Terrorsagen fra København

Skudt i ansigtet foran synagogen: Nu genfortæller betjente de dramatiske sekunder

Et terrorangreb, som det der ramte Krudttønden og den jødiske synagoge i København sidste år, er stadig den mest sandsynlige terrortrussel mod Danmark. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Sagen mod de fire mænd, der er tiltalt for at hjælpe Omar El-Hussein med et terrorangreb i februar 2015, går nu ind i sin afsluttende fase.

Bevisførelsen mod de fire mænd, som ifølge tiltalen hjalp Omar El-Hussein med at begå et terrorangreb i København, er nu ved at være slut.

Når nævninge og juridiske dommere i dag sætter sig til rette i retssal 60 i Københavns Byret, bliver det for at høre sagens sidste vidner - nemlig de to betjente fra Københavns Politi, der bevogtede synagogen i Krystalgade 15. februar 2015, da Omar El-Hussein gik til angreb.

Alle fire tiltalte i sagen nægter sig skyldige.

Det er under sagen kommet frem, at Omar El-Hussein sad på internetcaféen Powerplay på Nørrebro i timerne inden angrebet og foretog en række søgninger. Først efter islamkritikeres privatadresser - og siden efter det sted, han senere skulle angribe.

De juridiske dommere og nævningerne har allerede set en video af angrebet, der fandt sted over bare få sekunder.

På videoen ses Omar El-Hussein kl. 00.41.45 gå direkte over mod den privat vagt Dan Uzan, der netop havde afløst en kollega foran synagogen, hvor en privat fest fandt sted den nat.

Da han var ca. en meter fra Dan Uzan, løftede han armen og skød Dan Uzan direkte i ansigtet. Derpå gik han til angreb på de to betjente, som i dag afgiver forklaring.

Omar El-Hussein spillede fuld, indtil patrulje kørte forbi. I løbet af få sekunder dræbte han en civil vagt fra synagogen - Dan Uzan - og sårede to betjente.

Pressen og tilhørere i sagen har været afskåret fra at se videoen af hensyn til Dan Uzan, men i den evaluering af terrorangrebet, som tidligere er offentliggjort, gengives skyderiet i detaljer sekund for sekund - med udgangspunkt i videoen.

Kl. 00.41.46 pegede Omar El-Hussein mod de to betjente, som stod nogle meter fra ham. Der sås lysglimt, og de to betjente faldt bagover og landede på fortovet op af gitteret. Der sås endnu et lysglimt. Begge betjente blev ramt – den ene i armen og den anden i foden. Omar El-Hussein sigtede umiddelbart stadig mod betjentene.

Kl. 00.41.47 sås der yderligere to lysglimt fra Omar El-Hussein, der stadig pegede på betjentene. Han afgav i alt seks skud med to forskellige pistoler, henholdsvis kaliber 7.65 og 9 mm - en i hver hånd.

Den ene politimand afgav ét skud, der dog ikke ramte. Den anden politimand løsnede ingen skud.

Københavns Byret har tidligere hørt den vagt, som Dan Uzan afløste foran synagogen. Han så ikke selve skyderiet, men kastede sig til jorden, da han hørte skud.

- Jeg så en person komme, der så ud til at være påvirket, beruset, han havde et slingrende hoved. Kort efter afløste Dan mig. Jeg gik ind i slusen, og jeg hørte, at der bliver skudt. Jeg kastede mig ned, og lå der nogle sekunder. Hørte kun lyden af skuddene, erindrer glimtene, men jeg stod med ryggen til. Jeg stak hånden gennem lågen for at få kontakt til Dan, men kunne se, at han var ramt, fortalte vidnet.

Når de to betjente har afgivet forklaring i dag, er bevisførelsen ved at være slut.

Tirsdag tager anklagerne og derpå sagens forsvarere hul på proceduren, der skal finde sted over tre retsdage. Ifølge tidsplanen er det meningen, at Københavns Byret 6. september 2016 vil afsige kendelse om, hvorvidt de fire mænd vitterligt medvirkede til et terrorangreb den dag, eller om de bare hang ud med en ven i Mjølnerparken og på en internetcafé - sådan som de selv påstår.

Her er de fire tiltalte i terrorsagen

Mahmoud Rabea, 31 år

Mahmoud Rebea

Mahmoud Rabea, 31 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Ligesom Omar El-Hussein blev han løsladt ikke længe før 14. februar 2015. Han afsonede en straf på fem år og otte måneders fængsel, som han blev idømt i Højesteret i 2011. Sagen handlede om et omfattende våbenlager med en stribe militærrifler- herunder også forsøg på at bygge en fjernstyret bombe - som politiet fandt i september 2008 i Haraldsgade på Nørrebro.

