra en fynsk motorvejsbro tidligere på måneden, vokser stadig.

Senest har 3F's Transportgruppe lagt 50.000 kroner oveni dusøren for det afgørende tip, der kan fælde gerningsmændene, skriver Fagbladet 3F. 

Den 30 kilo tunge betonblok dræbte en 33-årig tysk mor, og siden har Fyns Politi fået mange henvendelser fra privatpersoner, firmaer og organisationer, der ønsker at donere dusør-penge. 

- Det er den største dusør, jeg har set i alle de år, jeg har været ansat ved politiet. Men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse det samlede beløb, der er blevet indbetalt til politiet. Vi melder muligvis ud på et senere tidspunkt. Det er noget, vi overvejer, siger Janne Svärd, der er chefkonsulent ved Fyns Politi. 

Formanden for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen pointerer, at 3F's chauffør-medlemmer er på vejene i 80-90 procent af deres arbejdstid, hvilket gør dem udsatte. 

- De her episoder skal stoppes, før der kommer endnu flere liv på spil. Det er fuldstændig vanvittigt, uanset om målet med at smide med sten er at ramme privatbiler, en taxi, en ambulance, en bus eller en lastbil, siger han.