29-årig mor har mistet livet i bilulykke
En 29-årig kvinde har mistet livet i en færdselsulykke. Kvindens far og datter er bragt til hospitalet.
En 29-årig kvinde er omkommet i et færdselsuheld på Koldingvej ved Toftlund.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
De to øvrige passagerer i bilen er kørt til sygehuset med skader.
Pårørende er underrettet
Ifølge JydskeVestkysten er der tale om en 63-årig mand, der kørte bilen, og en seksårig pige.
- Alle passagererne var i familie. En far, datter og barnebarn, siger Ole Aammand, vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til avisen.
Politiet ved endnu ikke, hvad der er skyld i ulykken.
- Vi har ikke kunnet afhøre føreren, da han er på sygehuset. Men bilen kører i grøften og lander på siden, så passagererne bliver fastklemt i bilen, siger Ole Aammand til JydskeVestkysten.
De pårørende er underrettet.