Krimi

Forening kalder dom i omstridt voldtægtssag indlysende

"Hvem af jer er blevet overfaldet? Ræk hånden op hvis I har". Spørgsmålet brager ud i højtalerne fra scenen til en demonstration mod voldtægt i april.

I foreningen Aldrig din Skyld er man glad for, at landsretten nu idømmer tre voldtægtstiltalte fængselsdomme.

Østre Landsret omstødte mandag eftermiddag en byretsdom i en sag, hvor tre unge mænd var tiltalt for voldtægt af en ung pige.

De tre mænd var ved Retten i Roskilde blevet frikendt, men Østre Landsret fandt det bevist, at den unge kvinde ikke var i stand til at sige nej til drengene, da hun var beruset.

Østre Landsrets dom bliver hilst velkommen hos foreningen Aldrig din Skyld.

- Det er positivt, at de tiltalte nu bliver dømt for voldtægt i en sag, hvor det efter vores opfattelse var meget indlysende, at der var tale om en ung kvinde, der ikke var i stand til at give samtykke, siger talskvinde Marianne Rosenkvist.

I modsætning til byretten i Roskilde fandt Østre Landsret det bevist, at den unge kvinde ikke havde givet sit samtykke til samlejet med drengene.

Og det glæder Marianne Rosenkvist, og samtidig håber hun, at dommen kan blive løftestang for at sikre retssikkerheden for ofre i fremtiden.

- Det kan ikke være rigtigt, at der er så dårlig retsstilling for ofre, så vi bliver ved med at hive disse få tilfælde frem, hvor gerningsmanden måske og måske ikke var i god tro, siger Marianne Rosenkvist.

- Det her er et kæmpe problem, og der foregår en masse voldtægter i sager, hvor gerningsmanden aldrig bliver dømt.