Krimi

Lever under jorden: 45-årig rodet ind i trippeldrab ved tilfælde

Den 45-årige mand, der i dag blev idømt et års betinget fængsel for skydevåben, lever under jorden uden kontakt til sine børn, fremgår det af dommen.

Hvorfor en 45-årig mand tidligere tirsdag blev idømt et års betinget fængslet for et skydevåben, som Københavns Politi knytter til et tredobbelt drab på Frederiksberg i november 2015, stod ikke klart efter domsafsigelsen, der ved en fejl fandt sted bag lukkede døre.

Men TV 2 har nu fået aktindsigt i dommen mod den 45-årige.

Heraf fremgår det, at han ifølge sin egen forklaring blev rodet ind i sagen ved et tilfælde.

Han forklarede,  at han opholdt sig hos en 55-årig kammerat i Ballerup 10. november 2015 om eftermiddagen, da kammeraten ifølge den dømtes forklaring var ved at gøre et våben klar.

Politiet mener, at den 55-årige senere den dag solgte våbnet videre til en række rockerrelaterede mænd, der kl. 03.30 den følgende nat skød og dræbte tre mænd, som sov i en lejlighed på Frederiksberg.

Det fremgår af dommen, at det var den 45-årige, der selv gik til politiet, da sammenhængen mellem skydevåbnet og det tredobbelte drab gik op for ham.

Noget, der skal være sket i januar 2016.

Her aflagde den 45-årige en 'fuld tilståelse', fremgår det af dommen, ligesom han 'gav politiet oplysninger, der efter det oplyste har haft stor betydning for politiets efterforskning i en sag vedrørende tre drab begået i et bandemiljø'.

Den 45-årige er i dag gået under jorden, står der i dommen.

- Tiltaltes samarbejde med politiet har haft meget store personlige konsekvenser for ham, idet han siden januar 2016 har levet på en beskyttet adresse langt fra sit hjem - et ophold der forventes at skulle fortsætte i hvert fald til tiltalte har afgivet forklaring i hovedagen.

I samme periode har den 45-årige ikke haft kontakt til sine børn, står der i dommen.

En række mænd med bånd til rockergruppen Bandidos sidder fængslet i sagen om det tredobbelte drab, der af politiet er betegnes som rendyrkede likvideringer.

Alle mænd nægter sig skyldige. Det samme gør to mænd - heriblandt den 55-årige fra huset i Ballerup - som skal have solgt drabsvåbnet videre i timerne før likvideringerne på Frederiksberg.