Krimi

25.000 danskere snydt på seks timer: Troede de fik et godt tilbud

På seks timer nåede 25.000 danskere at klikke på svindelnummer, der involverede bl.a. Fakta, Lidl og Netto.

En svindelkampagne med kuponer på Facebook har fået tusindvis af klik – både Fakta, Netto, Aldi, Lidl, Lego og flere andre varemærker er blevet udnyttet, skriver computerworld.dk.

Således klikkede mere end 25.000 danskere på kun seks timer onsdag på en falsk Fakta-konkurrence, hvor bagmændene bag svindlen lokkede med gavekort eller rabat til supermarkedskæder som f.eks. Fakta og Netto.

- Det spredte sig som en steppebrand, fortæller sikkerhedsmand Peter Kruse fra det danske sikkerhedsfirma CSIS til computerworld.dk.

Bliver bombarderet med spam i indbakke

Formålet med svindlen er at lokke folk til at modtage endnu mere spam, for ofte er der en del tekst med små bogstaver, som man ikke lige får læst, når man klikker og oplyser sine personlige oplysninger. Det betyder, at man i fremtiden vil modtage mange spammails, mens svindlerne får en kontant afregning for at snyde danskerne til at modtage de mange mails.

Peter Kruse oplyser, at disse kampagner ofte optræder i stimer og at omfanget i den seneste måned er vokset markant. Han opfordrer folk til at holde hovedet koldt – og ikke klikke på hvad som helst på internettet.

"Husk nu, at hvis et tilbud ser for godt ud til at være sandt, så er det ikke sandt. Selv om det er et kendt varemærke, der lokkes med og Facebook er kanalen, så er det ofte svindel."