Første dom i Se og Hør-sagen: Aller skal betale 10 mio. i bøder - to tidligere ansatte dømt

De to tiltalte blev idømt seks månedes betinget fængsel, mens Aller fik 50 dagbøder på hver 200.000 kroner.

De første domme i den såkaldte Se og Hør-sag er faldet ved retten i Glostrup torsdag.

De to tidligere Se og Hør-medarbejdere Lise Bondesen og Kim Bretov er ved Retten i Glostrup blevet idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste, mens Aller-koncernen skal betale 50 dagbøder af 200.000 kroner, i alt 10 millioner kroner.

I dommen blev der lagt vægt på, at der var tale om hacking under skærpende omstændigheder og bestikkelse af folk i den private sektor. Men der blev også lagt vægt på, at det ikke var de to nu dømte, der var med til at indgå aftalen.

De to tiltalte, tidligere nyhedschef Lise Bondesen og tidligere redaktionschef Kim Bretov, har begge valgt at tilstå deres andel i sagen. Anklageren, specialanklager Morten Frederiksen, krævede dem idømt mindst fire måneders fængsel.

De to tiltaltes forsvarere har krævet, at de to slap med en betinget straf, mens Aller Medias advokat siger, at selskabet er indstillet på at betale en bøde i omegnen af 15 millioner kroner.

Se og Hørs tidligere nyhedschef har torsdag i retten sagt, at det var "forkert", da ugebladet i 2008-2012 benyttede personlige kreditkortoplysninger til blandt andet at lokalisere kendte og kongelige på rejser i udlandet.

- Vi gik over stregen. Jeg har fortrudt, siger Lise Bondesen, der er en af to tiltalte, som har tilstået.

Lise Bondesen modtog dommen, men Kim Bretov har udbedt sig betænkningstid i forhold til en anke af dommen til Østre Landsret.

Også Aller Media har valgt at modtage dommen.

- Vi tager ansvar for vores handlinger i denne sag, siger Allers forsvarer Hans Jakob Folker til TV 2.