Stor betonklods kastet ud fra motorvejsbro: En person omkommet
Fyns Politi beder offentligheden om hjælp til at finde gerningsmanden eller gerningsmændene.
En person er død, mens en anden er kommet alvorligt til skade, efter en bil med en udenlandsk familie tidligt søndag morgen blev ramt af en stor betonklods kastet ud fra en bro på Fynske Motorvej.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Ulykken skete kort før klokken 4.00, hvor bilen kom kørende på motorvej E20 i retning mod Jylland. Ud over den dræbte og tilskadekomne er et barn sluppet med skrammer.
Betonklodsen er ifølge Fyns Politi smidt ud fra broen ved Langesøvej, der krydser motorvejen mellem afkørsel Blommenslyst og afkørsel Vissenbjerg.
- Vi har allerede nu valgt at gå ud med oplysninger om, hvordan ulykken er sket i håb om, at der er nogen derude, som kan hjælpe med oplysninger, så vi kan finde frem til gerningsmanden eller gerningsmændene. Vi håber, nogen har set noget eller måske ved noget, der kan hjælpe med at finde frem til den eller de skyldige, siger vagtchef Mie Brøchner fra Fyns Politi.
Fyns Politi kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere om de tilskadekomne, da de pårørende ikke er underrettede.
Motorvejen er søndag klokken 08.15 åben igen.
Oplysninger i sagen kan gives til Fyns Politi på telefon 114.
Flisekast fra samme bro i januar
Det er ikke første gang, at en bil på motorvejen er blev ramt netop ved denne bro.
31. januar i år blev en bil personbil med far, mor og to børn ramt af en 30 kilo tung betonflise, og samme dag meldte også en tysk bilist om, at hans bil var blevet ramt af en sten, som var kastet ud fra broen.
TV 2 har søndag morgen spurgt Fyns Politi, om der kan være en sammenhæng mellem mellem hændelsen i januar og den i dag. Det har polititet endnu intet overblik over.