Emilie Meng-sagen

Leder efter 17-årige Emilie i kolonihaver: - Vi udelukker ikke noget

En 17-årig pige fra Korsør er nu forsvundet på andet døgn.

Politi og frivillige vil nu søge efter den 17-årige Emilie Meng i et kolonihavekvarter tæt ved Korsør Station, hvor hun sidst blev set.

Politiet har dog ikke meget at gå efter.

- Vi kan bekræfte, at der sidst har været livstegn fra hende omkring klokken 4 søndag morgen på Korsør Station, hvorefter hendes telefon bliver slukket. Vi er derfor igang med en koordineret indsats, hvor vi søger snævert omkring Korsør Station, som vi også gjorde i går, hvor vi var ude med både politifolk og helikopter, siger Flemming Jensen, indsatsleder Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Frivillige hjælper med eftersøgning

Op mod 200 frivillige hjalp i går politiet med at lede efter Emilie Meng. Mange er også mødt op i dag for at deltage i eftersøgningen.

- Vi har bedt de frivillige om at gennemsøge nogle kolonihavehuse, som ligger tæt på Korsør Station, så vi kan se, om hun skulle ligge der og have brug for hjælp, siger Flemming Jensen og tilføjer, at politiet er bekymret for Emilie Meng:

- Vi udelukker ikke noget, og vi arbejder 100 procent på at finde hende.

Frivillig: Det må være enormt hårdt for familien

Jane Valsted er én af de mange frivillige, der er mødt op for at hjælpe med at finde Emilie Meng. Hun har selv tre piger.

- Det kunne ligeså godt være dem, der var kommet hjem fra byen. Det gør selvfølgelig ondt, og jeg tænker meget på hendes familie. Det må være enormt hårdt.

Forsvandt efter bytur med veninder

Emilie Meng er sidst set klokken 04 søndag morgen, da hun tog afsked med de to veninder ved Korsør Station efter de var kommet med toget fra Slagelse.

Herfra skulle hun gå cirka fire kilometer alene gennem byen for at nå hjem til sin bopæl i midten af Korsør.

Men den 17-årige kom til familiens store bekymring ikke hjem, hvorfor politiet har sat store ressourcer ind på at lede efter hende.

Emilie Meng er 168 centimeter høj, beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår. Hun var iført en sort langærmet cardigan med en sort blondebluse under, blå jeans og blå Adidas sko.