Krimi

19-årig voldtaget i Haderslev: Asylansøger anholdt og varetægtsfængslet

En 24-årig mand fra Iran er varetægtsfængslet - sigtet for voldtægt i Haderslev natten til lørdag.

En 24-årig iransk asylansøger er varetægtsfængslet indtil den 11. august, efter at han natten til lørdag blev anholdt for voldtægt i Haderslev.

Han blev i dag fremstillet i retten for lukkede døre, men forholder sig ikke til sigtelsen.

- Vi er lidt rundt på gulvet, for han vil hverken udtale sig til politiet eller sige noget i retten. Så vi ved ikke så meget, siger lederen af lokalpolitiet i Haderslev, Jacob Andersen, til TV2.

Politiet bekræfter, at den iranske mand er asylansøger og bor på det nærliggende asylcenter på Vilstrupvej i Haderslev.

Voldtægt gik ud over 19-årig

Den 24-årige mand blev anholdt natten til lørdag ved Sønder Otting Skole i Haderslev.

En 19-årig kvinde er blevet undersøgt efter episoden, som politiet efterforsker som en fuldbyrdet voldtægt.

Ifølge JydskeVestkystens oplysninger blev manden taget på fersk gerning og var praktisk talt ved at lyne bukserne op, da betjentene efter en anmeldelse fra en bekymret borger ankom til stedet.