Er tidligere blevet betegnet som ”toneangivende” person fra bandemiljøet. På Facebook har han opslået flere billeder af folk iført Brothas-trøjer samt tegninger af personer med rifler og pistoler.

Anholdt i 19. marts 2015. I hans besiddelse fandt politiet 10 stk. 7,65 mm ammunition af mærket ”Geco” samt 47 stk. 9 mm ammunition af mærket ”CBC Luger”.

Netop de to typer er identisk med dem, som Omar El-Hussein brugte ved synagogen og på Svanevej, da han blev dræbt.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Ibrahim Khalil Abbas

Ibrahim Khalil Abbas, 23 år

Kaldenavn: "Ibo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Har boet dør om dør i Mjølnerparken med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 20-årige Liban Ahmed Saleban Elmi – i Mjølnerparken. Anholdt på internetcaféen Powerplay 15. februar 2015.

Er tidligere straffet for vold og røveri og har blandt andet været fængslet i sagen, fordi der ifølge retten var bestemte grunde til at frygte, at Ibrahim Khalil Abbas på fri fod ville begå ny personfarlig kriminalitet. Også dømt for kriminalitet begået sammen med Omar El-Hussein.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. "BMW", "Mercedes" og en natklub i Indre By.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Liban Ahmed Saleban Elmi

Liban Ahmed Saleban Elmi, 21 år

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Bhostan Khan Hossein – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Har erkendt i retten, at han og Hossein mødte Omar, og at Hossein tog imod noget, som han senere gemte i et krat. Bedyrer, at han ikke vidste, hvad det var.

Har boet dør om dør med Omar El-Hussein og en anden af de tiltalte i sagen – 23-årige Ibrahim Khalil Abbas - i Mjølnerparken. Ikke ifølge TV 2’s oplysninger tidligere sat i forbindelse med personfarlig kriminalitet – eller våbensager. Anholdt på sin bopæl 15. februar 2015.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Ibrahim Khalil Abbas og Bhostan Hossein, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Det var den computer, Liban Elmi sad ved, som Omar foretog søgningerne fra.

Mødte Omar El-Hussein med kram og glæde efter angrebet på synagogen, da Omar vendte tilbage til Powerplay.

Foto: Anne Gyrite Schütt

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Bhostan Khan Hossein

Bhostan Khan Hossein, 26 år

Kaldenavn: "Bobo".

Tiltalt for at have medvirket til terrorisme og terrorforsøg i tidsrummet 14. januar 2015 kl. 16.15 til 15. februar 2015 kl. 00.40 i og omkring Mjølnerparken og internetcaféen Powerplay på Nørrebro.

Politiet mener desuden, at han omkring kl. 17 den 14. februar 2015 – sammen med medtiltalte Liban Ahmed Saleban Elmi – skaffede den fuldautomatiske militærriffel af vejen, som Omar El-Hussein havde brugt ved Krudttønden tidligere samme dag. Hossein har erkendt, at han gemte våbnet ved Mjølnerparken. og at han på det tidspunkt havde gættet, hvad Omar El-Hussein havde brugt den til.

Blev i 2013 dømt i en sag, der handlede om et våbenlager. Dømt i sagen var 12 personer med bånd til den nu hedengange Mjølnerparken-bande Brothas. Våbnene skulle ifølge dommen overdrages til bandegrupperingen Værebros Hårde Kerne. Også dømt i flere våbensager tidligere. Har også været sigtet for et drabsforsøg i Lundtoftegade, men sagen mod ham blev opgivet.

Politiet mener desuden, at han og de tre andre tiltalte i sagen – uden at sætte navn på rollerne – har haft vedvarende og tæt kontakt til Omar El-Hussein og dels udtrykkelig, dels gennem bistand har tilskyndet ham til angrebet ved synagogen eller ”tilsvarende alvorlig kriminalitet”.

Bistanden indebærer at overdrage en hættetrøje til Omar El-Hussein, købe og overdrage en skuldertaske til ham, overdrage ammunition af mærket ”Geco” og ”CBC Luger” og betale for den computer, som Omar El-Hussein brugte til at lede efter målet for sit næste angreb efter Krudttønden.

Var til stede på internetcaféen Powerplay sammen med Liban Elmi og Ibrahim Khalil Abbas, da Omar El-Hussein ledte efter og fandt sit næste mål, den jødiske synagoge. Søgte selv på det tidspunkt på bl.a. en sangtekst af Tommy Lee og et opdatering til et computerspil.

Foto: Anne Gyrite Schütt