Efter flere stenkast fra motorvejsbroer: Politiet frygter det er en ny trend
Politiet frygter, at stenkast fra motorvejsbroer kan komme til at koste flere menneskeliv.
Der har været nye meldinger om stenkast mod bilister fra motorvejsbroer på Sjælland det seneste døgn. De nye anmeldelser kommer blot fem dage efter, en tysk kvinde blev dræbt, da ukendte gerningsmænd kastede en 30 kilo tung sten mod den bil, som hun var passager i, på motorvejen på Fyn.
Kasper Carstensen, maskinfører fra Vordingborg, er en af dem, der på første hånd har oplevet at få kastet sten på sin bil, mens han kørte på motorvejen i går, torsdag. Han slap selv uden skader, men ruden på hans bil flækkede.
- Man tænker lidt over, hvad der egentlig kunne være sket, siger han til TV 2.
Flere stenkast med materielle skader
Og Kasper Carstensen var ikke den eneste, der blev udsat for stenkast på Sjælland i går. En halv time tidligere blev der kastet med sten fra en bro på Hillerødmotorvejen. I bilen sad en 77-årig mand, som ikke kom noget til. Men stenen slog hul i soltaget.
Og senere skete det igen. Lidt efter klokken 17 blev der kastet med sten ved Avedøre Havnevej i Rødovre. Her blev ingen ramt, men politiet har sendt stenene til tekniske undersøgelser.
Det er ikke drengestreger
Og politiet tager sagerne meget alvorligt.
- Jeg opfatter ikke det her som drengestreger. Man bør vide - med hel almindelig sund fornuft - at gør man det her, så er det med en meget voldsom fare for de mennesker, som det eventuelt måtte ramme, siger Lars Jørgensen, politikommissær ved Københavns Vestegns politi.
Politiet frygter nu, at der er tale om gerningsmænd, der kopierer hinanden.
- I min optik ligner det noget, der er udført af en copycat, hvor man tænker, at man skal ud at lave noget, der ligner, siger Lars Jørgensen.
- Jeg kigger på alle broerne
Og Kasper Carstensen har fået sat en skræk i livet.
- I morges, der overvejede jeg faktisk, om jeg skulle køre ad landevejen, for jeg føler mig sgu lidt bange. Jeg kigger på alle broerne - hver og én, slutter Kasper Carstensen.