Anklager i terror sag: Angreb i København det samme som angreb mod Charlie Hebdo

16x9
Omar El-Hussein Foto: Politifoto / Scanpix Denmark

Efter 15 retsmøder over det seneste halve år i terrorsagen konstaterede anklageren kort og godt. De fire tiltalte er skyldige i medvirken til terror.

Sagen begyndte den 10. marts. Siden har tilhørere, nævninge, dommere, et stort antal betjente i skudsikre veste, en anklager fra Statsadvokaten for København og en fra Københavns Politi, de fire tiltalte og deres forsvarsadvokater og journalister fra alle de store medier tilbragt i alt 15 rets dage i nævningesal 60 på Nytorv i det indre København.

Utallige timers sekvenser fra flere af de i alt 230 overvågningskameraer fra Mjølnerparken er blevet dokumenteret. Minutiøst. Hvordan Omar El-Hussein tre kvarter efter angrebet ved Krudttønden den 14. februar sidste år ankommer i en taxa, går ind i en opgang, hvor en af de tiltalte bor, får en grå hættetrøje, som han har på, da han forlader opgangen igen.

Hvordan de fire tiltalte på kryds og tværs gennem de næste godt seks timer mødes med Omar El-Hussein forskelige steder i Mjølnerparken og på internetcaféen Powerplay på Nørrebrogade. Hvordan en af dem får stukket en sort plasticpose i hånden med gerningsvåbnet fra Krudttønden og en anden køber en skuldertaske i Føtex til Omar El-Hussein. En taske anklageren mener, han brugte til at gemme de to pistoler, han brugte under angrebet ved synagogen. En taske, han havde på sig, da han blev dræbt på Svanevej i det københavnske nordvest kvarter tidligt søndag morgen den 15. februar.

Og forklaringen på den tætte kontakt har stort set været enslydende fra de fire tiltalte. ”Vi billiger ikke hans handlinger. Han var selv ked af, at han skød en uskyldig ved Krudttønden. Men vi hjælper en ven, når han har brug for det, og vi stikker ingen til politiet."

Ikke desto mindre mener anklagemyndigheden, at de fire er skyldige i medvirken til terror, drab og drabsforsøg ved at have bistået Omar El-Hussein i timerne op til terrorangrebet ved synagogen kl. 00.41, hvor han på klos hold skød og dræbte den civile vagt Dan Uzan og sårede de to betjente, der stod vagt ved synagogen.

Angreb i København det samme som Charlie Hebdo

Anklageren lagde fra morgenstunden ud med at påstå frifindelse for medvirken til terror ved at have overdraget Omar El-Hussein den grå hættetrøje. Overdragelsen skete så tidligt i forløbet, så her mener anklageren ikke, at de kunne have forudset, hvad Omar El-Hussein havde af planer.

Men anklageren Bo Bjerregaard mener, at angrebet kan sammenlignes med angrebet på det franske satiremagasinet Charlie Hebdo en måned før. Og hans medanklager konstaterede da også, at angrebet den 14. og 15. februar var et angreb på ytringsfriheden.  

Anklageren ridsede sagen op således.

Omar El-Hussein fortalte straks efter sin ankomst om sit angreb ved Krudttønden til de tiltalte Liban Elmi og Ibrahim Abbas, som fortalte det videre til de to øvrige tiltalte Bostan Hossein og Mahmoud Rabea.

- Ved at indvie de tiltalte løb Omar El-Hussein en risiko for at blive anholdt og få spoleret sine planer.

- Omar El-Hussein løb kun den risiko, fordi han ønskede de tiltaltes hjælp og opbakning

- De tiltalte tog herefter til Mjølnerparken som gruppe for at hjælpe og støtte Omar El-Hussein med indkøb af taske og fremskaffelse af ammunition

- Det var i den forbindelse helt uundgåeligt, at de tiltalte fik kendskab til at Omar El-Hussein skulle gennemføre et nyt angreb som det ved Krudttønden.

