Krimi

OVERBLIK: Krigstraumer har været årsag til flere tragedier

Den 42-årige Lars Kragh mistænkes for dobbeltdrab. Krigsveteraner med stresssyndrom har før begået drab.

Det er ikke første gang, at soldater, der som den sigtede Lars Kragh har tjent i Forsvaret under en mission i udlandet, bliver syge i sjælen og begår kriminalitet. Her følger tre eksempler:

December 2014:

En 49-årig tidligere soldat, der lider af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), udløser en højspændt politiaktion i Charlottenlund.

Manden menes at have våben i sin lejlighed, og han er angiveligt indstillet på at skyde eventuelle personer, der forsøger at trænge ind i hans lejlighed.

Det lykkes politiet at tale manden til ro. Han forlader selv sin lejlighed og bliver efter eget ønske overført til psykiatrisk behandling. Politiet vælger ikke at sigte manden.

Februar 2014:

En krigsveteran dømmes til psykiatrisk behandling, fordi han via e-mail i juli 2013 truede med at sprænge Københavns Hovedbanegård og tre hoteller i luften.

Han havde tidligere været udsendt til Afghanistan og efterfølgende fået konstateret diagnosen posttraumatisk stress.

Han forklarede i retten om sin handling, at han efter hjemkomsten havde manglet et adrenalinkick og uden held havde forsøgt at opnå det.

December 2012:

To tidligere soldater idømmes fængsel på livstid for dobbeltdrabet på den 68-årige Elke Ibsen Mamsen og sønnen Hans Nielsen Mamsen. Drabene fandt sted i Møgeltønder i september 2010.

De dømte havde været soldater i Bosnien og Afghanistan, hvor de begge udviklede posttraumatiskstress syndrom, som de blev medicineret for.

Den ene af soldaterne betroede under et drikkegilde til den anden, at han som barn var blevet voldtaget af genboens søn. Sammen opsøgte de den voksne søn og hans mor, som blev dræbt med adskillige knivstik.

Kilder: Ritzau, BT