Krimi

Mor blev dræbt på motorvej: Nu ved politiet, hvor den dræbende betonklods stammer fra

Den tyske kvinde blev dræbt, da denne tunge sten blev kastet fra en motorvejsbro på Fyn. Politifoto / Scanpix Denmark

Den betonblok, der blev smidt ned på den fynske motorvej fra en bro og ramte en bil, blev formentlig stjålet fra en byggeplads ved Tarup Centeret.

Den 30 kilo tunge betonblok, som blev smidt fra en motorvejsbro, ramte søndag den 21. august kort før klokken 04 en tysk personbil med en 36-årig mand, hans 33-årige hustru og parrets femårige søn. Kvinden blev dræbt, da betonblokken ramte bilen. Manden blev alvorligt kvæstet, mens drengen fik mindre skrammer.

Der blev i alt smidt to betonblokke og to mindre brosten ud fra Langesøvej-broen. Det er de to betonblokke, Fyns Politi nu formoder stammer fra en byggeplads ved Tarup Centeret.

- Vi ved med sikkerhed, at der mangler et sæt IBF Danblok Type 2 hjørnesten som dem, der blev smidt ned på motorvejen, fra byggepladsen. Det er dels henvendelser fra borgerne, dels vores efterforskning, der har ført os på det spor, siger politikommissær Michael Lichtenstein, der leder efterforskningen.

Producenten af Danblok Type 2 betonblokkene, IBF, har til politiet oplyst, at der flere gange er leveret betonblokke ved Tarup Centeret siden den 14. juni 2016. Den seneste levering skete torsdag den 18. august 2016. De tunge blokke har stået frit tilgængelige ud mod Rugvang langs Tarup Centerets parkeringsområde.

Brug for offentlighedens hjælp

-Vi har brug for offentlighedens hjælp til at finde ud af, hvornår de to blokke blev fjernet fra stedet. Har nogen set mistænkelige personer omkring byggeriet mellem den 14. juni og 21. august – eller set nogen læsse betonblokke op på en trailer eller måske ind i en bil, så vil vi meget gerne høre om det, siger Michael Lichtenstein.

Der er ikke serienumre eller lignende på blokkene. Derfor kan politiet ikke med 100 procents sikkerhed slå fast, at de to blokke stammer fra Tarup.

- Nej, det kan vi ikke, men ud fra resultaterne af vores efterforskning, så arbejder vi lige nu ud fra, at betonblokkene blev stjålet fra byggepladsen ved Tarup Centeret, siger Michael Lichtenstein, der sammen med sit hold af efterforskere stadig arbejder på at kvalificere og undersøge de flere end 200 henvendelser, der er kommet fra borgerne i sagen.

- Borgernes hjælp er meget afgørende i denne sag. Så vi er utrolig glade for de mange henvendelser, vi allerede har fået. Jeg håber selvfølgelig på, at de nye oplysninger i sagen vil få nogen derude til at reagere føre os på sporet af gerningsmanden eller gerningsmændene, siger Michael Lichtenstein.

Den 36-årige familiefars tilstand er fortsat kritisk, men stabil. Han er indlagt på intensiv afdeling på Odense Universitetshospital, hvor han på ubestemt tid bliver holdt i kunstigt koma.