Krimi

Lars Kraghs storebror taler ud: Jeg tilgiver dig, lillebror

Storebroderen til Lars Kragh, som sigtes for at have slået sine forældre ihjel, står for første gang siden familietragedien frem.

- Jeg har tilgivet min bror. Det var hans sygdom, der dræbte mor og far.

Sådan lyder ordene fra veteranen Lars Kraghs storebror, Thomas Kragh, som for første gang sætter ord på den tragedie, der kostede søskendeparrets forældre - 69-årige Kirsten Kragh og 74-årige Jørgen Kragh - livet tidligere i juli.

 - Den Lars, som jeg er vokset op sammen med, har ikke gjort dette her. Lars er desværre blevet meget syg i sindet, og den psykotiske tilstand, han har befundet sig i, har udløst denne ulykkelige handling, lyder ordene fra broderen i en skriftlig meddelelse.

Lars lider af PTSD

Familietragedien rullede over flere dage fra lørdag 9. juli, hvor Østjyllands Politi efterlyste både 42-årige Lars Kragh og forældrene, som ikke var set siden torsdag 7. juli, og frem til 12. juli, hvor lillebroderen blev anholdt i en bil ved Vonge Kirke i Midtjylland.

I bilen fandt politiet Kirsten og Jørgen Kragh, som begge var døde, og Lars Kragh er nu sigtet for dobbelt manddrab.

Selv nægter Lars Kragh ifølge hans forsvarer, Ole Steen Christensen, at tale med læger, da den tidligere soldat ikke selv mener, at han lider af Posttraumatisk stress syndrom (PTSD).

Lars handlede i en psykose

Storebroderen er dog ikke i tvivl om, at Lars Kragh er meget syg. Han forklarer, at lillebroderen lider af PTSD, og at han er blevet mere og mere syg, fordi han ikke har villet i behandling. 

- Det har så til sidst udløst en psykose, som har været fyldt med vrangforestillinger. Det er så dybt tragisk, lyder ordene fra storebroderen.

- Mine forældre bad ham indtrængende om at komme i behandling. De kunne jo se, at han var blevet meget syg i sindet og derfor ikke i stand til at tage vare på sig selv. Han trængte til hjælp. Det var så desværre også det, de kom til at betale den ultimative pris for.

Vil give lillebroderen et kram

Det er derfor sygdommen, og ikke Lars Kragh, Thomas Kragh er vred på.

- Men den Lars, som jeg ved, er derinde et sted - den kærlige, omsorgsfulde og beskyttende Lars fra før han blev syg. Ham har jeg tilgivet. Og når det engang bliver muligt for mig, vil jeg give ”denne” Lars en krammer. Jeg håber virkelig, at han må få den fornødne hjælp der, hvor han er nu. Det har han brug for, siger Thomas Kragh.

Lars Kragh er nu sigtet for dobbelt manddrab, men nægter sig skyldig. Han blev i et grundlovsforhør 13. juli surrogatfængslet på en psykiatrisk afdeling til 10. august - den del af kendelsen blev dog kæret af Lars Kragh, som derimod accepterede at blive varetængtsfængslet i fire uger.