- De tiltalte har haft direkte fortsæt til medvirken til terrordrab og drabsforsøg, da de vidste, at Omar El-Hussein kunne begå et nyt angreb, sagde anklager fra Statsadvokaten i København Bo Bjerregaard

Og henvendte sig direkte til dommere og nævninge:

- Siger jeres sunde fornuft, at de tiltalte kunne forudse, at det var muligt, at Omar El-Hussein ville begå ny kriminalitet og dermed accepterede det, støttede ham og hjalp ham alligevel, så er der fortsæt til det, det er dolus eventualis, og så skal de dømmes.

Skriften på væggen

Anklageren har forsøgt at få radikalisering ind i sagen. Spurgt de tiltalte til deres sympatier med terroraktioner. Men de har alle nægtet at have sympati for Omar El-Husseins angreb.

Ibrahim Abbas, der er barndomsven med Omar El-Hussein og var den første, han opsøgte tre kvarter efter, han havde skudt ved Krudttønden, har tidligere forklaret, at han ikke billigede Omar El-Husseins angreb ved Krudttønden. 

- Jeg tager afstand fra hans handlinger, men han er min bror, jeg tager ikke afstand til ham, forklarer Ibrahim Abbas.

Men i sidste uge forsøgte anklageren at overbevise dommere og nævninge om, at Ibrahim Abbas har terrorsympati. I juni fandt fængselsbetjente på Politigårdens fængsel på fællestoilettet en skrift på væggen.

”Den besked er til alle de danske svin. Vi er kommet til Jeres land af en grund, At dræbe Jer vantro. Der vil komme sultne lover og lægge Jeres land i ruin. Jeres dage er kommet, der er ikke nogen, der kan gemme sig for os, for vores skaber er med os. Loyalitet til Abu Bakr al-Bagdadi. (IS´s selvudnævnte leder red.)

En ekspert i håndskrift fra Rigspolitiet vidnede i retten. Hun havde sammenlignet Ibrahim Abbas håndskrift med skriften på væggen på fællestoilettet på 3. sal, hvor netop Ibrahim Abbas sidder varetægtsfængsel, og sagde, at det var overordentligt sandsynligt, at skriften var ens.

Men Ibrahim Abbas nægtede, at han stod bag. At det kunne være alle, der sad i cellerne på 3. etage i Politigårdens fængsel. 

Hyldest til IS leder

Også Abu Bakr al-Bagdadi blev nævnt i anklager fra Københavns Politi Sidsel Klixbülls procedure. Nemlig, da Omar El-Hussein kort før angrebet kl.15.30 ved Krudttønden den 14. februar lagde en hyldest ud til netop IS´s selvudnævnte leder.

Hun brugte sin del af proceduren til minutiøst at gennemgå de fire tiltaltes meget tætte kontakt med Omar El-Hussein i timerne op til angrebet ved synagogen. Via overvågningskameraer fra Mjølnerparken og fra internetcaféen Powerplay.

Blandt andet kl. 16.36, hvor man ser tre af de tiltalte sidde foran en computer, hvor det efterfølgende er dokumenteret, at de blandt andet søgte på EB.dk. Det er godt en time efter Omar El-Hussein har affyret mindst 28 skud mod Krudttønden og dræbt den 55 årige filminstruktør Finn Nørgaard. Man ser en af de tiltalte tage sig til hovedet og rive en af de andre i jakken frem og tilbage.

- Her ved de, hvad deres ven har begået, de morer sig ligefrem. Omar El-Hussein løb den risiko at indvie sine venner, fordi han satsede at få noget igen. Han opsøgte sine brødre, for at få deres hjælp. Og de var de selvfølgelig klar over det, konstaterede anklageren i sin procedure

Proceduren blev afbrudt kort før middag, da Ibrahim Abbas havde en kontrovers med de betjente, der sidder tæt på ham for at forhindre, at han taler med de øvrige tiltalte. Han blev lagt i håndjern, ført ud af retten, men retsformanden bestemte, at han skulle ind i retten igen – uden håndjern.

Næste retsmøde er den 6. september, hvor forsvarer Michael Juul Eriksen kommer med sin procedure.