Krimi

10-årig pige overfaldet i skovområde: Blev lokket til at lede efter hund

Nordjyllands Politi jagter en mand, der tirsdag aften overfaldt en tiårig pige i Aalborg.

En tiårig pige blev tirsdag aften overfaldet af en mand, der havde bedt om hjælp til at finde sin hund. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Pigen legede sammen med en veninde på en legeplads på Dikevej i Aalborg SØ, da manden kontaktede pigerne og spurgte, om de kunne hjælpe med at finde hunden.

Manden kunne endda vise et billede af hunden på sin mobiltelefon, så pigerne indvilligede i at hjælpe manden og fulgte med ham. 

Da venindens mor kort efter ringede, forlod hun stedet og efterlod den tiårige alene med manden.

Sammen gik manden og pigen via Panstien ind i et skovområde, hvor han pludseligt væltede pigen omkuld og holdt hende fast. 

Pigen fik dog kort efter lov at gå, hvorefter hun løb fra stedet af samme vej, som de var kommet. Hun har det godt efter omstændighederne. Manden forsvandt i modsatte retning.

Politiet efterlyser vidner

Nordjyllands Politi fik en anmeldelse om overfaldet klokken 21.50 og har siden været ude på gerningsstedet og foretage forskellige undersøgelser.

- Vi formoder, at manden er gået i nordlig retning og er kommet ud på Byplanvej – det viser den færd, som vores patruljehunde har fulgt, udtaler politikommissær fra Nordjyllands Politi Lars Nørskov Jørgensen, der leder politiets efterforskning af sagen, i en pressemeddelelse.

Politiet fortsætter arbejdet på stedet og skal i gang med et større afhøringsarbejde i området, men de vil gerne høre fra folk, der måtte have befundet sig i området tirsdag aften eller har andre informationer af betydning for sagen.

- Vi er interesseret i at høre fra alle, der måtte ligge inde med relevante oplysninger for sagen, så ring hellere end gang for meget end en for lidt, udtaler Lars Nørskov Jørgensen.

Han opfordrer samtidig forældre til at instruere deres børn, så de ikke går med fremmede.

Den formodede gerningsmand beskrives som værende en 35-40 årig mand af dansk udseende, 170-175 cm høj, spinkel af bygning med sort/gråt kort hår og mørke skægskubbe mellem næse og overlæbe. Han var iført en sort sommerjakke, blå cowboybukser med huller, brunt bælte og hvide sko.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.